Læsetid: 2 min.

Og vinderen er...

Stor interesse for at gætte med i Informations litteraturquiz. Mange kvalificerede besvarelsen, men kun én læser kunne svare rigtigt på alle 10 spørgsmål
30. november 2005

I hvilken nyere dansk roman finder der mobning sted på en dansk arbejdsplads? Hvem har skrevet om Patrick Bateman? Og hos hvilken forfatter optræder personen Moosbrugger? Og hvilken dansk digter digter om den unge frøken fra Skanderborg?

Sådan lød nogle af udfordringerne til vores læsere i årets bogtillæg. Og for med det samme at tilfredsstille de videnshungrende læsere, så er svaret på disse fire spørgsmål i rækkefølge Christian Jungersen, Bret Easton Ellis, Robert Musil og Sophus Claussen. Vi har jo landets bedste læsere, så det skulle ikke være for let. Men måske var litteraturquizen alligevel lidt for svær. For at gøre det lidt lettere, havde vi dog forsynet hvert citat med tre svarmuligheder, men selvfølgelig også indbygget nogle fælder.

De skråsikre og ydmyge

At det første citat stammede fra Hanne Vibeke Holst nye roman gættede omkring halvdelen af deltageren. Mange gættede på Niels Krause-Kjær, forfatteren til Kongekabalen.

Den som færrest kunne svare rigtigt på, var det syvende spørgsmål, hvor der optræder "Åh, disse prægtige unge mænd med deres fine skinnende transportable telefoner-" Her gættede rigtig mange på Inge Eriksen, men det rigtige svar var altså Dan Turéll.

Deltagerne kan let opdeles. Der er således de mere skråsikre: "Hej Information. Det var for let (...) Bare send flaskerne..." I den pågældende besvarelse fra det højtliggende Trøjborg-kvarter i Århus var der imidlertid kun tre rigtige. Så vores læser deroppe må ned fra bjerget igen.

Og så er der de mere ydmyge, der håber, at deres svar er kvalificerede: Blandt de ydmyge, men dygtige læsere finder vi Katrine Lehmann Sivertsen fra Østerbro i København, der havde ni rigtige. Eneste, der glippede, var den gode Dante. Det er nemlig hverken Karen Blixen eller Johannes Ewald, der har skrevet de uforglemmelige linjer: "Midtvejs på vores vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke, dybe skove-"

Kirsten Bartroff på Frederiksberg var også med i opløb med ni rigtige. Hun skriver: "Jeg vil selvfølgelig sætte pris på at vinde, da jeg så for en sjælden gangs skyld vil få hånerette derhjemme". Den ret vil vi gerne give hende, men at Bateman er en figur hos Bret Easton Ellis kunne hun alligevel ikke svare på.

En fuldtræffer

Vinderen er dog Henning Beck fra Bagsværd. Han var lige ved at diskvalificere sig selv ved at sende besvarelsen ind flere gange. I kulturens mailboks tikkede der kort før deadline med et minuts mellemrum fem besvarelser ind. Redaktøren kiggede strengt på den omgåelse af spøgen og valgte kun at lade den første gælde. Til Henning Beck store held, var den første en fuldtræffer. Det ville selvfølgelig have været mest suverænt at have nøjedes med én besvarelse, så stol på din intuition næste gang, Henning Beck! Hvorom alting er, så er der tre flasker god rødvin på vej til Bagsværd. Og tak til læserne for dysten!

Svar på de 10 spørgsmål:

1: Hanne-Vibeke Holst, 2: Sophus Claussen, 3: Robert Musil, 4: Bret Easton Ellis, 5: Ernst Hemingway,6: Jens Baggesen, 7: Dan Turéll, 8: Christian Jungersen, 9: Dante Alighieri, 10: Thorkild Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu