Læsetid: 7 min.

'Der skulle virkelig sluges kameler'

Farwha Parwana Nielsen arbejder som integrationskonsulent. Selv kæmpede hun i 16 år for at blive accepteret i det danske samfund
3. maj 2005

Efter 16 år i Danmark føler Farwha Parwana Nielsen sig nærmest dansk. Med et job som integrationskonsulent, parcelhus i Herlev og med mand og to børn, lever hun et liv som de fleste andre børnefamilier. Hun kalder sig afghansk dansker og føler, hun har mere til fælles med sine danske veninder end med kvinder fra Afghanistan.

Men vejen ind i det danske samfund var op ad bakke for Farwha. For blot et par år siden var hun tæt på at opgive sin tilværelse i Danmark på grund af den næsten daglige diskrimination. I dag er det blandt andet resultaterne af det integrationsarbejde, hun udfører, der holder hende i gang.

"Hvis jeg og alle andre højt uddannede indvandrere stikker af, hvem skal så tage kampen? Hvem skal så forbedre forholdene for dem, der ikke taler sproget og ikke kan klare sig i samfundet?"

På egen hånd

Farwha Nielsen kom til Danmark i 1989. Med sig havde hun sin danske mand Søren og en uddannelse som sygeplejerske fra England. Allerede efter første uge tog hun fat på at lære dansk.

"Jeg kunne ikke fordrage, at jeg ikke kunne læse skilte i supermarkedet og andre hverdagsting," siger Farwha.

Uddannelsen som sygeplejerske kunne hun dog ikke bruge til særligt meget: Hun fik at vide, at hun enten kunne få et sygehjælperbevis eller begynde forfra på den danske sygeplejerskeuddannelse.

"Det var træls. Jeg var meget trist og nedtrykt over at skulle starte forfra. Jeg knoklede alene med sproget, samfundet og kulturen, og så fik jeg at vide, at jeg ikke kunne bruge det til noget."

Men Farwha var fast besluttet på at klare sig i Danmark.

"Jeg tænkte: Jeg skal nok vise dem. Jeg ville kæmpe for at blive accepteret på lige vilkår med alle andre," siger hun.

Hun tog fat på arbejdet som sygehjælper, samtidig med hun læste dansk. I forbindelse med jobbet som sygehjælper havde hun sit første møde med danskeres fordomme, da en ældre kvinde nægtede hende adgang til sit værelse: "Det sorte svin må ikke komme ind på mit værelse - hun stjæler. Det har jeg selv læst i B.T.," sagde kvinden.

Men da hun fik valget mellem Farwha eller ingen hjælp, gav hun modvilligt Farwha adgang.

"Det var hårdt. Der skulle virkelig sluges kameler for at gå ind og hjælpe et menneske, der kaldte mig den slags ting."

En svær fødsel

I mellemtiden var Farwha blevet gravid med sit første barn. Fødslen foregik på Hvidovre Hospital.

"Det var en forfærdelig oplevelse. Opfattelsen var, og det fik jeg også at vide på fødeafdelingen, at "I fremmede har meget tendens til at pive, når I føder børn."

Farwhas fødsel blev sat i gang med medicin, hun ikke kunne tåle.

"Jeg fik en voldsom reaktion og var døden nær. Jeg mistede bevidstheden, og da jeg kom til bevidsthed igen, var min datter taget ud og lå og kæmpede for sit liv. Det var et chok. Der gik lang tid, før vi fik at vide, at hun kunne klare den, men ville få hjerneskade."

Dagen efter fødslen tilbragte Farwha på intensivafdelingen med sin datter, der fortsat svævede mellem liv og død. Klokken 12 om natten vendte hun tilbage til barselsafdelingen. Hun havde stærke smerter fra den svære fødsel dagen før og kunne næsten ikke gå. Klokken to om natten ringede hun på klokken for at få noget smertestillende og en sovepille. Sygeplejersken kom med et par Panodiler og stillede dem på bordet foran Farwha.

"Undskyld, må jeg bede om noget vand," spurgte Farwha. Sygeplejersken vendte sig om.

"Du har født et barn, du har ikke brækket et ben. I tror bare, I kan komme her og blive serviceret," svarede hun.

Uddannelsen

Stemmen er intens, og 14 år efter får Farwha stadig tårer i øjnene, når hun tænker tilbage på fødslen og opholdet på Hvidovre.

"Dér gik jeg ned med flaget. Hvis det ikke var for min mand, der kæmpede for, at jeg skulle i gang igen, ville jeg have tabt tråden."

Med en invalid datter, Sofia, var det tid for Farwha til at tage sit liv op til revision. Det var hendes daværende ryglæge, der gav hende skubbet.

"Han kiggede på mig og sagde med sådan lidt dansk humor: 'Du lyder da ikke så dum. Hvorfor læser du ikke videre?'"

Farwha blev optaget på dispensation på Roskilde Universitetscenter, hvor hun påbegyndte sin kandidatuddannelse i Engelsk og Internationale Udviklingsstudier.

Så begyndte endnu en travl hverdag med pasningen af Sofia, forelæsinger og læsning til langt ud på natten.

"Med Sofia var det jo sådan, at man ikke bare kunnne putte hende i seng. Hun vågnede tit og skulle vendes fem til 10 gange i løbet af natten. Det var hamrende hårdt," fortæller Farwha.

I projektfaserne på studiet, kunne hun ofte være vågen flere døgn i træk. Og sproget voldte stadig problemer.

"Dansk er jo ikke et sprog, man lærer på 10 eller 15 år. Det er et livsværk."

Men Farwha klarede sig igennem otte års uddannelse, inklusive syv måneders feltarbejde i Afrika med mand og Sofia. I sit speciale fik hun topkarakter og efter kandidatuddannelsen blev hun tilbudt et ph.d. stipendiat.

Hverdags-racisme

Farwha søgte i stedet jobbet som integrationskonsulent i en kommune. Her arbejder hun med integration i foreninger og klubber og som konfliktmægler i indvandrerfamilier. Men selv om Farwha føler sig fuldt integreret i sit job, har integrationen i samfundet været svær.

"Jeg har rejst og arbejdet i Australien, Canada, Østrig, England, Pakistan, USA og Eritrea. Jeg har aldrig nogensinde følt og oplevet så meget racisme som i Danmark."

Farwha husker særligt stemningen omkring indvandrere ved Folketingsvalget i 2001. Her oplevede hun flere gange at blive kaldt 'sorte kælling', spyttet på og skubbet til på gaden.

"Da sagde jeg til min mand: Nu kan jeg ikke holde det her land ud længere. Jeg er højtuddannet, og jeg vil gerne gøre en indsats for det her samfund, men jeg kan ikke holde denne her behandling ud."

Farwha ser kontakt og viden som det vigtigste redskab til integration - med fritiden som en vigtig brik.

"Efter skole og arbejde holder integrationsdelen op. Så går vi hver især til vores lille Tyrkiet, lille Pakistan eller lille Danmark. Men det er i fritiden, den frivillige integration sker, og derfor er den vigtig," siger Farwha.

Hun føler, at barriererne for integration i det danske er større end i andre lande.

"Der er en eller anden stolthed, jeg ved ikke, hvad det er. Det er ligegyldigt, hvor meget, man laver om på sig selv: Hvis jeg banker på døren hos en dansker, og danskeren ikke åbner, er det lige meget."

Samtidig opfordrer hun også minoriteterne til selv at tage ansvar.

"Det er vigtigt, at man tidligt viser viljen til at lære sproget og kulturen. Skabe plads til sig selv uden at tage plads fra andre. Det vil sige, at vi skal være bevidste om, hvor vi kommer fra, men også være ydmyge over for det samfund, vi kommer til," siger Farwha.

I dag føler hun, at hun har nået sit mål om at blive accepteret på lige vilkår i samfundet.

"Da jeg kom til Danmark, havde jeg været igennem krig og før prøvet at etablere mig i et andet land og lære sproget, så jeg vidste, at jeg kunne klare det. Jeg ville vise, at jeg kunne, og at jeg var lige så god som alle andre."

Flugten

Farwha har kæmpet for sin plads i tilværelsen fra barnsben. Som barn måtte hun flygte med sin familie fra Afghanistan, da russerne invaderede landet. Hendes far var fætter til kongen og guvernør i den sydlige del af Afghanistan.

"Kongefamilien havde hovedfokus, og det meste af min familie blev likvideret eller fængslet," fortæller hun.

Familien flygtede til Pakistan og måtte der begynde helt forfra. Efter fem år fik Farwha mulighed for at søge et stipendiat fra British Council til uddannelse i England, men det krævede grundig forberedelse.

"Vi boede i en treværelses lejlighed med 30-35 mennesker. Der var ikke ro om dagen, så jeg læste om natten."

Hendes bror, der på det tidspunkt arbejdede i en flygtningelejr, hjalp Farwha med undervisningen

I England læste hun til sygeplejerske i fire år. Samtidig blev hun talskvinde for afghanske flygtninge og fik til opgave at lave en film om afghanske kvinders vilkår i Pakistan og Afghanistan. Men kvindekampen var ikke velset i Pakistan.

"En dag kom en veninde til mig og sagde: 'Farwha, du er nødt til at forlade Pakistan, du skal likvideres.' Hun fortalte, at hendes mand, der havde forbindelse til en gruppe religiøse fundamentalister, havde set et billede fra et af mine foredrag, hvor jeg stod i vestligt tøj og talte. Da jeg spurgte, hvordan hun kunne vide, at jeg skulle likvideres, fortalte hun, at der var lagt en overnatning ind på min flyrejse næste dag. Og ganske rigtigt; da jeg tjekkede flyveplanen var der pludselig en overnatning i Lahore på flyruten fra Karachi til Islamabad. Der blev jeg bange."

Farwha flygtede tilbage til England og derfra til Australien, hvor hun blev gift med sin danske mand. I dag har hun lagt den afghanske krig på hylden sammen med en del af sin afghanske identitet.

"Jeg havde brug for at komme videre. Det var som om, jeg hang fast i en identitet med krig og lidelser. Jeg havde brug for at skabe et liv for mig selv."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu