Læsetid: 5 min.

Den vise mand og jammerkommoden

Med den dobbelte udgivelse af Montaignes rejseberetning og et mangesidigt portræt får Bjørn Bredal gjort manden lyslevende for os
20. oktober 2005

Man skal være gjort af træ for ikke at blive glad, rigtig godt gammeldags inderligt glad for de to store bøger, som Politikens Bjørn Bredal for nylig lagde frem af og om sin franske helt, essayets far Michel de Montaigne (1533-92). Ikke alene har Bredal oversat Montaignes dagbog fra turen gennem Italien 1580-81 til et letflydende, levende dansk, han har også benyttet arbejdet som afsæt for 10 indlevede kapitler, der skal skildre forfatteren som romer, elsker, chefessayist, borger, kriger, tolerant katolik, opdrager, patient, turist - og mand.

Tilsammen viser de to opulent illustrerede bøger billedet af en tid og af et enestående individ, enestående derved, at vi pga. hans ærlighed og direkthed kender ham så godt.

"Jeg vil have, at man skal se mig som jeg er til daglig, ligefrem og naturlig, afslappet og uforstilt, for det er jo mig selv, jeg skildrer," siger han i optakten til sine essays. Og hvis han havde tilhørt et af de folkeslag, som dengang efter sigende stadig levede "under de oprindelige naturloves sødmefyldte frihed", så havde han skam hellere end gerne malet sig selv i hel figur - og: splitternøgen.

Det er præcis denne bestræbelse på personlig oprigtighed, der gør Montaigne til noget specielt, litterært såvel som mentalitetshistorisk.

Pligten kalder

Da forfatteren rejser ud i september 1580, er det vistnok hans agt at blive væk i længere tid. Som 38-årig flygtede han indad, idet han trak sig tilbage til sit borgtårn for at reflektere og skrive. Nu, hvor han er blevet 47, tager han flugten udad, ud i den store verden.

Med sig i tasken har han to eksemplarer af sine netop udgivne Essais (bind 1 og 2, det tredje kom først til i 1588). Omkring sig har han et følge på godt og vel et dusin. Han skal ud og have sig en ordentlig én på opleveren, og ud fra, hvad han har hørt om de italienske kurtisaner, glæder han sig også til at få noget på den dumme.

Nøjagtig et år senere modtager han på et kurbadested nord for Pisa meddelelsen om, at man "i offentlig enighed" har valgt ham til borgmester i hjembyen, Bordeaux. Det var så dén Italienstur!

Rastløs turist

Ironisk nok tyder alting dog på, at det, som han oplever undervejs, ruster ham ganske udmærket til hvervet. For han får skærpet sin i forvejen udvidede sans for menneskelivets mangfoldighed, og han får udbygget sin tolerance, ikke mindst hvad angår de prekære spørgsmål om religionen.

Montaigne er led og ked af sin samtid, dens krige og dens idelige religiøse stridigheder, dens pest og plager, dens vold og manglende hygiejne. Hans livsprojekt er, i videst muligt omfang at modvirke borgerkrigens syge fanatisme og vilde blodsudgydelser. Selv fremstår han som en klarsynet aktør midt i en kaotisk epoke. Hans egen evne består i at skelne, dele tingene op, holde det adskilte hver for sig. Ét er således troen og et andet den religiøse praksis. Én ting er de høje idealer, noget helt andet realpolitikken.

Som rejsende er Montaigne noget af en urolig sjæl. Snart går det i galop over stok og sten, snart ligger han bare i dagevis og flyder i et kurbadebassin. Snart skal de op, før fanden får sko på, og af sted uden at sige farvel til de lokale adelsfolk eller latinkyndige lærde, andre gange har han masser af tid og kan finde på at ride i en cirkel tilbage til omtrent samme sted som de forlod om morgenen.

Overalt hvor han færdes, søger han at opspore de romerske efterladenskaber i form af monumenter, stednavne og gamle inskriptioner. Han lever, som Bjørn Bredal udtrykker det, i to verdener på én gang: samtidens Italien og antikkens romerske rige. Men parallelt med fortidsdyrkelsen gør han ivrigt iagttagelser over det nye, såsom snurrige fontæner og noget så smart som en brusebadeanordning.

Meget træffende fremhæver Bredal, at rejsens hovedformål for Montaigne ikke var dannelse, for dannet, det var han skam hjemmefra - ej heller opdagelse, vi er allerede sent i historien, man behøvede ikke mere udforske og beskrive, det var mere end tilstrækkeligt at opleve og turiste. Med Montaigne fødes en rejsende, som vi kender i dag: én, for hvem turen er et formål i sig selv, som lyst, fornøjelse, rekreation.

Det sidste ord skal tages meget bogstaveligt. Den rytter, der drager ud, er ikke kun en lille, tætbygget, tænkende, ilter person, det er også en stakkels patient. Talløse er de fysiske dårligdomme, han døjer med, og som denne rejse skrider frem, udvikler hans dagbog sig til en sygejournal af de fæle. Han tager sig ganske vist i det et sted, hvor han skriver, at "det er en tåbelig vane at holde regnskab med, hvor meget man pisser", men ellers kredser han gerne og længe om sine evindelige nyresten, sin hovedpine, sine mavekneb. Renæssancens store humanist var, det ved vi nu, en navlebeskuende jammerkommode.

Mellem to epoker

Bredal beskriver Montaigne som et renæssancemenneske, med ben og hestehove plantet solidt i middelalderen. Hvad der peger bagud, er mandens stadige betoning af fromhed, magt og styrke. Hvad der derimod peger fremad, er det konstant fastholdte personlige perspektiv. Montaigne er i politisk henseende konservativ legitimist, men samtidig møder man, i såvel essays som rejsedagbog, en frittænkende, skeptisk individualist. Vi bliver vidner til, hvorledes menneskets blik vendes fra det himmelske til det jordiske. Mens han med det ene øje følger alt, hvad der kan kaldes kirkeligt eller religiøst, fanger han med det andet øje damer, hvor end han færdes. Dog, selv da han i Rom har aflagt besøg i fornemme prostitueredes huse, undlader han ikke bagefter at ræsonnere: de viste sig frem så meget smukkere, end de var, og de forstod bestemt at præsentere sig fra den mest tiltrækkende side!

Selv får Montaigne her vist det meste af sig selv, takket være en helt igennem fremragende formidlingsindsats af en beundrende (men vel at mærke ikke ukritisk) nutidig dansk ven. Sikke en læserejse: ned gennem et uroligt Europa, og ind i et andet menneske, og tilbage til en tid forskellig fra vor egen, men ikke mere fjern, end at man sagtens kan lære af den.

Michel de Montaigne: Italiensrejse. Dagbog 1980-81. Oversat fra fransk af Bjørn Bredal. 320 s. Ill. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03943-5.

Bjørn Bredal: Et renæssancemenneske. Michel de Montaigne. 296 s. Ill. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03942-7

Samlet pris for de to bøger: kr. 499,00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu