Ikke nok med at Sergei Nakariakov kom ud for et trafikuheld som niårig: i stedet for det klaver, han ikke længere kunne sidde ved for rygproblemer, gav hans far ham en trompet. Nu skulle den lille dreng så udtrykke sig gennem denne messingstump, og med et musikalsk talent af hans størrelse, kan man godt tale om flaskehalsproblemer. Repertoiret bliver hurtigt brugt op.
Hvad jeg hørte i Radioens Koncertsal i fredags, mindede ikke om nogen instrumenter, men om sprog, i hvert fald når det var godt. Nakariakov taler gennem sit instrument, hvad enten han spiller trompet eller flygelhorn, med sådan ømhed og skrøbelighed og nøgenhed, at man kan blive helt forlegen. Dette demonstrerede han især i den recitativiske indledning i Vladimir Torchinskys Capriccio, komponeret til Nakariakov.
Her var det stadig interessant, og man sad stadig på stilke for at opleve fænomenet, men resten af musikken var en mere forudsigelig historie af lige dele langsomhed og hurtighed og kedsomhed med synkoperet akkompagnement for at hidse en stemning op.
Til tider smuk musik, men aldrig rigtig interessant, og det var også en streg i regningen og intensiteten, at pianisten spillede efter noder, som solisten kiggede med i over skulderen.
Det var svært at blive klog på, hvad Sergei Nakariakov og hans pianist Maria Meerovich manglede, for begge beherskede deres instrumenter godt, men måske netop beherskede.
Meerovich demonstrerede med arme og øjne, hvor meget hun fulgte med som akkompagnatør, og det hele var meget korrekt og kedeligt.
Nakariakov virkede denne aften som en lidt indespærret musiker i et parforhold, hvor der var flere aftaler end lidenskab.
Som single i Frederic Chopins Fantasi i f-mol blev Meerovich ikke meget mere løssluppen. Der var tjek på det og bund i klangen, men ingen himmel og ingen historie og ingen dybde, selv om det på bevægelserne kunne se sådan ud. Publikum blev sløve og sad og kiggede rundt.
Jeg troede faktisk, det kunne blive sjovt at høre Francis Poulencs sange på flygelhorn, men uden gnist mellem solist og pianist lyder den slags transskriptioner stadig af hotel lounge eller som den musik, man hører, mens man venter på at komme ud af flyet.
Bedre blev det dog helt sikkert efter pausen, hvor den romantiske musik, Robert Schumanns Fantasie-stücke, bragte parret mere sammen, og smukke fraseringer opstod.
$SUBT_ON$Vellykket trekant
Aftenens lidt kinky, men virkelig heldige redning, bestod i en tredje mand. Den danske violinist Mikkel Futtrup blev sendt ind på scenen. Først til musiceren med Meerovich alene i Niels W. Gades Capriccio, og hovsada hvor det gjorde noget ved Meerovich. Futtrup spiller med liv og nerve og med en grundlæggende flabethed, der hele tiden viger for seriøs tilstedeværelse, et ret så helt menneske, tænker man og slapper af.
Publikum blev levende igen, og der var nu lagt op til aftenens sidste punkt, en trio.
Johannes Brahms' Horn-trio (arrangeret for trompet) blev en smuk oplevelse, fordi der var varmet op under pianisten, og Nakariakovs følsomme trompet blev blandet med Futtrups usentimentale, insisterende violin. Og fordi man fornemmede, at musikernes ører var skærpede og indstillet på et møde, der skete her og nu med plads til hinanden og ukendte komponenter i en vellykket trekant.
Danmarks Radio skal have ros for at arrangere sådanne koncerter, hvor man ikke skal sidde og høre sig blind på en verdensstjerne, men hvor bolden gives videre til andre musikere, så både aftenen bliver en helhed af flere elementer, og stjernen selv bliver belyst fra flere sider.
nRadiohusets Koncertsal, Stjernekoncert, Fredag kl. 20.00
Sergei Nakariakov, trompet/flygelhorn
Maria Meerovich, klaver
Mikkel Futtrup, violin
Værker af Torchinsky, Chopin, Poulenc, Arban, Schumann, Gade, Brahms.
