Læsetid: 6 min.

Virkeligheden har sejret- men hvordan?

Det diskuteres i ny debatbog, hvor Søren Krarup også undsiger Anders Fogh, mens Ebbe Kløvedal Reich og Per Stig Møller reviderer deres egne profetiske evner
23. april 2005

I 1973 skrev Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich i fællesskab en debatbog, Utopi og virkelighed.

I en ny debatbog Virkelighed og utopi, der udkommer torsdag d. 28. april ser de tilbage på deres fælles debatbog.

For Søren Krarup, der står for bogens første essay, er forskellen mellem 1973 og nu, at dengang herskede utopien, mens det i dag er virkeligheden, der har sejret.

Utopien fra 1968 ødelagde Danmark og danskernes liv, "og det er en lykke for os alle, at virkeligheden nu gør oprør mod '68-utopien. Alt, hvad vi slås med i dag og søger at rette op på, kommer af utopien," skriver han, hvorefter der følger et katalog over problemerne:

- Indvandringen, der er en 'historisk katastrofe'.

- Rodløse, forvirrede børn og opløste familieforhold.

- Emancipation og selvrealisering.

Her over for stiller Krarup 'den forpligtede, skyldige eksistens'.

For Søren Krarup er virkeligheden det grænsesættende, det der "holder mennesket fast på at være denne bestemte person med denne bestemte næste i denne bestemte historie."

At ville lokke mennesket bort fra det sted, hvor det er sat, er djævelens værk. Det skete første gang ved syndefaldet, hvor djævelen, "den første idealist", fristede Eva med en grænseløs verden. Uddrivelsen af paradiset er "det evige nej til utopien". Og eftersom Eva lokkede Adam med, var der tale om et kollektivt syndefald.

Idealisme og kollektivisme hører sammen. Kristendommen er derfor frihedens sted, "idet den ikke - som muslimen og marxisten - taler om hellige love, men om ansvarets uafrystelighed." Derfor er kristendom også det modsatte af fundamentalisme, og derfor hører kristendom og danskhed sammen, idet kristendom er forkyndelsen af at være livet og stedet tro. Og derfor er det kristne og det anti-utopiske ét, lyder Krarups ræsonnement.

Håbet er kernepunkt

Hvor ansvar og skyld er de centrale begreber for Søren Krarup, er håbet Ebbe Kløvedal Reichs kernebegreb. Reich citerer Ernst Blochs begreb om 'endnu-ikke', der som kategori "er mulig i en verden, hvor der stadig kan ske udkast og foranderlige ting - kort sagt en verden med en horisont, som går ud over verden."

Med slet skjult adresse til Søren Krarup polemiserer han mod den opfattelse, at verden ville være "et bedre sted uden den slags tøjeri, fordi det problematiserer og svækker den nødvendige troskab og forpligtethed over for den konkrete, forhåndenværende virkelighed, som vi alle sammen er sat i."

"Denne arketypisk reaktionære tænkemåde har i de seneste 15-20 år haft magsvejr og god vind-" erklærer han.

Ebbe Kløvedal Reich påpeger det ironiske i, at dette først og fremmest skyldes "den marxistisk-leninistiske ideologis moralske nederlag og praktiske sammenbrud", for: "Kort fortalt har den marxistisk-leninistiske kommunisme gjort mere end nogen anden politisk magt eller bevægelse for at udrydde denne verdens utopier og deres tilhængere."

Forsøg er blevet "brutalt standset af den totalitære statsmagt."

Fuldkommenhed

Her over for står Søren Krarups historiesyn, hvor totalitarisme kommer af fuldkommenhedsstræben, hvorfor historien handler om striden mellem denne og den kristne erkendelse af syndefuld ufuldkommenhed. Oplysningstiden udgør syndefaldet, Marx, Lenin, Stalin, folkemord og udryddelseslejre samt nutidens 'underlige fraternisering med eller kapitulation over for islam', ligger alt sammen i svøb her.

I sit forsøg på at fastholde nationen, kristendommen og virkeligheden som sandt danske kulturværdier, kommer Søren Krarup imidlertid i modsætning til Anders Fogh Rasmussen.

Han er kommet til at tvivle på statsministerens holdning og integritet, skriver han.

For Anders Fogh Rasmussen har gjort kulturkampen til en værdikamp. Derved relativerer han kulturen: "For de to former for kamp er ikke blot forskellige, men uforenelige. Kultur er ånd, er ansvarlighed, er det forpligtede menneskes bundethed til stedet, historien, til næsten. Men værdier - det er jo selvgodhed, farisæisme, ideologi. Kulturkamp er virkelighed, værdikamp er ideologi."

To, der reviderer

Såvel Per Stig Møllers som Ebbe Kløvedal Reichs indlæg former sig, i modsætning til Søren Krarups, som en revision af deres opfattelser i 1973. For Søren Krarup er det virkeligheden, der har ændret sig og vundet momentum på utopiens bekostning, ikke hans standpunkter.

Fælles for de to andre er det imidlertid, at det er deres konkrete forestillinger om udviklingen, de har måttet revidere, mens de langsigtede tendenser, de allerede dengang pejlede efter, i dag forekommer dem at være de samme som dengang. Selve deres tro på utopiens nødvendighed er ligeledes usvækket.

"Utopier er nødvendige," fastslår således Per Stig Møller.

"De angiver et mål, man bevæger sig imod vel vidende, at man aldrig når dette og altid befinder sig på vejen, men det er afgørende, at man ikke befinder sig på den forkerte vej."

Ellers opdager man for sent, at noget er sket, som ikke burde være sket. Denne tanke præger hele Per Stig Møllers indlæg: Det er sent, tiden er knap. Der er ingen garanti for, at demokratiet er i stand til at reagere i tide, og at forskellige slags diktatur og totalitarisme ikke også i fremtiden kan tage over.

Per Stig Møller analyserer verdens problemer som følger:

"Der er det verdensøkonomiske problem, som består i bekæmpelse af verdensfattigdommen gennem en fair og fri verdenshandel. Derved øges imidlertid produktionen i verden, hvorved ressource- og forureningsproblemerne øges, og vi står med et økologisk problem. Dette kan løses ved at dæmpe forbruget, men så bekæmpes verdensfattigdommen ikke. Denne løber om kap med den stærke befolkningstilvækst i store dele af den tredje verden, som øger kravet til den økonomiske tilvækst, så der kommer arbejde til de store ungdomsårgange; thi ellers forværres arbejdsløsheden, og fattigdommen øges. Sker dette, vokser migrationen, samtidig med at den rige verden lukker døren for den selv samme migration. I denne situation vokser den illegale migration, den internationale kriminalitet, menneskehandlen og den revolutionære uro i tredjeverdenslandene med stigende terrorisme både i disse og i den rige verden, der anses for hovedfjenden," lyder det fra Møller

Dette er en analyse, Ebbe Kløvedal Reich næppe er uenig i.

Men hvor Per Stig Møller sætter sin lid til, at internationale aftaler og traktater kan vende udviklingen, dér konstaterer Ebbe Kløvedal Reich, med Rom Klubbens 2004-status, at "det er en trist kendsgerning, at menneskeheden i det store og hele har spildt de seneste 30 år med ørkesløse debatter og velmenende, men halvhjertede svar på den økologiske udfordring. Vi har ikke yderligere 30 år at fjumre af sted i."

Stik modsatte udvikling

Ebbe Kløvedal Reich er den eneste af de tre, der konstaterer, at udviklingen siden 1973 har vist, at han stort set tog fejl i alle sine konkrete forudsigelser.

"Det danske samfund udviklede sig nærmest i den stik modsatte retning af den, jeg i min utopi havde givet det besked på at udvikle sig i," skriver han.

Men han er også den eneste, der tror på virkeliggjorte utopier. Både fordi utopien er "den mest konstruktive form for samfundskritik, der findes, fordi den koncentrerer sig om at fastholde og detaljere forestillingen om et andet og bedre samfund," og fordi det ifølge ham var utopierne, der løste opgaven sidste gang, vi i vores del af verden stod over for en lignende uoverskuelig udfordring som i dag, nemlig med industrialismen.

"Dengang blev opgaven løst," skriver han. Ikke mindst fordi problemerne blev mødt med en opblomstring i den frie, utopiske tænkning."

Hvormed Ebbe Reich tænker på de folkelige bevægelser, der opstod i industrialiseringens kølvand.

"De tvang tilsammen de vesteuropæiske samfund til grundlæggende ændringer - og forhindrede på den måde kommunismen i at sejre."

Men om det vil ske igen har han sin tvivl:

"Midter-oprørerne og alle vi andre utopister tog - så vidt jeg med bagklogskabens styrke kan se - afgørende fejl på det samme punkt. Vi overvurderede groft folks spontane lyst til selvforvaltning."

"Det viste sig - allerede før Sovjetblokkens sammenbrud - at afvisningen af fællesskabet var nok så stærk som længslen efter det."

Banen er dermed kridtet op til en debat om utopi og virkelighed, fællesskab og hin enkelte, globalisering, internationalisme og nationalisme, overnationale og nationale institutioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu