VINDEREN-TAGER-det-hele-samfundet fandt forleden endnu en smilende vinder, som nu jagtes af Hollywood, tv-kanaler og Playboy magasinet, der selv er berømt for at fjerne alle slør. Det var, da den fraskilte Rich Hatch for øjnene af 51 millioner amerikanske tv-seere vandt en million dollar i overleverkonkurrencen Survivors, der har været et hit for tv-stationen CBS som Big Brother og Robinson i Europa. Vinderen tager det hele, og Rich skabte konspiratoriske alliancer med skiftende konkurrenter for at eliminere sine værste rivaler. I New York Times er han blevet døbt som en »moderne Machiavelli« og Daily News har kaldt ham »Kong Rotte«. Her fra skal ikke lyde et ondt ord om Rich bortset fra at han skulle holde op med at slå sin ni-årige søn på åben gade, når drengen ikke kan holde farens joggingtempo for han er blot et renlivet produkt af sin samtid.
I VINDEREN-tager-det-hele-samfundet gælder det om for enhver pris at maksimere sin egen gevinst og succes. Og ingen tør rigtig kritisere denne moderne utilitarisme ja, mange mener, at det er en dyd at være egoist. For vi bombarderes med budskabet om, at den, der slår sig vej til berømthedens tinder, kan score kassen og får tilbud, som ordinære lønmodtagere kun kan drømme om, når de skraber et af livets lodder i kiosken. Se bare den 23-årige Survivor-deltager, Jenna Lewis, der fik tilbudt seks millioner kroner af Playboy for at smide tøjet og vise sine enorme bryster og hofter frem for den nysgerrige offentlighed.
Der er gået inflation i dyrkelsen af stjernerne, de berømte og de tv-kendte på alle felter. Nogle musikdirigenter kan score en million D-mark for en aften. De førende globale selskabsdirektører kan opnå en milliard kroner i årsløn og aktieoptioner. Tv-værtinden Oprah Winfrey tjener 1,2 mia. kroner om året, bestsellerforfatteren Stephen King tjener bare det halve, mens formel-1 køreren Michael Schumacher og golffænomenet Tiger Woods må nøjes med over 400 millioner kroner om året.
LIGE SÅ ER fodbolden ved at blive en del af denne globale tv-showbiz, og i år har den slået nye rekorder. Den spanske klub Real Madrid har købt den portugiske stjernespiller Luis Figo fri fra Barça for rekordsummen 465 millioner kroner og i den spanske liga har klubberne spenderet over tre milliarder kroner på nye spillere i år. Det er klart, at relativt fattige klubber i Europas periferi som blandt andet de danske ikke længere har skyggen af chance for at konkurrere i den europæiske Champions League. Men sikkert er det, at kommercialiseringen i sportens showbiz-industri vil drive stjernepriserne højere op i de kommende år.
DET ER dog utroligt, at en klub som Real Madrid der slæber rundt på to mia. kroner i gæld kan få lov til at sparke spillerpriserne så højt op, bare fordi en nyvalgt klubpræsident har brug for at købe sig til lidt stjernestøv, der kan kaste lys ind over hans mørke habit og bringe ham ud af anonymitetens skygge. Bag de glamorøse glansbilleder gemmer sig dog en anden virkelighed. Agenter og moderne slavehandlere henter fattige, men talentfulde, drenge fra Afrika og Latinamerika til europæiske fodboldskoler, fordi pengemændene jagter profit, og drengene drømmer om succes.
Også i IT-verdenen er skellet mellem eliten og jobsliderne stort. Massevis af unge i den vestlige verden knokler løs i 70-80 timer om ugen for at nå i front i de nye fremstormende it-virksomheder og netværker. Timelønnen for de fleste er rekordlav, men de intelligente og iderige kan i turbofart nå gevinster, som deres forældre aldrig kunne score. Ud over vinderdømmen er det følelsen af at være med til at skabe en netværksrevolution, der animerer og eksalterer.
TV-BRANCHEN bygger på samme princip. Håbefulde unge journalister knokler dag og nat som researchere i produktionsselskaber, men det er den højtbetalte vært med det kendte ansigt, der indtager skærmen. Og i avisen El Pais brokkede sangeren Madonna sig i går over, at de antikverede britere går hjem fra arbejde klokken seks og holder ferie en måned i stedet for at være til rådighed for hende i 24 timer i døgnet, som hendes medarbejdere i USA.
Vinderindividualismen er en fordel for alle, der når til tops, men for det flertal, der henvises til et liv som højproduktive og fleksibiliserede jobslidere, er risikoen for at falde ned og ud blevet større. Vinderindividualismens foreløbige kulmination finder vi i Microsoft-chefen Bill Gates private formue på 490 milliarder kroner. Han er den ultimative Mr. Rich. Det er forståeligt, at mange stadig idoliserer ham. For han kom ikke til sin succes hvilende på laurbær, men også i kraft af de vilkår, som bød sig. Men bør vi ikke spørge, om det er et godt samfund, når Gates kan score sig en privat formue, der er lige så stor, som det de fattigste 40 procent i USA ejer til sammen? Og er det godt, når det nye krævende flexible arbejdsliv bliver så råt og udbytterigt, at det ikke levner tid til meget andet end arbejdsfællesskabet og ø-individualismen i privatlivet?
