Læsetid: 2 min.

Vindkraft er billigst

Vindmøller er den billigste kilde til strøm, hvis man tager forureningen fra de traditionelle kraftværker med i regnestykket, viser nye tal fra Danmarks Miljøundersøgelser
28. september 2005

Strøm fra en vindmølle er 25 procent billigere end strøm fra et gammeldags kraftværk, hvis vi betaler energiafgifter, der svarer til samfundets faktiske udgifter på grund af forurening og CO2-udslip.

Det siger professor Mikael Skou Andersen, Danmarks Miljøundersøgelser. Han har i en årrække undersøgt, hvad luftforureningen koster samfundet i form af sygdomme og dødsfald. Det er et indviklet regnestykke, men facit er enkelt: Hver gang vi udskifter en kwh strøm fra et kraftværk, der forurener luften med partikler, svovldioxid og kvælstofilter, med strøm fra en vindmølle, undgår vi et tab på 25 øre i form af dødsfald, sygdom, fravær, medicin og behandling. Dertil kommer værdien af, at vindmøllen ikke bidrager til den globale opvarmning. Men det kan ikke ses på elregningen. Tværtimod.

Turbo på udskiftningen

"De nuværende energiafgifter virker som en beskyttelse af de gamle energikilder. Med en elafgiften, der svarer til sundhedsomkostningerne, har vind en konkurrencefordel. Hvis vi tør lade markedskræfterne råde, kan det liberaliserede elmarked bruges til at sætte turbo på udskiftningen til mere miljøvenlige energiformer," siger Mikael Skou Andersen.

Han er med i det udvalg, skatteministeren har nedsat for at se på en omlægning af energiafgifterne, så de svarer bedre til de faktiske eksterne omkostninger.

Mikael Skou Andersen fremlagde sine tal på et møde i Ingeniørforeningen i går. De bygger videre på det mangeårige fælleseuropæiske ExternE-projekt, der også er blevet anvendt af Det Økonomiske Råd og Finansministeriet.

Men Danmarks Miljøundersøgelser har opdateret beregningerne med nye data. De samlede sundhedsomkostninger som følge af forurening fra kraftværkerne er i størrelsesordenen 7,5 milliarder kr. om året.

Finansministre er ens

De energipolitiske ordførere fra Venstre og Socialdemokraterne, Lars Chr. Lilleholt og Torben Hansen, lovede at støtte en omlægning af afgifterne.

"Jeg så gerne, at miljøbelastningen var afgørende for afgifterne. Men det skal gøres over en længere periode," sagde Lars Chr. Lilleholt.

"Alle finansministre tænker ens på det her punkt," sagde Torben Hansen. "De bryder sig ikke om at miste afgifter. Men vi vil ikke bremse for en omlægning. Det vigtigste er, at den samlede pris for energi skal svare til miljøbelastningen. Alt andet er tåbeligt."

I praksis er opførelsen af vindmøller på land i Danmark gået i stå siden januar 2003. Det er ikke rationelt, viste en opdateret analyse, som direktør Jørgen Abildgaard, Econ Analyse, fremlagde på det samme møde.

Overskudsforretning

Investering i en høj, moderne vindmølle på en god placering giver samfundsmæssigt overskud. Det er endda på forsigtige forudsætninger. En oliepris på 30 dollar pr. tønde - det halve af virkeligheden i dag - og en nedskrivning af fremtidens gevinster med seks procent om året, selv om renten i dag er langt lavere.

Beregningerne er følsomme, men konklusionen er alligevel ret klar: Vindmøller er blevet billigere som instrument til at nedbringe det danske drivhusudslip. Med stigende oliepriser og mere effektive møller bliver det en overskudsforretning.

"Det ville være direkte tåbeligt, hvis ikke Danmark forsøger at fastholde vindkraft som sin specialitet i fremtiden," siger Jørgen Abildgaard. Men det kræver, at man får gang i godkendelsen af pladser til de nye, høje møller, der skal afløse de ældste og dårligt placerede gamle.

Også på det punkt lovede Torben Hansen og Lars Chr. Lilleholt at gøre en politisk indsats.

"Det er en flot ambition at blive selvforsynende med energi efterhånden som olien i Norsøen bruges op," sagde Lars Chr. Lilleholt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu