Læsetid: 4 min.

Virksomheder lapper Brasiliens huller

Vejnettet i Brasilien er nedslidt, men den brasilianske stat har ikke råd til at reparere det alene. Private virksomheder bliver inviteret til at deltage i at løse opgaven. Det er den eneste rigtige løsning, mener Verdensbanken. Dansk forsker er kritisk
15. maj 2006

Velkommen til Cândido Sales, står der på byskiltet. Bilisterne sænker farten. Byens indbyggere står ved deres spader og skovle i vejkanten. De vinker og smiler til bilisterne og lastbilchaufførerne, der er på vej igennem byen.

"Har du nogen småpenge?" spørger en pige med sort filtret hår og rækker sin hånd frem, mens hun stadig støtter sig til sin skovl.

Det er ikke en velkomstkomité, men et arbejdende folk. De vil gerne have løn for deres arbejde med at fylde vejens dybe huller op med sand, så deres forbipasserende gæster får en mere behagelig rejse.

"Jeg er skuffet over, at vejene ser sådan ud," siger Gustavo Vivacqua om vejene i Cândido Sales. Han er på vej hjem til delstaten Minas Gerais fra en ferie i delstaten Bahia.

"Den brasilianske stat opkræver forfærdelig høje skatter, og så ser vejene sådan ud," siger han og fortsætter uden at give pigen i vejkanten nogle mønter for hendes arbejde.

Regeringens dilemma

Det er netop det dilemma, regeringen befinder sig i. En stor del af befolkningen mener som Gustavo Vivacqua, at regeringen opkræver skyhøje skatter uden at give befolkningen noget for pengene. Det betyder, at regeringen får svært ved at forhøje skatterne for at få råd til at reparere vejene.

Hvis regeringen derimod sænker skatterne, vil der slet ikke være råd til at forbedre de brasilianske veje.

Ved udkanten af Cândido Sales gentager en lille fyr "Har du nogen småpenge?"

Det er det samme spørgsmål, den brasilianske regering må stille de private virksomheder for at komme ud af sit dilemma.

Eneste rigtige løsning

"Offentligt og privat partnerskab er den eneste rigtige løsning," siger Roberto Vianna.

Han er advokat og partner i advokatfirmaet Linklaters, der er hyret af Verdensbanken til at udforme kontrakterne mellem de private virksomheder og den brasilianske regering.

I flere år har den brasilianske regering arbejdet for at få indført en lov, der gør det muligt at løse traditionelle offentlige opgaver i samarbejde med private virksomheder. Loven trådte i kraft sidste år. Forbedringen af vejstrækningen BR116, der går igennem Cândido Sales er det første projekt, der skal løses i samarbejde mellem den brasilianske stat og en privat investor.

"Regeringen har alvorlige problemer med infrastrukturen," fortsætter Roberto Vianna.

Vejene er nedslidte, og 80 procent af al transport igennem Brasilien foregår på landevejene.

"Se bare sojaproducenterne," siger han, og hentyder til, at Brasilien er verdens største sojaproducent.

Størstedelen af sojaproduktionen foregår inde midt i Brasilien, i delstaten Mato Grosso. Mato Grosso ligger flere hundrede kilometer fra havet og havnene, der kan skibe sojaen ud i verden.

$SUBT_ON$Elendige veje

"Vejene, der forbinder Mato Grosso med en hvilken som helst havn, er simpelthen elendige. Så sojaproducenterne overvejer at mødes og i fællesskab med regeringen få rettet op på vejene. Det er et projekt, der kan gavne sojaproducenterne," siger Roberto Vianna.

Sojaproducenterne kan godt risikere at skulle igennem Cândido Sales. Vejen forbinder den nordlige del med den sydlige del af Brasilien.

3.400 store højtlæssede lastbiler kæmper sig hver dag igennem byen med dybe kratere i asfalten.

Trafikken snegler sig af sted. Først zig zagger den nordligtgående trafik ud og ind imellem hullerne. Frem og tilbage over de optrukne striber vejen, så den sydligt gående trafik må stå stille og vente på fri bane til at passere. Cargill, den største eksportør af soja i Brasilien, er villige til at påtage sig noget af ansvaret.

"Vi er meget afhængige af vejene, og derfor kan vi sagtens se en fordel i at gå ind i et projekt med den brasilianske stat for at forbedre vejene," siger Ana Caiasso, informationsmedarbejder i Cargill i São Paulo.

Det offentlige og private samarbejde går ud på, at staten deler udgifterne og de fremtidige indtægter med den private aktør. På den måde går staten glip af en indtjening, mener adjunkt ved Ålborg Universitet, Steen Fryba Christensen:

"De private virksomheder er sikret en profit, når de indgår samarbejde med det offentlige. Det betyder, at staten må putte de statslige midler ned i de private virksomheders lommer. Staten kunne beholde pengene, hvis staten selv havde løst problemet," siger Steen Fryba Christensen.

På nuværende tidspunkt er den brasilianske stat ikke i stand til at løse problemerne med infrastrukturen alene, mener Roberto Vianna.

Ideen med at dele de traditionelle offentlige opgaver med de private virksomheder skal netop sikre, at staten på længere sigt selv kan løse opgaverne.

"Ansvaret skal tilbage til staten, bare i bedre stand," siger Roberto Vianna og fortsætter:

"Målet er, at regeringen skal overgive nogle ansvarsområder, som den ikke selv magter at beholde på grund af mangel på penge, effektivitet eller teknologi.

Ved at løse en opgave i samarbejde med en privat investor kan regeringen minimere sine udgifter og bruge tiden på at få opbygget en bedre struktur. Når kontrakten med den private investor udløber, er staten klar til selv at tage ansvaret igen," siger han.

Indtil videre har indbyggerne i Cândido Sales taget ansvaret for vejene i deres by. Når regntiden kommer, skal der mere end en skovl og lidt sand til at holde vejene farbare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her