Læsetid: 8 min.

Og vinderen er... måske

4. marts 2006

Sidste år forsøgte jeg at forudsige, hvem der ville vinde Oscars i de største og vigtigste kategorier, og fik kun én rigtig ud af seks mulige. Siden undskyldte jeg mig med, at det for en sjælden gangs skyld var de rigtige, der vandt, og at jeg havde prøvet at spå om resultatet ved at tage alskens kommercielle og politiske hensyn.

Det siges, at man ikke skal gå tilbage til en fuser. Og det er sikkert et ganske fornuftigt råd. Men der er altså en vis spænding i at nærme sig fuseren, usikker på om den nu også er helt uskadelig, eller om den kan finde på at eksplodere mellem hænderne på én.

I år har jeg således besluttet mig for både at komme med mine bud på, hvem der bør vinde, ligesom jeg vil prøve at pege på de mest sandsynlige vindere i de seks vigtigste kategorier. Alt sammen med det forbehold, at det alligevel er umuligt at forudsige noget som helst, der har med det 6.000 mand store og helt igennem upålidelige, amerikanske filmakademi at gøre. Hvem skulle f.eks. have troet, at alle fem instruktører af de nominerede titler i Bedste Film-kategorien i år også ville være nomineret Bedste Instruktion-kategorien? Det er ikke sket siden begyndelsen af 80'erne, selv om det umiddelbart synes umuligt og urimeligt at skille de to ting ad.

Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at alle fem nominerede film er relativt små efter Hollywoods normale standarder - ingen Ringenes Herre eller Cold Mountain i år; at de fortæller alvorlige historier om usædvanlige mennesker; og at de på hver deres måde har vakt opsigt og skabt debat - de tre af dem på grund af en tydelig politisk, samfundskritisk dagsorden. Ligegyldig hvilken af de fem film, der vinder en Oscar, har publikum allerede vundet, fordi filmene overhovedet er blevet lavet - og så kan man jo samtidig håbe på, at det er en ny, holdbar trend i Hollywood at producere begavet underholdning, der kan lære os noget og sætte spørgsmålstegn ved den måde, verden er skruet sammen på.

Men, som David Carr forleden konstaterede i New York Times, så er feltet af nominerede film i år formentlig kun undtagelsen, der bekræfter reglen. Stort er stadig bedst i et Hollywood, hvis kernepublikum er en 15-årig dreng med koncentrationsproblemer.

Bedste Kvindelige Birolle Jeg har kun set fire af de fem nominerede præstationer, og den, jeg mangler, Amy Adams i Junebug, skulle være lidt af en åbenbaring. Alligevel holder jeg på Catherine Keener i den film, jeg også tror, bliver en af aftenens helt store vindere, nemlig Bennett Millers Capote. I filmen, der handler om forfatteren Truman Capotes arbejde med hovedværket, Med koldt blod, spiller Keener Capotes barndomsveninde, forfatterinden Harper Lee (hende med Dræb ikke en sangfugl). Og det siger en del om hendes præstation, at hun evner at yde en fremragende Philip Seymour Hoffman i titelrollen stærkt modspil. Keener har en fantastisk udstråling og spiller ofte selvstændige kvinder, og i hendes skikkelse er Harper Lee både en loyal ven og en kvinde, der efterhånden bliver træt af, at Capote kun formår at tage og ikke give - slet ikke, da det er hende, som får succes.

Michelle Williams, der spiller skabsbøssen Heath Ledgers chokerede og forsmåede kone i Ang Lees romantiske drama Brokeback Mountain, er også en contender - jeg mener dog, at hun burde være blevet nomineret sidste år for sin rolle i Wim Wenders' Land of Freedom. Men Brokeback Mountain er trods alt gjort af det stof, som vinder filmpriser, og det skal blive interessant at se, om det kommer Williams til gode.

Britiske Rachel Weisz nævnes også som en mulig vinder for sin rolle i Fernando Mereilles John Le Carré-filmatisering The Constant Gardener. Det er en god film med masser af mod og mandshjerte i sin skildring af europæiske stormagters udbytning af Afrika, og Weisz er glimrende som den smukke og hemmelighedsfulde aktivist-hustru til en mere stilfærdig, lidt naiv diplomat (Ralph Fiennes). Men det vil trods alt være en på flere måder meget lille rolle at vinde for. Mere goodwill har Frances McDormand, som kan opleves i Niki Caros populære North Country, der handler om en kvindelig minearbejders (Charlize Therons) kamp mod en usædvanlig grov omgang sexchikane. McDormand spiller Therons dødssyge veninde med vanlig sans for en rap replik og bevægende øjeblikke uden overdreven sentimentalitet.

Bedste Mandlige Birolle Jeg tror, at George Clooney vinder for sin præstation som livstræt CIA-agent i Stephen Gaghans olie-thriller Syriana. Men det vil i så fald have mere at gøre med, at han er medproducent på filmen og i år selv har instrueret en Oscarnomineret film, Good Night, and Good Luck - den slags renæssancemennesker kan akademiet godt lide, og selv om man ikke kan beskylde de 6.000 medlemmer for at bedrive politik, er der alligevel ofte en tendens til, at de stemmer ens.

Men det er nu Matt Dillon - i rollen som racistisk strømer i Paul Haggis' Crash - der burde løbe med en birolle-Oscar. Dillon har taget turen fra teenagestjerne til karakterskuespiller i fin stil, og i Crash lykkes det ham - sammen med Haggis - at nuancere sin umiddelbart noget usympatiske karakter så meget, at man til sin egen overraskelse ender med at forstå, om ikke acceptere, hvorfor han gør, som han gør.

At altid seværdige Paul Giamatti er nomineret for sin rolle som boksetræner i Ron Howards trælse Cinderella Man skyldes formentlig, at han helt urimeligt ikke var nomineret for sit folkelige gennembrud i sidste års Sideways. Og William Hurts nominering for morsomt spil som psykopatisk gangster i David Cronenbergs fantastiske A History of Violence skal muligvis ses i lyset af, at Cronenbergs film ikke er nomineret til ret meget andet.

Derimod er det helt rimeligt, at Jake Gyllenhaal får officiel ros for sin rolle som den ene af de to forelskede cowboys i Brokeback Mountain. Både han og Heath Ledger yder karrieredefinerende præstationer i en historie, der spænder over mange år og kræver ærlighed og åbenhed af sine unge stjerner. Mærkeligt er det dog, at Gyllenhaal er at finde i birolle-kategorien - men mon ikke det skyldes, at man ikke vil have, at han og Ledger konkurrerer mod hinanden i hovedrolle-kategorien.

Bedste Kvindelige Hovedrolle Jeg mangler at se to af de nominerede præstationer - Felicity Huffman i Transamerica og Keira Knightley i Stolthed og fordom - men på trods af at jeg har en svaghed for yndige Keira, sætter jeg hellere end gerne mine penge på Reese Witherspoon, der spiller June Carter i James Mangolds fornemme Johnny Cash-biografi, Walk the Line.

Det er ikke Witherspoons første dramatiske rolle, men må alligevel betragtes som et dramatisk gennembrud for den unge skuespillerinde, der allerede har vist sig at være en fin komedienne. Der er god kemi mellem Witherspoons viljestærke June Carter og Joaquin Phoenix' ustabile mand i sort, og det er ikke mindst i scenerne mellem de to, at Walk the Line gør væsen af sig.

For to år siden vandt smukke Charlize Theron en Oscar for sin forvandling til lesbisk seriemorder i Monster. Nu er hun nomineret for rollen som kvindesagsforkæmper i Niki Caros North Country, der minder en del om socialt indignerede film fra de sene 70'ere og tidlige 80'ere, f.eks. Martin Ritts Norma Rae og Mike Nichols Silkwood - og det er ment som en ros, selv om der ikke er meget nyt under solen i Caros film.

Sidst, men absolut ikke mindst, er Judi Dench nomineret for rollen som rapkæftet overklassekvinde, der i Mrs. Henderson Presents sætter teatermiljøet i 1930'ernes og 1940'ernes London på den anden ende. Hun og Bob Hoskins som en lige så egensindig teaterdirektør, har nogle vidunderlige, screwball-agtige scener sammen i en vældig underholdende, men også lidt for luftig bagatel af Stephen Frears, der behændigt skifter toneart for hver ny film.

Bedste Mandlige Hovedrolle Jeg æder min gamle hat, hvis ikke Philip Seymour Hoffman vinder for sin suveræne indsats i Capote. Han er min favorit - vist også bookmakernes - og selv om han får seriøs konkurrence fra både Heath Ledger, Joaquin Phoenix og David Strahairn i rollen som tv-manden Edward R. Murrow i Clooneys Good Night, and Good Luck, så er Hoffman helt utrolig som den udtalt homoseksuelle Truman Capote.

Det ville være nemt at gøre grin med den flamboyante forfatter, udstille hans krukkede manerer og specielle måde at tale og bevæge sig på, men Hoffman, der fysisk rammer Capote på kornet, undgår karikaturen og skaber i stedet et menneske, man skiftevis sympatiserer med og alligevel ikke kan acceptere, gør, som han gør. Det er en formidabel præstation af en skuespiller, der har skabt sig en karriere ud af at spille outsidere og stille eksistenser.

Ledger og Phoenix ligger lige efter Hoffman, og feltets dark horse er Terrence Howard, der spiller smalltime alfons og pusher med musikerdrømme i Craig Brewers Hustle & Flow. Filmen er endnu ikke nået til Danmark, men har i hvert fald givet Howard lidt af et gennembrud i USA.

Bedste Film og Instruktion Jeg har svært ved at vælge den film, jeg helst så vinde Oscars i begge kategorier. Bennett Millers Capote er et opslugende portræt af en kunstner, der involverer sig så meget i sit arbejde, at han er ved at gå til. George Clooneys Good Night, and Good Luck er et stilfuldt drama om en mand, der tør sige fra, hvor andre tier, og samtidig en film, der har lige så meget at sige om vore dage som om 50'erne, hvor den foregår. Ang Lees Brokeback Mountain handler om store følelser mellem to mænd og er samtidig en universel fortælling om umulig kærlighed. München er en intens thriller, der beskæftiger sig med den tilsyneladende uløselige Israel-Palæstina-konflikt. Og ikke mindst er Crash en kompleks ensemblefortælling om racisme, frygt og medmenneskelighed i Los Angeles.

Umiddelbart synes Lee og Brokeback Mountain og Haggis og Crash at være favoritter, selv vakler jeg mellem Capote og Good Night, and Good Luck, der skildrer to legendariske skikkelser, som på hver deres måde skubbede til det amerikanske samfund. Med non-fiktion-romanen Med kold blod skabte Truman Capote en ny litterær genre, der siden er blevet ført i nye retninger af Norman Mailer, Tom Wolfe og Hunter S. Thompson. Og i begyndelsen af 50'erne gik journalisten og tv-manden Edward R. Murrow imod senator Joseph McCarthys hysteriske heksejagt på kommunister i USA og fik vendt folkestemningen.

Jeg tror nok, at jeg vælger Millers Capote, som trods alt har lidt flere kanter og mere kunstnerisk personlighed end Clooneys Good Night, and Good Luck.

Oscaruddelingen vises på DR2 natten til mandag. Inden da er det på samme kanal muligt at se, hvem der får årets Bodilstatuetter

Liste over alle de nominerede på www.oscar.com

Se, hvem bookmakerne tror på, på min blog: blog.information.dk/forsidesensationen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu