Læsetid: 3 min.

Af: En vinyljunkies bekendelser

Blandt sine talrige laster er vor rockkritiker også dybt afhængig af forarbejdet vinyl. Dette giver sig udslag i sære adfærdsmønstre og bizarre tvangshandlinger
10. marts 2006

Så skete det igen. Jeg skulle ind til byen og 'ordne' nogle ting. Af rent praktisk karakter. Men med mig hjem slæbte jeg en plasticpose fuld af lp-plader. Long playing records. Som man kender dem fra vinylalderen, der strakte sig fra sådan cirka 1950 til 1990. De gloriøse år for overdådigt omslagsdesign. En 12-13 stykker købt for peanuts i diverse junkbutikker på og omkring Nordre Frihavnsgade. Musikken fra En Sommer i Tyrol (såmænd udmærket) som skæg lille 10-tommer sag, en Francoise Hardy (af de gode), en Spike Jones, en David Essex, en Four Freshmen (herlig!), en tidlig TV-2, en Procol Harum (frygtelig ridset, men alligevel), en Raquel Rastenni, en Baden Powell (kedelig), lidt Debussy og Ravel og en med Sonny & Cher. Hvad er et hjem uden en lp med Sonny & Cher. Skide være med, at den er pissedårlig - den kostede kun en femmer. Det er lige før man får lortet i nakken mange steder. Tak.

Men det bedste er ikke at komme hjem og høre dem, selvom det skam også ejer en egen diskret charme. Næ, det skønne er at sidde i S-toget med dem. Studere dem minutiøst, faktisk. Da jeg således havde siddet og studeret dem et kvarters tid uden øje for verden udenfor, udbrød en herre overfor mig spontant: 'Nu mangler du bare at kysse dem.' Men den slags må vente til, jeg kommer hjem! Ellers har han ret. Jeg elsker hele det overskudslager af kasserede lp-plader, som det er muligt at finde rundt omkring i diverse butikker af mere eller mindre ubeskrivelig karakter. Ikke noget, der bare minder om samlerobjekter; det hører til sjældenhederne. Bare plader med omslag, der signalerer længsel efter et godt hjem. Et sted, hvor man findes frem af gemmerne i ny og næ; måske ikke for at blive spillet, bare aet lidt. Som Tom Waits så smukt synger et sted: Broken bicycles, old busted chains/ With rusted handle bars, out in the rain/ Somebody must have an orphanage for/ All these things that nobody wants any more - Et sådant børnehjem ejer jeg; om end for lp'er, ikke cykler.

I 1990'erne så det ellers ud til at skulle lykkes svinene - hvem de så end er; dem, der har interesse i at sælge os samme objekt to gange - at fase vinylpladen helt, helt ud. For én, der har samlet på lortet siden barnsben, var det noget af en bet. Af flere årsager. Men lad os tage den vigtigste først; det kan således godt være, at lydkvaliteten på den såkaldte compact disc som tommelfingerregel er i orden. Det blev den da i hvert fald efter en indkøringsperiode, hvor det især kneb med genudgivelser af ældre, analoge udgivelser; man fattede fra rette side ikke, at der kunne være problemer i dialogen mellem det analoge og det digitale. Det var der. Det er fikset nu. Men det gør dem jo ikke kønnere at se på, vel? I deres plastikæsker bliver cd'er - modsat f.eks. bøger og plader - stort set kun grimmere med årene. Ejer man et mindstemål af æstetisk sans, bør man forkaste dem øjeblikkeligt; med undtagelse af det fåtal, der udsendes som såkaldte digipaks. Dvs. i små indbydende papomslag. Kunne man så bare læse, hvad der stod på dem. Dernæst er der som tommelfingerregel alt for meget musik på de fleste cd'er; 60-70 minutter. Lp'en satte en naturlig grænse med sin kapacitet på en 40-45 minutters spilletid. Rigeligt. Og perfekt. Endelig havde lp'en to sider, således at man var tvunget til at vende lortet i ny og næ. Man kunne ligefrem have en yndlingsside - i værste fald hørte man kun den. Og det var jo godt.

Så den gode nyhed for en gammel uhelbredelig vinyljunkie er, at det efterhånden er til at få rigtig mange nyudgivelser på lp igen. Det har ligget og ulmet i undergrunden, og man skal da stadig også i specialbutikker for at erhverve lortet. Endnu en god grund til at styre udenom Fona! Således, at nødder som undertegnede ind i mellem - når økonomien tillader det - kan købe deres yndlingsværker af nyere dato og bruge de tilsvarende cd'er til f.eks. at smide efter postbudet, når han kommer med min mandagsavis sent onsdag eftermiddag.

Det faktum alene er grund nok til at udsætte dommedag et par årtier til. Før jeg har alle Byrds-lp'er (også de dårlige!) i amerikanske førstepres går det faktisk slet, slet ikke. Hører I efter derude? Ellers tag venligst jeres gud ud af ørerne og giv en Ornette Coleman-skive en 20-25 minutter på hver side.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her