Læsetid: 4 min.

Vinderens historie

26. august 1997

I Tyskland er en uret begået i rettens navn. Egon Krenz er dømt til seks et halvt års fængsel for nedskydningerne af de, som forsøgte at flygte over Muren eller gennem Jerntæppet. Dommen rammer paradoksalt nok netop den mand, der i Østtysklands sidste måneder fik skubbet gammelstalinisten Erick Honecker til side og gennemførte Murens fald og den østtyske stats opløsning uden blodsudgydelser.
Der er, som Krenz selv gør opmærksom på, tale om et klart eksempel på den gamle sandhed om, at sejrherren skriver historien - som bliver derefter. Dommen faldt efter en tvivlsom rettergang: Anklageren kunne ikke bevise, at Krenz (og to meddømte) beordrede skydningerne, men at de som medlemmer af politbureauet havde "fastlagt en ideologiske linje, som opmuntrede at flygtninge blev skudt".
Sagen skulle aldrig have have været for en dommer. Man kunne have håbet på, at Vesttyskland ikke havde opkastet sig til sejrherre over Østtyskland - men at Tyskland havde valgt at betragte sin brogede fortid gennem afklaringens briller og ikke kriminalretslige. Derfor følte dommer Hoch sig også foranlediget til at hæve pegefingeren, da han afsagde dommen.
"Det er en illusion at tro, at man kan forholde sig til fortiden gennem anvendelsen af kriminallovgivningen". Kloge ord fra en dommer, der dog - når nu sagen lå foran ham - var tvunget til at dømme Krenz.
Det var han først og fremmest, fordi en række arme soldater, der stod ved Muren eller andre dele af det ulykkelige jerntæppe, allerede er blevet dømt for at være dem, der skød. Derfra har anklagemyndigheden arbejdet sig op mod "toppen", hvor ordren til soldaterne angiveligt skulle være kommet fra.
Nu viser det sig oven i købet, at Krenz og de to øvrige forklarede, at de ikke udgjorde toppen: Beslutningen om at opretholde Jerntæppet blev truffet af Warszawapagtens øverste ledelse - d.v.s. af den øverste sovjetiske stats- og partiledelse. Nu skriver sejrherren altså historie, mens den vesttyske Forbundsrepubliks agenters eventuelle morderiske handlinger, f. eks. ved Jerntæppet, næppe kommer for en domstol.
Spørgsmålet om retsopgør efter krige, borgerkrige og andre voldsomme samfundsrystelser melder sig stadigt stærkere. I Haag venter FN's krigsforbryderdomstol fortsat på at få de store fisk udleveret fra den jugoslaviske borgerkrig. Det internationale samfund, via FN, har besluttet, at de skal retsforfølges. Det samme er tilfældet for det internationale tribunal i Arusha, Tanzania - også her venter verden på, at de store fisk fra folkemordet i Rwanda bliver indleveret til retsforfølgelse og dom.
Men retsopgør har én stor svaghed: De store fisk er svære at fange. I Bosnien lister NATO-soldaterne uden om de tusind mand, der beskytter Radovan Karadzic, og hvis Rwandas regering får fingrene i nogle af de store bødlerne eller deres bagmænd, vil de med største selvfølgelighed beholde dem til lokal rettergang.
Også vi har haft vores retsopgør, efter den tyske besættelse. Advokat Peter Bang skrev i gårsdagens avis om de dengang unge danske mænd, som meldte sig til tysk krigstjeneste i Frikorps Danmark. Da "deres" krig var tabt, blev de retsforfulgt. Bang mener, at de bør rehabiliteres, kort fortalt, fordi de dengang tog afsted med deres danske regerings velsignelse.
Han citerede juraprofessor W.E. von Eyben for at skrive, med udgangspunkt i det danske retsopgør, at "vi ikke kan dæmme op mod de kræfter, der sættes i gang, når nationerne udsættes for katastrofer, der har samme effekt som naturkatastrofer. Der sker og må ske uoprettelige fejl" - folk ville have følt deres retsopfattelse krænket, hvis der ikke skete et opgør med frikorpsmændene. Til gengæld trak retfærdigheden det korteste strå. Dette er utvivlsomt, hvad verden bliver nødt til at acceptere i tilfældet Rwanda, hvor titusinder af hutuer lider en frygtelig tilværelse i overfyldte fængsler, mens de venter på en rettergang, de frygter ender med deres død. Til gengæld for denne fremgangsmåde må de herskende tutsier acceptere, at de dermed bidrager til den dødsspiral, der natten til søndag kostede mere end 100 tutsier livet, da de blev overfaldet af hutuer.
At en helt tredje vej - mellem retfærdigt retsopgør uden hovedansvarlige på den ene side og uoprettelige fejl på den anden - eksisterer, bliver i disse dage demonstreret i Sydafrika. Dér insisterede sejrherrerne på, at de skyldige selv skulle bidrage til at skrive historien. Dette ville være, mente man, den bedste sikring af, at historien blev korrekt. Og så vil det iøvrigt ikke true samfundsopbygningen så meget som retsforfølgelse.
Mekanismen i den sydafrikanske Sandhedskommission er kort fortalt den, at de som begik politiske forbrydelser under apartheidstyret, kan få straffrihed mod til gengæld at fortælle og lade sig udspørge om deres forbrydelse. Derfor fortæller en morder og hans bagmand i disse dage detaljeret, hvordan de sørgede for, at en af landets mest populære politikere, Chris Hani, blev myrdet.
Det eneste, ofrene og deres efterladte ikke får i Sydafrika, er hævn. Bliver gerningsmændene ikke straffet? Det vil vist være en illusion at tro, at Hanis mordere, hvis navne og billeder pryder sydafrikanske forsider i disse uger, ikke mærker nogen straf i deres fremtidige liv. Delingen af det tyske folk, folkemordet på tutsierne, overgrebet på sorte sydafrikanere og borgerkrigen i Bosnien er alle eksempler på "katastrofer, der har samme effekt som naturkatastrofer".
Men i tilfældet Tyskland havde Krenz ikke ansvaret for landets deling - og det havde klædt det gamle kulturland Tyskland, om det havde fulgt eksemplet fra Den tredje Verden og satset på historieskrivningen og forsoningen - og ikke på hævn og straf.pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu