12. august 2005

Frédéric Beigbeder er Frankrigs sidste nye dandy. Han er reklamemand-blevet-kunstner. Han er selvpromoverende, individualistisk og dybt overfladisk – ligesom hovedpersonen i hans seneste roman. Det er en dagbog skrevet af en romantisk egoist, der stræber efter ærlighed og strander på kynisme

Den franske forfatter Frédéric Beigbeder er manden, man i dannede kredse hader at hade. Spørger man undersøgende hvorfor, undersøges man spørgende. I kølvandet på udgivelsen af hans nye roman, L'egoïste romantique, har han atter engang gennemløbet det ene tv-show efter det andet: "Jeg hører til dem, der mener, at litteraturen er i livsfare, og må genfinde sin plads i samfundets midte gennem 'glamourisering'," forklarer han magasinet Le Point.

Beigbeder er ikke bare kendt som forfatter. Han er også - som han selv formulerer det - "kendt for at være kendt", "kendt af de ukendte." Her citeret, for det bliver stadigt sværere at sige noget om ham, som han ikke allerede selv har sagt. Derfor er spørgsmålet i Frankrig snarere, hvordan man tier ham ihjel.

Kort tid efter udgivelsen i april trykte avisen Figaro en række artikler viet portrætter af store dandyer ned igennem tiden fra Charles Baudelaire til Oscar Wilde; de rigtige dandyer, i modsætning til tidens selvproklamerede, der dyrker "overfladiskheden for overfladiskhedens skyld."

Og Beigbeder er overfladisk. Han er med Andy Warhols ord "dybt overfladisk" og - ligesom denne - reklamemand-blevet-kunstner endt med at sælge sig selv.

Det er der imidlertid intet odiøst i. I dag er det hver enkelts pligt. Men er det også prostitution? Måske, men hva' så? Som Beigbeder tidligere har skrevet, er vi ikke alle sammen ludere? Hvem ville ikke sutte den af for én million, for 10, for 100? Det er kun et spørgsmål om prisen.

Et af Beigbeders første hit er billedteksten til reklamen med den barmfagre blondine i wonderbra: "Kig mig i øjnene... Jeg sagde, i øjnene."

Beigbeder er så overfladisk, at indpakningen er gået hen og blevet en del af værket. På hans store gennembrudsroman stod titlen på forsiden som prismærke: 99 francs. Man kan stadig se den bag den nye etikette, 6,99 ?, på omslaget til paperbacken.

Bogen blev en bestseller og handler om en reklamemand, der laver stadigt mere stupide reklamer for at få sparket. I stedet bliver han forfremmet og går op i løn. Til gengæld bliver hans alter ego, Beigbeder, fyret.

Siden har Beigbeder viet sit liv til litteraturen og en virksomhed som kritisk intellektuel. Da den franske antireklame-bevægelse i marts 2004 slæbtes for retten, deltog Beigbeder i forsvareret sammen med en anden provokatør, Bennetons tidligere stjernefotograf, Toscani.

Beigbeder arbejder nu i den gode sags tjeneste. Udover jobbet som forfatter og redaktør for sit forlag, Flammarion, ansættes han samme år til at medvirke i deres første tv-reklame: "Vores plan med Frédéric er at producere trailere for bøger, ligesom man producerer trailere for film. Det er uden fortilfælde inden for forlagsverdenen," forklarede Flammarions produktionsansvarlige, Pascal Manry, Le Monde.

Forsiden på hans nye bog prydes af et portræt af en nøgen Beigbeder med benene over kors, hånden under hagen, på en sofa, iført langt hår og briller - sådan som han modtog gæsterne i sin litteraturudsendelse, Bøgerne og mig, afløseren for hans første tv-show, Dolce Beigbeder: "En måde at fremstille, hvilken mental strip-tease jeg lægger krop til i denne antidagbog," forklarer han magasinet Le Point om sin roman, udformet som en dagbog, skrevet til sladderbladet VSD.

Det kunne ligne endnu et forsøg på at tage den umulige udfordring op, som Edgar Allan Poes formulerede for over 150 år siden: At skrive en bog, Mit nøgne hjerte, der hudløst ærligt lever op til sin enkle titel, en bog der med et slag vil revolutionere verden.

Men i de bedstsælgende selvbiografiers og reality-tvs tidsalder står det klart, at et nøgent hjerte ikke er afklædt subjekt, men udstillet objekt: "Jeg gennemlever blot disse ting for at fortælle jer om dem," forklarer hovedpersonen. Han har allerede fundet reklamesloganet til filmatiseringen: "Jeg lever for Jer."

Hovedpersonen i bogen hedder ikke Frédéric Beigbeder, blandt venner kaldet Beig. Han hedder Oscar ligesom Wilde og Dufresne til efternavn. Hans initialer er O.D. "Vi lever i en verden af forkortelser," konstaterer han.

O.D. beskriver sin egen bog som "en leg med jeg'et." Det kunne være den celebre forfatter Beigbeder. Det kunne, som der står på bogens bagside, være hvem som helst: "Han er egoist, kujon, kynisk og sexfikseret - kort sagt, en mand ligesom alle de andre."

Han er med titlens ordlyd L'égoïste romantique, en romantisk egoist, der stadig drømmer om den store kærlighed, men ikke længere kan finde ud af, hvilke af sine mange affærer den er.

Bogen kunne kaldes en generationsroman, skrevet i 00'erne, hvor individualismen er så gennemtrængende, at dagbogsformen er sidste udvej: "Det gode ved min dagbog er, at jeg her altid får det sidste ord," noterer en selvtilfreds O.D.

Ind og ud af bogen vader de folk, som hovedpersonen står og mangler: "Jeg har fundet en gratis måde at befamle bryster på: Sige at de er falske."

Alternativt må han "nedværdige sig til at ringe til alle de tyksakker, som kun er present i min Nokias hukommelse."

En dag, varm om hjertet, dukker poeten op i ham. En pige står og leder efter en udkåren i sin mobils adressebog. Da han går hende i møde, bliver han overfuset: "Jeg var lige ved at slå min rekord i tetris!"

To forhold forstyrrer O.D. Fakta, som han i egenskab af celeber nomade i den globale forbrugerlandsby, cementerer: Verdens diskotekisering. Og verdens undergang. Katastrofen, f.eks. den økologiske, sætter han til 2050 - senest. Og festen fortsætter. Men denne bevidsthed kompenserer ikke for et prosaisk liv, genfortalt dag for dag. Han kunne være med i Titanic, men lever en tv-soap: "Jeg drømmer om, at historiske begivenheder tilstøder mig, og jeg lever blot en række anekdoter."

11. september 2001 er han i svømmehallen. Det får konsekvenser. Da New York er 'down', forlægger han sit natteliv til Tyrkiet: "Beviset på at dette land ikke er farligt? Mine romaner sælger rigtigt godt. Historier om natklubber, stoffer, hanrejer og decadence! 50 genoptryk!"

Som Beigbeder har fortalt under sin kanalrundfart på tv: "Jeg er en af dem, hvis problemer ikke er rigtige problemer." Det er også O.D.'s problem: Livet er ulideligt let. Ligesom i en roman af Kundera.

O.D. nyder en enorm frihed. Som en af vor verdens vindere kan han vælge til og fra. Hans egen frihed undtaget. Han er med Sartres ord "fordømt til frihed."

Beigbeder opdaterer klassikere og beskyldes for at plagiere sine samtidige. Siger han noget nyt, spørger avisen Libération? Ikke altid, og det gør han en dyd af. Titlen på O.D.'s dagbog er stjålet fra Scott Fitzgeralds Romantic Egotist, den amerikanske forfatters debut, afvist under denne titel: "Han skrev selvfølgelig om mig," konkluderer O.D.

Beigbeder er ligesom O.D. lejlighedsvis discjockey, altså dj. Når man har nået et vist niveau, vil folk ikke kun høre, hvad man har at sige. Også høre, hvad man hører.

Beigbeder-O.D. spiller alt fra Madonna til Stooges. Han citerer historiens store forfattere, som var han en af dem. Når han ikke citerer, skriver han for at blive citeret. I første omgang i sin egen dagbog.

Som Beigbeder har skrevet i magasinet Lire er litteraturens dødsfjende, hvormed den konkurrerer om en plads i folks stressede tilværelse, medierne. Levering af soundbites er en overlevelsesstrategi.

Det er ikke kun popmusik og politik, man har på hjernen. Også O.D.'s litteratur. Derfor overvejer han, om det overhovedet er det, han skriver. Om det overhovedet kan betale sig. "De nye teknologier forandrer sproget hurtigere og hurtigere. I løbet af nogle få måneders sms, har det franske sprog udviklet sig mere end med Louis-Ferdinand Céline, Raymond Queneau og Pierre Guyonat tilsammen," skriver O.D.

Som O.D. siger, er det svært at huske, hvorfor Proust - forfatteren til den tusinder sider lange På sporet af den tabte tid - egentlig er så god. Til gengæld er det ikke svært at more sig over en dag i Dufresnes liv, der kan indtages i et reklamebreak, under et toiletbesøg eller mellem to metrostationer.

Bogens eneste hovedperson er ligesom Beigbeder ung mand på 39 og single. Også når han har dame på. Spørgsmålet, som optager mange af tidens tænkere - 'at lære at leve sammen' - overskygges af et andet. Sammen med sin ven Ludo beklager de sig over livet, imens de hører Etienne Dahos sidste nye album, nummeret "At lære ikke længere at leve alene."

Ludo er gift og har børn. O.D. mener ikke, det er optimalt: "Man siger, at i et par er der altid en, der lider, og en, der keder sig: Jeg tror, det er bedre at være den, der lider, for han keder sig ikke, imens den, der keder sig, også lider."

I Frankrig siger man, at man i Afrika siger, at man er rig, når man har en stor familie. Men O.D. er rig. Det vil sige, at han ikke betaler, når han går ud. Og at han slipper for dem, der gør det. En aften kommer han så langt backstage, at han lige så godt kan gå direkte hjem til sig selv: "Det ideale VIP-room er en celle i ørkenen."

Selv har Beigbeder spenderet sommeren på en sydhavsø med Frankrigs rockdinosaur Johnny Hallidays datter, afslører sladderpressen. Sådan leger Beigbeder bedst. Kritikken i hans bøger er som Dufresne siger en selvkritik; kritik som mål i sig selv.

Da Dufresne annoncerer, at han ikke længere vil offentliggøre sin dagbog, ærgrer Ludo sig; han kunne godt lide "kynismen." O.D. ærgrer sig også: "Det var ikke kynisme men ærlighed."

Måske er det nøgne hjerte aldrig nøgent. Til gengæld er det grimt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her