NÅR SØNDERBORG SLOT engang efter næste valg slår dørene op for Dansk Folkepartis formentlig nye MFer Søren Krarups Danmarks-udstilling, kan man i hvert fald være sikker på én ting: Den danske folkekirke vil have fået en helt central montre i denne turbo-reaktionære og neonationalistiske præstepolitikers bud på danskheden. Hyldesten vil herefter blive Krarup til del fra det sammenrend af yderligtgående fremmedfjendske og konservative
meningsdannere, der i nogen grad rekrutteres fra den gamle venstrefløj, og som ved en tilsnigelse benævnes højreintellektuelle. I stigende tal fylkes disse letbevægelige landsmænd og -damer om Pia Kjærsgaard, der som sådan og qua partifører har fået dom for, at man i al hendes fjendebilledopmalende retorik godt kan kalde hende racist.
Disse to forhold smerteligt sammen: Er man rigtig dansker med D som i snæversynet er man lutheransk kristen og medlem af Folkekirken. Er man ikke rigtig dansker, er man så udpræget muslim, hvad man skam godt kan være, blot ikke i Danmark. Muhamedanere skal bo i Muhamedanerland, som Kjærsgaards åndelige og politiske fader, Mogens Glistrup, engang på sit nænsomme bornholmske mindretalsmål udtrykte kravet om etnisk udrensning. Man behøver i den forbindelse ikke være i tvivl om, at Dansk Folkeparti og dets kandidater, som jo altså tæller Krarup og hans præstefætter Jesper Langballe samt partiets skabsagitatorer, vil spille folkekirkekortet i den kommende valgkamp. Det vil de gøre efter Europarådets iagttagelse af Danmarks enestående rolle som religionsdiskriminerende nation, en kendsgerning professor Ole Espersen flere gange har påvist. Danmark indtager denne position som det eneste demokratiske og forholdsvis civliserede land, der udøver klar religiøs forskelsbehandling i kraft af en statsunderstøttet, grundlovsdefineret kirke.
Dette betyder alt andet lige, at der lægges alvorlige hindringer i vejen for andre trosretninger. Som for eksempel den største: De danske muslimer, der mangler moskéer, begravelsespladser m.m., har værsgo at troppe op hos degnen i Folkekirken for at få registreret deres børnefødsler.
Det er kort sagt hul i hovedet og har ikke meget at gøre med moderne forfatningsret. Grundloven fastlægger nok særstatus for Folkekirken, men loven kan og bør samtidig under en nutidssynsvinkel tolkes som trosfrihedens traktat. Ved en sådan rimeligere udlægning bør ligestilling naturligvis være gældende for lovlige religionsudøvere i deres respektive gerning.
DET KAN MAN roligt gå ud fra, at der ikke vil blive foreløbigt. Meningsmålingerne er på det seneste begyndt at vise vigende procentpoint for Pia Kjærsgaards flok og for den sags skyld for Venstre, hvilket med en naturlovs sikkerhed betyder, at tonefaldet i fremmeddebatten bliver endnu mere vildt og urimeligt.
Udskifter man ordet muslim med ordet jøde, vil Dansk Folkepartis agitation komme til at minde om forne tiders antisemitiske vulgariteter, hvor man på lignende vis fremstillede den fremmede religion og dennes udøvere som en trojansk hest med forræderisk indhold. Den samme gamle, ubærlige historie får vi nu fortalt af folk, der vel dybest set må tvivle på eget budskab og egen sag og identitet og derved bliver tilsvarende mere skingre i mælet over for andre, der måske oven i købet, og når alt kommer til alt, er langt mere gudfrygtige.
Det allermest ulykkelige i denne situation, som allerede tegner sig så klart som Krarups forudsigelige nationale udstilling af egne begrænsninger, er, at de såkaldt ansvarlige politikere ikke skal have noget klinket. Folkekirken ligger fast. Man kan høre det for sit indre hørerør.
Men det burde dog være så nogenlunde indlysende, at indretningen fra 1848 med visse reguleringer hen ad vejen, men uden at kirken nogensinde er gjort uafhængig af statens styre, nu må have set sine bedste dage. Indvandringen gennem århundreder og senest i sidste og forrige, hvor andre trosformer i forholdsvis større tal landede på vore kyster, understreger absurditeten i et system, der på statsligt grundlag gradbøjer kvaliteten af danske menneskers i øvrigt højst private gudsopfattelse.
Fordomsfuldheden på trosfeltet er så udpræget, at vi i denne henseende minder om fundamentalisterne i lande, vi normalt nødigt sammenligner os med.
