Læsetid: 5 min.

'Vi er i virkeligheden bare dårlige købmænd'

Pladeudgivelser uden indblanding i orkestrenes musik og uden aggressive kommunikationsplaner. Morningside Records stoler på publikum. 'Vi er idealister', siger den ene pladeselskabsdirektør velvidende, at den anden sikkert ville korse sig. Men han er heldigvis ikke til stede
23. januar 2006

Oh No Ono vandt i fredags en P3Guld-pris og takkede deres pladeselskab, Morningside Records. Bandet Figurines er nomineret til en prestigefuld pris i Canada. Og Morningside Records har sit navn på blandt andet tre af de fem nominerede til prisen for Årets Håb ved uddelingen af musikkritikernes pris Steppeulven, der finder sted i Vega i København på lørdag.

"Vi skal omkring 50 morningside-venner af sted. Det bliver en hyggelig aften," siger pladeselskabsejer Jesper Brodersen.

Der er længe blevet snakket om det lille århusianske pladeselskab, og nu har Information endelig fået røven til Århus for at møde Jesper Brodersen, der startede Morningside Records og i år kan fejre fem års jubilæum.

I Vestergade (ja, den) i Århus ligger Lynfabrikken, som er et selvejende café og værkstedsmiljø, startet af en flok ildsjæle til glæde for designere, kunstnere og andre kreative kræfter i det århusianske. Det gælder også Jesper Brodersen. Et decideret kontormiljø er det ikke blevet til endnu for Morningside. Selvom succesen er åbenlys for enhver, så kan man ikke leve af det. Jesper Brodersen bruger al sin tid på Morningside og musikken og bruger resten af den ikke eksisterende tid på at arbejde i baren på spillestedet Voxhall og for Dansk Rock Samråd. Men sådan prioriterer han gerne. Det var den dedikation til musikken og miljøet, der grundlagde Morningside.

For vennerne

"Det hele startede egentlig bare med, at jeg engang sad og hørte Beat på P3 og hørte Lasse Sort fra bandet Lake Placid tale om, at han havde startet et pladeselskab for ham og vennerne," siger Jesper Brodersen og forsætter: "og jeg tænkte: det lyder smart."

Han startede pladeselskabet, og siden har han fået vennen Jesper Majdall som medejer. Sammen har de efterhånden fortalt historien om Morningside en del gange.

"Det allermest eksotiske synes at være, at vi er fra Århus," siger Jesper Brodersen og morer sig lidt over, at en adresse, han ikke selv tænker videre over, kan betyde så meget for andre.

For ham er det specielle ved Morningside alt andet end geografien.

"Vi har en meget bevidst målsætning om, at ting skal gøres langsomt. Aggressivitet har aldrig været os. Og så er det hele jo meget venskabsagtigt. Figurines kom med, fordi My Friend George var det band, de så op til hjemme i Aalborg - de store drenge. Det samme gælder Oh No Ono, de har venner i Figurines. På den måde er det jo vildt indspist."

Men det, der bærer venskaberne i Morningside, er interessen for indie-musikken og en anderledes tilgang til branchen.

"Myten om den gyldne pladekontrakt er meget stærk. Men det er jo umuligt i Danmark. Det er meget vigtigt, at vores orkestre erkender, at et pladesalg på 1.0000 ikke er en realistisk ambition. Hvis det var målet, var der jo ingen danske plader, der kunne udgives. I hvert fald slet ingen af vores," siger Jesper Brodersen.

For musikelskere

Men Morningside har ambitioner.

"Vi er selv musikelskere, og vi ønsker at blive et pladeselskab, som man som musikelsker holder øje med. Som britiske Domino og amerikanske Drag City."

For nogle år siden ville den ambition lyde lige så urealistisk som et pladesalg på 10.000, men Jesper Brodersen mener, at der er sket en positiv udvikling blandt pladekøberne.

"Publikum er blevet meget mere kvalitetsbevidst. Det handler bare om, at man skal have tiltro til de lyttende."

Derfor er han heller ikke bekymret for, at det stigende antal musikere, der opretter eget pladeselskab, skal skabe inflation.

"Der er helt sikkert en fare for, at smagen bliver neutraliseret, og der bliver da udgivet plader, der måske skulle have ligget et par år mere. Men på den anden side er jeg sikker på, at det nok skal stabilisere sig på et tidspunkt. Ikke mindst fordi publikum i dag ikke behøver det første filter, som pladeselskabet traditionelt har fungeret som. Jeg stoler på, at lytterne kan sortere selv, og derfor er det jo dejligt at se, hvor dårligt salget gik for julecompilations og så videre. Lytterne er trætte af det, der lefler for den berømte laveste fællesnævner," siger han.

Det lyder idealistisk. Det medgiver Jesper Brodersen.

"Majdall ville korse sig, men jeg vil stadigvæk kalde os idealister. Vi har ikke noget, der ligner pladeselskabskompetencer. Vi prøver at undlade at føje markedets præmisser og udgiver det, vi gerne selv vil høre. Med tiden er der selvfølgelig sket en professionalisering -vi har for eksempel fået stregkoder på vores pladecovers," siger han og griner: "Nej, alvorlig talt, så er vi stadig ikke så gode til det forretningsmæssige. Ja, vi er nok i virkeligheden bare dårlige købmænd."

For musikken

I hvert fald udgiver Morningside plader i en frekvens, der ikke tager mange hensyn til udbud og efterspørgsel. Utålmodigheden understreger det engagement, Jesper Brodersen har i musikken.

"Når jeg beder om at få lov til at lytte til demoer eller foreløbige indspilninger, så er det oftest fordi, jeg ikke kan vente, til pladen udkommer. Jeg blander mig ikke i den kunstneriske proces. Hvis orkestrene beder Jesper og mig om vores mening, så er det fordi, de respekterer os musisk, ikke fordi vi skal godkende noget som helst," forklarer han om arbejdsforholdene i pladeselskabet. Og netop den frihed leder mange orkestre til Morningside, som for eksempel Under Byen og Jomi Massage. Hvis et orkester ønsker et pladeselskab, der kan fortælle dem, hvilken rækkefølge numrene skal komme i på pladen, og hvilke numre de skal udgive som singler, så synes Jesper Brodersen, at de skal søge et andet sted hen.

"Det lyder måske lidt højtravende og langhåret, men vi fokuserer meget på, at hjælpe musikere til at forstå, hvordan branchen fungerer. Vi er oppe mod mange myter om pengestærke pladeselskaber, der vil diktere, hvad musikerne skal foretage sig hvornår. Men vi vil gerne gøre det klart, at branchen kan rumme noget andet end det. Og vi har efterhånden en del brancheerfaring. Den bearbejder vi meget bevidst og modarbejder. For tradition og erfaring er bestemt ikke nødvendigvis en god ting."

www.morningsiderecords.dk

www.steppeulv.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu