Det var næsten for godt til at være sandt, da Floyd Landis dagen efter at være blevet håbløst sat bag Michael Rasmussen på Col de Galibier kom igen og på historisk vis indhentede et forspring på næsten seks minutter med et storslået udbrud over det meste af tourens 17. etape mod Morzine.
Og det var for godt til at være sandt, viste det sig i går, da der ud på eftermiddagen trillede en fax ud fra den amerikanske rytters Phonak-hold, som på ny lagde en bombe under den internationale cykelverden.
»Phonak-holdet blev onsdag af Den Internationale Cykelunion informeret om et usædvanligt niveau af testosteron/epitesteron i en prøve foretaget på Floyd Landis efter 17. etape af Tour de France.«
Den lakoniske meddelelse kommer efter et Tour de France, der har været det mest interessante i årevis og på paradoksal vis demonstreret en menneskelighed, som løbet ind imellem har manglet under Lance Armstrongs lange, benhårde og urørlige regime. Et løb, der ikke kun viste cykelrytterne som forprogrammerede og prædestinerede maskiner, men også som mennesker der kunne blive trætte og gå ned for igen at komme tilbage.
Men bagved har recepten altså tilsyneladende været en lige så skrap kemisk cocktail, som har præget løbet andre år.
Religiøse Landis står til fyring
Både Phonak og Floyd Landis erklærede sig ikke overraskende forbløffede over testresultatet og fæster deres lid til den afgørende B-prøve. I overensstemmelse med det regelsæt, som alle Protour-holdene har indvilget i at skrive under på, betyder den positive test imidlertid, at Floyd Landis allerede nu er suspenderet fra at deltage i løb (hvilket som en biting betød, at han aldrig dukkede op til det gadeløb i Silkeborg, hvor midtjyderne i går skulle have set giraffen køre paradekørsel), og holdet har på forhånd sagt, at Landis vil blive fyret, hvis også B-prøven viser sig positiv.
For den 32-årige amerikaner med baggrund i den strikst religiøse Mennonit-orden var ydmygelsen på 16. etape åbenbart for meget, og hans sentens om, at han »blev ved med at kæmpe, aldrig holdt op med at tro på det,« fik en anderledes saglig begrundelse. De utallige lovord om, at det var en vinder med karakter, der for fem dage siden fik den gule trøje trukket ned over hovedet for sidste gang dette år, ramte afsenderne i nakken som en boomerang. Den tidligere Tour de France-vinder (og dopingmistænkte) Lance Armstrong sagde for eksempel med vanlig patriotisme:
»Han beviste, at han var den stærkeste, selv om alle afskrev ham. Jeg er stolt over, at en amerikaner vandt igen.«
Ligesom resten af hans hold forsvandt hovedpersonen fra jordens overflade, efter at den positive test var blevet offentliggjort, og dermed må medierne vente på hovedpersonens egen forklaring, som måske kan findes i hans åbne erkendelse af, at det blamerende nederlag han led dagen før den fatale etape var »den mest ydmygende oplevelse i mit liv«.
For Phonak-holdet, som allerede har været en grundig tur i doping-møllen med bl.a. den tidligere CSC-kaptajn Tyler Hamilton og det unge håb Santiago Botero og en hel masse andre ligner dopingafsløringen et dødsstød, men mere interesse vil nok samle sig om, hvad det kommer til at betyde for Tour de France.
Allerede sammenkædningen mellem forhåndsfavoritterne Ivan Basso og Jan Ullrich og bloddopinglægen Eufemiano Fuentes i Madrid vakte dopingdjævlen på ny, men med afsløringen af en decideret Tour-vinder som dopingsynder har touren fået sin værste skandale i nyere tid. En skandale, der ikke kan gemmes væk i skabet.
Spørgsmålet er, om cykelsporten kan blive ved med at tåle dopinghistorierne, efter at de tre største løb det seneste år, Tour de France, Giro de Italia og Vuelta de España, lige nu alle ser ud til at være vundet af dopede ryttere i skikkelse af Floyd Landis, Ivan Basso og Roberto Heras de to førstnævnte endnu ikke dømt, mens Roberto Heras allerede er død og begravet i sportslig henseende.
Tour de France og for så vidt også de to andre begivenheder har for stor kommerciel værdi til bare at dreje nøglen om, men for sportens tilhængere er det svært at strække den hårdt spændte illusion om en ren sport meget længere. De er nødt til at beslutte sig for, om de kan leve med, at spændingsmomentet blot er forøget med kemiske hjælpemidler som det i store træk blev i cykelsportens barndom eller om om de i det hele taget gider at følge med i sporten længere.
Holdledernes ansvar
Hvem der har ansvaret er svært at sige. Det danske UCI-medlem, Peder Pedersen, lagde i går ansvaret på holdene.
»Der tegner sig et billede af nogle personer, som har en elendig moral. Her tænker jeg også på holdlederne. Jeg kender ikke alle 20, men jeg tror, at der ligger en alvorlig brist hos mange af de holdledere, som egentlig skulle være ansvarlige for, at deres ryttere var sunde og friske,« vurderede Peder Pedersen over for Ritzau.
Spørgsmålet er, hvad det kræver endelig at gøre op med dopingspøgelset, og om det overhovedet er muligt.
Både ryttere og sportschefer hævder, at praktisere en zero tolerance-politik, og fyresedlen bliver øjeblikkeligt skrevet ud, hvis der er et bekræftet positivt resultat. Uanset om cykelindustriens forsvarstale er sand eller ej, viser de nyeste afsløringer i det mindste, at det er en politik, både hold og ryttere kan blive tvunget til at gøre alvor af, efterhånden som dopingdommene viser, at rytterne faktisk ikke kan slippe af sted med doping.
Hvis resultatet bliver bekræftet, vil vrede og bedrøvelse være den dominerende følelse for dem, der har fulgt løbet,« lød reaktionen fra Tour-ledelsen.
»Uanset hvor skræmmende denne nyhed er for cykelsporten, viser den ikke desto mindre, at kampen mod doping anført af Tour de France i samarbejde med holdene og sponsorerne vinder frem på en måde, som vil være umulig at vende.
På det sportslige plan står der, såfremt testresultatet bliver bekræftet, en vinder tilbage, som ingen ville have forestillet sig for bare et par måneder siden. Han hedder Oscar Pereiro Sio og er meget, meget tæt på at have vundet Tour de France efter en blunder af tourens største hold og overraskende god kørsel bagefter. Med mindre selvfølgelig at der også viser sig at ligge noget andet bag hans gode ben.
