Læsetid: 4 min.

En vision for Europa

Det tyske EU-formandskab planlægger at fejre 50-året for Romtraktaten den 25. marts med en stor festival i Berlin. Det skal ikke blot være et uformelt møde af stats- og regeringscheferne, hvor de lykønsker hinanden under pressefotografernes blitz med den store succes, men også en folkefest weekenden over med kunst, litteratur og musik, gadeartister, teatergrupper og rock musik inklusiv danske Outlandish. Unionen skal have et menneskeligt ansigt.
23. februar 2007

Måske lykkes det for en stund at glemme, at Unionen befinder sig i dyb krise. Romtraktatens model for et nyt Europa baseret på et snævert økonomisk samarbejde, et fælles marked med en fælles mønt, har vist sig vanskeligt at anvende på det ny Europa efter 1989. Den kunne ikke bruges til at sikre freden på Balkan, og den har været medvirkende til lavvækst og arbejdsløshed i mange medlemslande i de sidste 10-12 år. Unionen har forslugt sig på medlemmer, selv om det viste sig umuligt at tilpasse dens institutioner til de mange nye demokratier, som ville med i 'Europa'.

Krisen er kommet til udtryk i den fransk-hollandske afvisning af forfatningstraktaten og i den spændte situation, der er opstået om Tyrkiets eventuelle medlemskab. Den tyske forbundskansler Angela Merkel har naturligt nok en ambition om at løse krisen, men der er tegn på, at de initiativer, hun vil tage, er af en sådan art, at krisen nærmere vil forstærkes.

Det vil ske, hvis hun søger at fastholde den forkastede traktat, og hvis hun kvæler det tyrkiske håb om medlemskab. Men det vil først vise sig i løbet af foråret. Forinden skal festen den 25. marts overstås.

Havde man seriøst brugt den tænkepause, som blev dekreteret i juni 2005, så kunne Angela Merkel have benyttet lejligheden til at supplere Romtraktatens model med en plan, som omsider ville bringe det europæiske projekt i overensstemmelse med den geopolitiske situation, som opstod i 1989-91. Men det ville have krævet en moderne tysk udgave af Jean Monnet, den franske erhvervsmand som inspirerede udenrigsminister Robert Schuman til at fremlægge planen om en Kul- og Stålunion, forløberen for Fællesmarkedet.

Målet med planen skulle fundamentalt set være den samme som med Schumanplanen, nemlig at etablere et samarbejde/fællesskab/union mellem de europæiske lande, som kunne sikre den europæiske politiske kulturs overlevelse og fortsatte udvikling. Altså en klar politisk målsætning. Men midlet skulle være forskelligt. I Kul- og Stålunionen og senere i Fællesmarkedet, EF, var midlet økonomisk samarbejde. Nu må midlet have en klar sikkerhedspolitisk karakter, hvis det europæiske projekt skal leve op til de ny udfordringer.

Sikkerhedsfællesskab

Det siges, at Angela Merkel inspireret af Jacques Delors søger efter Europas sjæl (David Rehling i Information 12. februar). Det er en metafysisk diskussion, som måske kunne være interessant, men den er ikke relevant i den foreliggende situation. Det, der er behov for er, at det europæiske projekt bliver klart defineret som et realpolitisk projekt, så både 'europæerne' og andre ved, hvad det drejer sig om.

Den Europæiske Union skal ikke opfattes som et forsøg på en overnational statsdannelse, således som Romtraktatens ord om en ever closer union lagde op til. 'Europa' må være et pluralistisk sikkerhedsfællesskab af lande, som tilstræber at realisere og er rede til at forsvare ideen om et politisk-økonomisk system karakteriseret af sekulært-liberalt demokrati og social markedsøkonomi. Tyskerne har en fortrinlig baggrund for med sådanne ord at formulere en 'højtidelig erklæring', som kortfattet beskriver den forestilling, vi har om Europas politisk-økonomiske kultur. Det er selvfølgelig en ide, som ingen steder fuldt ud er virkeliggjort. Men Angela Merkel kunne med en sådan fælleserklæring fastslå, at alle lande, som oprigtigt søger at nærme sig dette ideal og er rede til at forsvare det, herved definerer sig selv om en del af Europa.

Derved ville der blive sendt et utvetydigt signal til de kræfter på Balkan, i Tyrkiet, i Ukraine, i Georgien og i andre lande, som længes efter at komme med i fællesskabet, om at vi opfatter dem som europæere. Selvfølgelig vil disse lande, ligesom en stor del af de senest tilkomne medlemmer af EU, ikke øjeblikkeligt fuldt ud kunne tage del i det 'økonomiske Europa'. Det vil tage tid, lang tid, før det kan ske. Men hvis vi fortsat udgrænser dem fra Europa, vil der være en stor risiko for, at de fjerner sig fra den europæiske ide, og ser Europa som et fjendebillede.

Havde man brugt tænkepausen til seriøs nytænkning i stedet for fortsat tunneltænkning, kunne den tyske forbundskansler den 9. maj, årsdagen for Schumanplanen fra 1950, have præsenteret en Merkelplan, som skitserede, hvorledes et europæisk, pluralistisk sikkerhedsfællesskab i dag må defineres funktionelt og institutionelt, så det svarer til de moderne sikkerhedspolitiske udfordringer. Det ville ikke være nogen let opgave, for sikkerhedspolitik er ikke længere primært et spørgsmål om trussel, afskrækning og militær kapacitet. Men det er en opgave, som må søges løst, hvis den europæiske krise skal overvindes.

Der er behov ikke blot for en tysk 'Jean Monnet', men også for en europæisk 'George Kennan' - den amerikanske diplomat, som mere end nogen anden stod fadder til det pluralistiske sikkerhedsfællesskab, som fik sit institutionelle udtryk i NATO.

Erik Holm er cand.polit. og ph.d. i statskundskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu