Læsetid: 8 min.

Vinderen ligger i koma

25. marts 2006

Shimon Peres ligner ikke ligefrem en rockstjerne, men efter Ariel Sharon i mere end to måneder har ligget i koma på et hospital, er Peres' ansigt igen blvet det kendteste i israelsk politik. Det var derfor ikke overraskende, at alle stimlede sammen om ham, da Peres, der er i 80'erne, ulasteligt klædt og med forbløffende smidighed sprang ud af sin hvide Volvo på hjørnet af Sheinkin Street og Allenby Street i Tel Aviv og begyndte at uddele håndtryk til de forbløffede vælgere.

Alle med en mobiltelefon på sig bad om lov til at tage et billede af Peres stående ved siden af en kone, mand, søn, datter eller ven. 44-årige Zara Haddad maste sig frem gennem mængden, trykkede Peres' hånd og bad ham om at passe godt på hendes to sønner, der begge er i hæren. "Vær sød at sørge for, at de er i sikkerhed," bønfaldt hun.

Ligesom alle andre erfarne politikere sørgede Peres for, at samtalerne ikke varede for længe. Igen og igen sagde han blot Kadima, som er navnet på det nye parti, Ariel Sharon overtalte Peres til at træde ind i kort før sin hjerneblødning. Peres og den begejstrede folkemængde udvekslede utallige ønsker om en glædelig sabbat - det var fredag.

To kønne piger iført vanvittige kostumer i anledning af den religiøse højtid Purim sprang pludselig frem for at uddele kindkys til arkitekten bag den engang så håbefulde Oslo-aftale. Peres indvilligede i at tage en baby på armen, men nægtede - utvivlsomt belært af erfaring - at kysse den lille.

Kadima, som Peres tilsluttede sig efter at have forladt Arbejderpartiet, er en aflægger af højrefløjspartiet Likud, og alle dele af Kadima fra leder Ehud Olmer og nedefter er domineret af tidligere Likud-ministre, som alle forlod deres gamle parti. Det gør ondt på Likud, men Kadimas gode valgprognoser vækker heller ikke ligefrem begejstring hos Arbejderpartiet.

Det virker nu, som om det 30 minutter lange besøg i Sheinkin Street, som er et af Tel Avivs mere hippe indkøbsstrøg, har mere at gøre med Shimon Peres' 50 år lange politiske berømmelse end med hans umiddelbare overtalelsesevner.

Det nye parti er nemlig så nyt, at det endnu ikke er gået op for mange vælgere, at Arbejderpartiets veteran er medlem af det.

Lisa Science må siges at tilhøre den bedst informerede tiendedel af den israelske vælgerskare, men selv Lisa, som er selvstændig ejendomsmægler og var ude for at trykke Peres i hånden, glemmer Peres' nye tilhørsforhold og siger, at hun ikke vil stemme på Peres, fordi hun støtter Kadima.

40-årige Lisa Science, som oprindeligt er fra England og kom til Israel for 19 år siden, er en velformuleret repræsentant for de vælgere, som er flyttet fra venstrefløjen og til det nye midterparti. Lisa har altid stemt på Arbejderpartiet, men efter Sharons beslutning om at trække 8.500 bosættere ud af Gaza-striben er hun nået frem til den konklusion, at "højrefløjen kan gennemføre det, som venstrefløjen har store problemer med at føre ud i livet. Jeg tror, at de bedre kan slippe af sted med det, fordi de møder mindre modstand," siger hun.

Hun havde allerede besluttet sig for at stemme for Sharon, før han blev syg. Hun er ikke "overbegejstret" for hans efterfølger, Ehud Olmert, som er blevet kritiseret voldsomt af Likud for sin brogede historie som borgmester i Jerusalem, men som var Sharons stærkeste støtte, da planen om tilbagetrækning fra Gaza-striben blev lanceret. Science føler sig dog overbevist om, at Olmert vil fortsætte Sharons "vision" om yderligere tilbagetrækning fra Vestbredden. Ligesom så mange andre vælgere kan Lisa Sciences tro på en egentlig fortsættelse af fredsprocessen ligge på et meget lille sted.

"Jeg har boet her i 19 år. Hvor længe kan man blive ved med at tro på det?" spørger hun.

Valgkampen har været meget afdæmpet. I starten af valgkampen mødte Olmert op til en række vælgermøder - en opgave, der ligger fjernt fra hans sædvanlige offentlige optrædener som konstitueret ministerpræsident - men nu holder Olmert igen lav profil. En af årsagerne er det enorme sikkerhedsopbud, som skal aktiveres, når en israelsk ministerpræsident skal bevæge sig rundt. En anden årsag er muligvis, at Olmert, der er en dygtig politiker, men også kendt for sin arrogance, af og til lyder temmelig skinger. Det er svært at forestille sig en vestlig politiker, der - som Olmert gjorde det for nylig - ville stille sig op og sige, at hans parti uden tvivl løber med valgsejren, og det kun er et spørgsmål om, hvor stort det vinder.

En helt tredje grund til den diskrete profilering er, at en ministerpræsident ikke behøver at anstrenge sig ret meget for at få god dækning i de stærkt nyhedsorienterede israelske medier. I sidste uge blev Olmert således rost til skyerne i medierne efter aktionen mod fængslet i Jericho.

Alt dette har utvivlsomt været med til at danne den udbredte holdning om, at det kommende valg er en kedelig forestilling. Det er nu i sig selv ret besynderligt. For det første viser prognoserne, at næste uges valg og en kommende koalitionsregering kommer til at dreje sig om et parti, der som det første parti i israelsk politik nogensinde ser ud til at have succes med at bevæge sig på det, man her betragter som den politiske midte. For det andet drejer valget sig i udtalt grad om noget helt konkret: Olmerts plan om at endegyldigt at trække Israels grænser inden for de kommende fire år i kraft af rydning af flere bosættelser på Vestbredden og indlemmelse af de mest befolkede dele. Dette valg er ikke alene den folkeafstemning om ensidig tilbagetrækning fra Gaza-striben, som højrefløjen klagede over aldrig blev afholdt, det drejer sig også om fremtidige tilbagetrækninger.

For at forstå dén side af sagen er man nødt til at følge nøje med i de politiske kampagnevideoer, som vises hver aften, og som ændres løbende. Her viser det sig, at den mest indædte kamp står mellem Kadima og partierne til højre for det nye parti, der samtidig konkurrerer voldsomt med hinanden.

Nogle af Arbejderpartiets reklamer er fremragende. En af dem hentyder til opfattelsen af partileder Amir Peretz som svag med ordene: "Han kommer fra en lille by i provinsen, han har aldrig været general, hans engelsk lyder mærkeligt. Han er bare en simpel arbejder." Herefter klippes til et portræt af Israels første ministerpræsident, David Ben-Gurion.

Selv om Peretz, der ikke vil være en umulig koalitionspartner for Ehud Olmert, har en forhandlingsføler ude til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, drejer partiets valgkamp sig først og fremmest om pensioner og krav om højere mindsteløn.

Til gengæld fokuserer midter- og højrefløjspartiernes kampagner mest på landets sikkerhed og fremtiden i de besatte områder. En aggressiv video fra Benjamin Netanyahus skrantede Likud-parti går lige i struben på Kadima ved at spille på Hamas' valgsejr for nylig og hævde, at Olmerts plan "fører Hamas helt hen til vores grænser", og at Hamas' missiler vil kunne forårsage skade mindre end seks kilometer fra Ben Gurion-lufthavnen. For at understrege budskabet vises et billede af en tom bagagevogn for - næppe med rette - at hævde, at ingen israelere vil turde flyve fra eller til et Israel under Ehud Olmerts ledelse.

Herefter gentages en udtalelse fra Sharon, som kun meget få faktisk troede på den dag, han kom med den: "Der kommer ikke flere tilbagetrækninger." Reklamen fortsætter med et løfte om, at ingen tilbagetrækning vil finde sted "uden at vi får noget til gengæld". Konklusionen lyder: "Valget står mellem terrorisme og Israels sikkerhed. Du træffer valget."

Der er ingen tvivl om, at reklamerne har fundet inspiration hos Avigdor Liebermans parti Yisrael Beiteinu. Partiet er foreløbig valgkampens store overraskelse, efter at prognoser har vist, at det står til at vinde ni af Knessets 120 pladser.

Succesen skyldes ikke mindst Liebermans popularitet blandt vælgere fra det tidligere Sovjetunionen, som udgør næsten 20 procent af den samlede vælgerskare.

Lieberman, der selv bor i en bosættelse, har modificeret sine mest ekstreme synspunkter, men forestiller sig stadigvæk en ordning, hvor den israelske grænse - og 'sikkerhedshegnet' bliver flyttet, så op mod 500.000 mindre samarbejdsvillige israelske arabere bliver placeret på den palæstinensiske side. Efter gentagne understregninger af, at han er den eneste, der kan sikre Israels grænser, lyder det enkle og endeløst repeterede valgslogan: Olmert, njet - Netanyahu, njet - Lieberman, da!

Det er ikke så overraskende, at Kadima vurderer, at den største trussel mod partiet kommer fra højre. Partiets kampagnevideoer slår i modsætning til Likud-videoerne først og fremmest på, at Olmert med sit forslag har et bud på "en løsning, der giver os mulighed for at sikre Israels fortsatte eksistens som et jødisk samfund". Dernæst forlyder det, at Olmert "fortsætter, hvor Sharon slap. Han kommer ikke ind fra højre uden at vide, hvad der er foregået. Han var med til at træffe Sharons beslutning om at gøre indrømmelser".

For få dage siden blev der tilføjet et ekstra twist i Kadimas reklamer, efter at der var opstået bekymring for, at vælgerne ville blive hjemme i sofaen. Undlader man at stemme på Kadima, "giver man sin stemme til Likud", hævdes det i den nyeste valgvideo. Desuden mindes læserne om, at Kadima vil "prioritere anderledes" og bruge midler på uddannelse og velfærd i stedet for på bosættelser. Den underliggende besked var klar: Kadima-tilhængerne skal ikke tage sejren for givet.

Prognoserne taler dog fortsat deres tydelige sprog om, at Netanyahu og hans potentielle samarbejdspartnere på højrefløjen er langt fra at opnå de 61 pladser, som giver flertal i Knesset. "Det er ikke særlig sandsynligt, at det sker, men valget er ikke afholdt endnu," siger Avraham Diskin fra Hebrew University.

Billedet kan endnu nå at ændre sig, hvis det lykkes palæstinensiske kræfter at udløse en selvmordsbombe, måske som gengæld for rydningen af fængslet i Jericho.

De fleste politiske eksperter, også Diskin, regner stadig med, at Kadima bliver landets største parti efter tirsdagens valg. Hvis det sker, kommer den palæstinensiske virkelighed dog næppe til at se så glamourøs ud, som Kadimas fjender på højrefløjen ynder at hævde. Det mest sandsynlige forløb er, at Ehud Olmert ikke kommer til at forhandle direkte med palæstinenserne, men de øvrige israelske partier og USA for at få opbakning til en ensidig grænsedragning, der er langt fra, hvad selv de mest moderate palæstinensere har kunnet gå med til under tidligere forhandlinger.

Aftalen vil i stedet afspejle udmattelsen over den uendeligt lange konflikt og fredsproces og en anerkendelse af det demografiske argument, at en jødisk stat ikke kan eksistere samtidig med en fortsat besættelse af palæstinensiske områder. En anerkendelse, som Diskin ser som "en villighed til at gøre indrømmelser, selv om der er al mulig grund til at nære mistro til modparten. Især hvis modparten er Hamas."

Ehud Olmerts rådgiver, Lior Chorev, er mere direkte:

"Et flertal af israelerne er ikke interesserede i at slutte fred med palæstinenserne. De vil have fred, ro og tryghed, og de ser gerne, at sikkerhedshegnet bliver så højt, at de ikke længere kan se palæstinenserne."

© Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu