Læsetid: 2 min.

De virkelige helte

Man sidder tilbage med bare én følelse. Respekt. Respekt for mændene, der udførte stikker-likvideringer. Og respekt for manden, der turde tale med dem om det
24. juli 2006

Det er efterhånden flere år siden, at Peter Øvig Knudsen udgav bogen Efter Drabet. Men dens betydning for danskernes selvforståelse er stadig helt uden sammenligning. Den nuancering af fortællingen om modstandsbevægelsens virke i besættelsestidens Danmark, som Efter Drabet bidrog til, udstillede tidligere tiders ensidige gengivelse af begivenhederne. Ja, modstandsfolkene var helte, da regeringsmagten ikke turde være det, men de var også koldblodige mordere. Eller koldblodige var de jo ikke, og det er måske det vigtigste budskab, Peter Øvig Knudsen kommer med: Modstandsfolkene skal stadig leve med konsekvenserne af deres handlinger under krigen. Nogle kunne kun leve med det et par år efter 1945. Så tog de deres eget liv.

Det var også disse psykiske konsekvenser, der fra starten interesserede Peter Øvig Knudsen og inspirerede ham til at begynde et efterhånden mangeårigt journalistisk arbejde med besættelsestiden. Denne sommer genudsender P1 den foredragsrække, Peter Øvig Knudsen gav, da han modtog DRs formidlingspris Rosenkjærprisen i 2004. Seks programmer, der hver varer en halv time. Og i den halve time er man som naglet fast til højtaleren. For lige meget hvor mange gange, man har hørt fortællingen om sprængningen af jernbanebroer i Langå, om bombningen af Shellhuset og om aktionen mod Riffelsyndikatet i Frihavnen, så bliver det ved med at være fascinerende. Men det bliver først virkelig nærværende, når vi får rigtige mennesker ind i historien. Og det er det, Peter Øvig Knudsen har formået. Han har brudt den tavshed, som mange modstandsfolk mente, der var indgået en stiltiende aftale om i majdagene 1945. Stikkerlikvideringerne skulle der ikke tales om. Ikke dengang og ikke nu.

Men Peter Øvig Knudsen fik dem i tale. Det første foredrag i rækken handler om de to mænd Jørn 'KK' Jespersen og Christian Hansen, der som meget unge mænd - unge drenge vel nærmere - var en betydningsfuld del af modstandsbevægelsen.

Jørn Jespersen delte allerede som 16-årig løbesedler ud, og da han var 18 år, ledte han sprængningen af Riffelsyndikatet i Frihavnen.

Peter Øvig Knudsen har fortalt denne historie mange gange. Det kan man godt høre. Men ikke når han fortæller, om hvordan Jørn Jespersen stod i døren ind til sin stue og fortalte, at det ikke var mere end et par år siden, at han havde fundet ud af, at én af dem, han havde været med til at likvidere, var Leif Panduros far, nazisten Aage Pedersen.

Men den måske største tragedie af alle er, at mange af de unge modstandsfolk brød sammen efter krigen. Begik selvmord eller fik psykiske problemer. Christian Hansen blev psykiatrisk svingdørspatient og vendte først tilbage til livet, da han begyndte at fortælle om alle de liv, han selv havde på samvittigheden. Peter Øvig Knudsen fortæller, at han én gang under et interview gik i stå. Da han fortalte om engang, han vendte hjem fra en aktion med noget klistret på skjorten. Det viste sig at være ofrets hjernemasse.

Jørn Jespersen og Christian Hansen døde begge kort tid efter, Efter Drabet udkom.

Rosenkjærprisen: De unge oprørere, P1 15.30 tirsdag

www.efterdrabet.gyldendal.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu