Læsetid: 3 min.

Vismænd: Regeringens starthjælp forarmer

Landets førende økonomer langer hårdt ud efter den såkaldte starthjælp for nyankomne flygtninge. Den lave ydelse får ikke folk i arbejde. Den er tværtimod med til at fastholde en meget svag gruppe på bunden af det danske samfund
6. december 2006

Starthjælpen til flygtninge er med til at gøre ondt værre, lyder konklusionen fra formandskabet for Det Økonomiske Råd, der i går offentliggjorde deres årlige konjunkturvurdering.

Ifølge de tre økonomiske vismænd er hovedparten af de nuværende 3300 flygtninge og indvandrere, der modtager starthjælp, reelt ude af stand til at få et regulært arbejde. Den lave ydelse er dermed ikke i sig selv et incitament til at tjene flere penge, da gruppen ikke kan varetage et job, lyder analysen fra de uafhængige vismænd.

"Den lave introduktionsydelse for flygtninge bør helt afskaffes. Den kan ikke bruges som et middel til at få folk i arbejde. Tværtimod er skadesvirkningerne meget store," siger professor i økonomi, overvismand Peter Birch Sørensen.

I dag modtager nyankomne flygtninge starthjælp i op til syv år, hvis de ikke selv skaffer sig anden forsørgelse. En 'hjælp' der er flere tusinde kroner lavere end kontanthjælpen, og som blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti tilbage i maj 2002.

"Denne gruppe har fra starten af deres ophold i Danmark kun ringe mulighed for at forbedre deres økonomiske situation gennem job og havner derfor ofte i længerevarende fattigdom. De fleste af de negative virkninger risikerer at blive deciderede barrierer for selvforsørgelse og gøre modtagerne passive samt socialt isolerede," hedder det i rapporten.

Vismand Michael Rosholm, professor ved Handelshøjskolen i Århus, har forsket i immigration.

"Argumentet for at introducere ydelsen i sin tid var, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men det kræver jo, at folk har muligheden for at reagere, men det har denne gruppe ikke. De nyankomne flygtninge skal jo først erhverve sig nogle erfaringer. Derfor bør de have almindelig kontanthjælp. Akkurat som alle andre, der ikke er i arbejde," siger Michael Rosholm.

Dermed lægger Det Økonomiske Råd også afstand til Integrationsministeriets seneste analyse, som påviste, at den lave ydelse rent faktisk får flere i arbejde.

"Den analyse kan man slet ikke bruge til noget som helst. Det er dårligt arbejde, hvor man slet og ret blander æbler og pærer sammen," siger Michael Rosholm og peger på flere fejlagtige metoder i Integrationsministeriets analyse.

"Man sammenligner to grupper. Dem som fik opholdstilladelse før den 1. juli 2001, og dem der fik opholdstilladelse efter den 1. juli 2001. Det gør man uden at tage højde for, hvor de kommer fra i verden. Herudover har analysen fra Integrationsministeriet slet ikke taget hensyn til køn, opholdsgrundlag, uddannelsesniveau eller alder. Ydermere er der ikke taget højde for konjunktureffekter. Man ved med andre ord ikke, om konjunkturen har påvirket den ene gruppe anderledes end den anden," siger han.

Han understreger, at Det Økonomiske Råd i vid udstrækning er enig med regeringen i, at det skal kunne betale sig at arbejde. Omvendt er holdningen fra rådet dog, at man ikke skal trampe på folk, som ikke har en kinamands chance for at reagere.

- Men hvorfor blander Det Økonomiske Råd sig i socialpolitikken. Er det jeres opgave?

"Jamen, det her hænger jo sammen med økonomien. Introduktionsydelsen går også ud over børnene i familien. Altså hele problemet vedrørende den sociale arv. Vi ved jo, at forældre, der har dårligt fodfæste i samfundet, overleverer deres situation til deres børn."

Venstres integrationsordfører Irene Simonsen ønskede i går ikke at udtale sig, før hun har læst vismandsrapporten, men regeringen står klippefast på at fastholde starthjælpen. I weekenden betegnede integrationsminister Rikke Hvilshøj starthjælpen som en stor succes i Information.

Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og de radikale fremsætter efter nytår et beslutningsforslag om at afskaffe starthjælpen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her