Læsetid: 6 min.

Et virvar af motiver og strategier

Den danske regering bryster sig af, at dansk mellemøst-politik har to ben at gå på. På den ene side den aggressive og militære strategi, der udløses, når fjenden - som bin Laden - ikke har et telefonnummer. På den anden side har vi den bløde strategi
3. maj 2007

Fire år efter Danmarks invasion af Irak er det tid til at evaluere den danske mellemøstpolitik. Ikke bare fordi vores udenrigspolitiske adfærd i Irak har været en humanitær katastrofe. Men også fordi motiverne bag vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske dispositioner siden 11. september er forblevet uklare.

Lytter man til repræsentanterne for de regeringsbærende partier, når de forklarer, hvad vi laver i Irak, har der i tidens løb været mange motiver på spil. Invasionen af Irak er blevet knyttet til alt fra terrorbekæmpelse og masseødelæggelsesvåben, til demokratieksport, statsopbygning og Saddams brud på FN-resolutioner. Man kan med rette konstatere, at regeringen har haft et kommunikationsproblem relateret til beslutningen om at invadere Irak.

Hvor det i 2003 mest eksplicit gjaldt masseødelæggelsesvåben, insisterer Per Stig Møller i dag på at forklare invasionen af Irak med reference til en advarsel i en FN-resolution. Vi har åbenbart revideret vores formål efter invasionen, og ingen af regeringens ministre har selv taget dette op til folkelig oplysning. Regeringen knytter dog fortsat nødvendigheden af en aggressiv militær adfærd sammen med den ideologiske kamp mellem frihed og ufrihed. Præcis på samme måde som Bush, når han fortæller, hvad krigen mod terror går ud på. Det virker besynderligt, at regeringens ministre siden 2003 har mudret debatten grundigt til med de påståede masseødelæggelsesvåben og terrorforbindelser, hvis dette slet ingen betydning havde for Danmarks 'egentlige' motiv. For nylig indrømmede Søren Espersen for åben skærm, at invasionen var en fejl, netop fordi de påståede forbindelser til terror og masseødelæggelsesvåben ikke holdt vand. Så Dansk Folkeparti har i hvert fald heller ikke vidst noget om, at det for Per Stig Møller i virkeligheden handlede om en resolution.

Se på strategierne

Debatten om regeringens sandruelighed, som oppositionskræfter gerne giver sig i kast med i disse dage, vil i det lange løb nok vise sig at være både trættende og ufrugtbar. Langt mere konstruktivt er det at se kritisk på de politiske strategier, der ligger bag vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter i Mellemøsten og dermed også få startet en oprydning i det eksisterende virvar af motiver og strategier.

Den danske regering bryster sig ofte af, at den danske udenrigspolitiske mellemøstindsats har to ben at gå på. På den ene side har vi den aggressive og militære strategi, der udløses, når dialog ikke er en mulighed. Når fjenden - ligesom bin Laden - ikke har et telefonnummer. På den anden side har vi den bløde strategi, der handler om dialog og langsigtede reformindsatser. Den siddende regering må forholde sig til de oplagte spørgsmål, som de to umiddelbart modstridende strategier rejser, og tydeliggøre, på hvad den bygger forestillingen om, at en militær invasion af Irak fører til mere sikkerhed, mere demokrati og mindre terror. Samtidig må regeringen gerne forklare logikken i, at man på den ene side generelt forklarer nødvendigheden af den militære indsats i Mellemøsten med fraværet af bin Ladens telefonnummer og dialogsind, og på den anden side er begyndt at insistere på, at vores militære fremmarch i Irak ikke hang sammen med motivet om terrorbekæmpelse.

Hvis Danmark som annonceret skal være mere udfarende udenrigspolitisk, må vi som befolkning kræve konsistens og fornuft i vores udenrigspolitiske argumenter og strategier. Vi skal finde ud af, hvad vi vil, hvor grænsen skal gå og hvorfor. For er det i virkeligheden vores politik, at vi kommer efter stater, der ikke overholder FN-resolutioner, bør vi vel snart invadere Israel? Kører vi stilen med nultolerance over for lande med masseødelæggelsesvåben, så skal vi vel også snart invadere USA? Går vi efter at vælte diktatorer, så er der masser at komme efter i Afrika? Der er trods alt andre diktaturstater rundt om i verden, hvor folkedrab er mere akutte. Grundlæggende er vi nødt til at tage debatten om, hvorvidt vi er villige til at kompromittere og gradbøje demokratiet - hvilket krig og militær invasion jo altid er udtryk for - i den såkaldte højere sags tjeneste.

Et tydeligt paradoks i den danske udenrigspolitiske adfærd i Mellemøsten er, at den aggressive militære fremgangsmetode umiddelbart er uforenelig med motiverne om, at gøre Danmark mere sikkert og være med til at bekæmpe international terror. Selvom statsminister Anders Fogh Rasmussen har afvist, at den danske deltagelse i Irak og Afghanistan har øget risikoen for terror mod Danmark, så ændrer det ikke ved, at det strider mod trusselsvurderingen fra Politiets Efterretningstjeneste. Terror-analytikere har også påpeget, at aggressive militære nedslag i diktaturstater ikke er en virksom måde at afværge den 'statsløse' trussel, som terrorisme repræsenterer. Selvom en trussel jo er et fleksibelt begreb, der ikke kan vejes og måles nøjagtigt, så ser regeringen bort fra det faktum, at aggressiv militær adfærd er en radikaliseringsfaktor. Både for os selv og vores udenrigspolitik, men også for dem, vi efter sigende er ude og bekæmpe. Ser man på resultaterne fra nyere undersøgelser af religiøs radikalisering blandt radikale islamister, så er 'aggressiv vestlig udenrigspolitik' vendt mod 'den muslimske verden' netop et af hovedelementerne i den argumentationsrække, der ifølge de radikale aktører legitimerer voldsanvendelse. I deres fortælling er deres kamp en kamp for frihed. Vi har været med til at give radikale aktører endnu en reference, de succesfuldt bruger til at rekruttere det, de betegner som 'frihedskæmpere'. Det betyder ikke, at Danmark skal afstemme sin adfærd efter terroristers analyse af verdenssituationen. Men det betyder, at vi skal erkende, at vores adfærd ikke er en 'neutral' reaktion på en trussel, der kommer udefra. Vi er med til at skabe og opretholde konfliktdynamikken, når vi handler aggressivt.

Problematisk præmis

Når repræsentanter for de regeringsbærende partier argumenterer for nødvendigheden af den hårde - militære - linje, så lyder den overordnede fortælling, at vi står midt i en ideologisk verdenskrig, hvor vi som en del af den oplyste og veludviklede verden har moralsk ansvar for at kæmpe for frihed. Men præmissen for denne fortælling er problematisk. Lige så problematisk som præmissen i bin Ladens ideologiske retorik, der opfordrer de 'oprigtigt oplyste' til at leve op til deres moralske pligt og kæmpe for frihed. Så længe vi forstår konflikten som et ideologisk opgør mellem det gode og det onde, løser vi ikke problemet. I den vestlige verden bliver 11. september 2001 betegnet som skæringspunktet, hvor vi blev angrebet. Det var det, der startede konflikten, og nødvendiggjorde vores forsvar for frihed. Men lytter man til de fjender, vi angiveligt er ude at bekæmpe, så har de - set fra deres synsvinkel - længe været under angreb. Nyere amerikansk forskning viser, at fundamentalisme i alle dens religiøse afarter, herunder radikal islamisme, er kendetegnet ved at være et defensivt fænomen mere end et offensivt og ekspansivt fænomen, der ønsker at udbrede 'den rette tro'. I bin Ladens fortælling var verden allerede i krig før 11. september. Vores såkaldte sikkerhedspolitik i Afghanistan og Irak er i de radikale aktørers fortælling endnu et eksempel på angreb og aggressivitet. Netop derfor er det vigtigt, at vi ser på vores egen rolle i konfliktens optrapning og indtænker, hvad de radikale aktører reagerer på, når vi lægger vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategier.

Repræsentanterne for de regeringsbærende partier har gang på gang gentaget fortællingen om, at radikal islamisme og terrorisme repræsenterer en uprovokeret kamp for ufrihed. Man har selvfølgelig lov til at fortolke det således, men konsekvensen bliver, at vi springer over debatten om legitime midler, fordi vi jo er ude at forsvare det gode. Faren ved fortællingen om et kosmisk opgør mellem godt og ondt er, at den fratager os ansvaret for den adfærd, vi selv udviser. Selvom det er rigtigt, at radikale aktører ikke tidligere kunne trække på Irak eller Afghanistan som eksempler på, hvad de opfatter som vestens aggressive angreb på 'frihed', så har der jo været en række andre. Vores egen politiske adfærd betyder selvfølgelig noget. Selvfølgelig kan man ikke ringe bin Laden op til forhandling og dialog. Men det er heller ikke pointen. Pointen er, at vores egen sikkerhedspolitiske adfærd paradoksalt nok udgør en del af vores sikkerhedsproblem.

Mona Sheikh er cand.scient.pol

Kronikken i morgen: Viden uden handling er nytteløs viden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her