Læsetid: 4 min.

Virkelighed stavet på en anden måde

Det er blevet sværere og sværere for Woody Allen at få kreativ frihed i USA. Derfor har han lavet sin seneste film, dramaet 'Matchpoint', i England, fortalte han på et pressemøde i Cannes i går
13. maj 2005

Humøret er højt efter den succesfulde pressevisning af Woody Allens seneste film, det elegante drama Matchpoint, som fik det hidtil største bifald fra det kræsne festivalpublikum i Cannes.

Knap er filmen løbet over lærredet, før store dele af salen sætter sig bevægelse, og det bliver et rent kapløb at nå frem til og ind i det efter omstændighederne trange lokale, hvor pressekonferencen med Allen og hans skuespillere afholdes, inden de bistre dørvogtere når at lukke dem.

Spørgelysten er stor blandt de mange journalister, og pressemødet udvikler sig hurtigt til en både engageret og morsom affære. Først konkluderer en amerikansk reporter, at Matchpoint er Woody Allens mest sexede film, og spørgsmålet går på, om det er med vilje, eller om Allen blev inspireret af de to unge, smukke skuespillere i hovedrollerne, amerikanske Scarlett Johansson og irske Jonathan Rhys Meyers.

"Det skyldes manuskriptet," siger Allen - der selv har skrevet filmen - hvilket får folk til at le.

"Når man tænker over, at filmen rummer en vis portion sex og vold, synes jeg, at det er meget diskret udført. Der er ikke en masse eksplicit sex, men der antydes en del. Der er ikke meget eksplicit vold. Man ser det ikke på lærredet. Det kan godt være, at Matchpoint er sexet i forhold til mine øvrige film, men i forhold til film generelt, er den ikke."

Livets store tragedie

En anden journalist vil vide, om Woody Allen er kyniker, når det kommer til et af filmens centrale temaer - et tema, han tidligere har arbejdet med i blandt andet Små og store synder - nemlig forbrydelser, som ikke bliver straffet.

"Jeg synes ikke, at jeg generelt er kynisk," siger han.

"For mig er kynisme virkelighed stavet på en anden måde. Jeg synes, jeg har et godt udsyn, der fra hvor jeg befinder mig, i forhold til forbrydelse og straf i et samfund. Det må stå klart for ethvert tænkende menneske, at der er megen uretfærdighed og begås mange åbenlyse forbrydelser hver dag i alle samfundslag, fra følelsesmæssige forbrydelser til fysiske forbrydelser til internationale forbrydelser, som slet ikke bliver straffet - ofte bliver de belønnet. Så jeg synes ikke, at jeg er kynisk. Filmen giver et præcist indtryk af tingenes tilstand."

Den russiske oplevelse

"En af filmens og livets tragedier er, at mange uskyldige mennesker bliver slagtet i en eller anden højere sandheds eller menneskehedens navn - af magtbegærlige, griske mennesker, der slet ikke tænker over de brutale konsekvenser, det kan have for deres omgivelser."

På et tidspunkt læser filmens hovedperson, Chris (Jonathan Rhys Meyers), i Fjodor Dostojevskis Forbrydelse og straf, og Woody Allen forklarer, at det er en hyldest til en af de forfattere, der har betydet meget for ham.

"Den russiske litteraturoplevelse var en af de mest mest eksistentielle og fascinerende for mig. Det var kun naturligt at lade Jonathans karakter læse Dostojevski, fordi jeg ønskede at skabe et bindeled mellem min lille film og denne store forfatter. Det gjorde mig glad og tilfreds. Det stikker ikke dybere end som så. Man kan ikke udforske ting i samme grad i en film, som en forfatter kan. De er ikke begrænset af tid og kan føre sine læsere gennem 600 sider. Jeg er nødt til at slå til hurtigt, ellers falder publikum i søvn eller forlader biografen. Man når aldrig de samme dybder på film, men man prøver sit bedste i forhold til f.eks. at efterligne de forfattere, man godt kan lide."

Kreativ frihed

Matchpoint er den inkarnerede newyorkers første film finansieret med engelske penge og optaget i London, og Allen har lige offentliggjort, at han i år vil optage endnu en film i London - også med Scarlett Johansson i hovedrollen. Er han mon færdig med New York?

"Selvfølgelig skal jeg arbejde i New York igen," siger han, "men det var så vidunderlig en oplevelse at arbejde i London, at jeg ikke kunne vente på at prøve det igen, og derfor gør jeg det her til sommer. Alt artede sig perfekt for mig. Jeg er vant til at arbejde på Manhattan om sommeren, hvor det er meget varmt. I London om sommeren er det køligt, og himlen er grå, og det gjorde mig glad."

"Historien kunne have fungeret i New York eller San Francisco eller Paris, men jeg lavede filmen i London, fordi de kreative betingelser var gode for mig. De mennesker, som finansierede filmen, var ekstremt generøse og lod mig være i fred. Jeg har lavet film i USA i årtier, og det er kun blevet mere og mere vanskeligt. Jeg kan få dem finansieret, men studierne blander sig i processen. De vil gerne have noget at skulle have sagt om valget af skuespillere, om manuskriptet, de vil gerne se daglige prøver, og sådan har jeg aldrig arbejdet, og jeg vil aldrig kunne arbejde sådan. Jeg vil have pengene i en brun papirspose, og så leverer jeg filmen et par måneder senere, og det er det. Og det fik jeg lov til i London."

Allen er dog også vældig begejstret for engelske skuespillere, der, forklarer han, lyder fantastisk for et amerikansk øre.

"Jeg kan ikke skelne mellem en engelsk, en irsk, en australsk eller en canadisk stemme. Jeg har ikke noget øre for den slags. De lyder alle fantastisk for mig. Jeg ved ikke, om det ligger i deres gener eller formelle uddannelse, men der er et eller andet i deres replikbehandling, som får dem til at lyde godt. Måske kunne en anden englænder opfange falsklydende øjeblikke i filmen, men det kunne jeg ikke. Jeg var meget glad for hele oplevelsen. Den eneste amerikaner i filmen, Scarlett, har jeg længe beundret, så det var en idiotsikker situation for mig. Jeg havde Scarlett og en begavet gruppe af englændere."

www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her