Læsetid: 5 min.

Vita activa eller dødssyg aktivering

Hannah Arendts politiske-filosofiske hovedværk om menneskets vilkår er endelig kommet på dansk. Og bogen bør blive pligtlæsning for alle aktiveringsfanatikere
20. august 2005

For omkring 10 år siden gjorde ordet aktivering karriere i dagligsproget. Der kom aktiveringsregler og aktiveringsprojekter, ja et helt aktiveringssystem så dagens lys, for nu var det ikke længere velset at være passiv. Og slet ikke hvis man var på offentlig forsørgelse.

Velfærdsstaten blev til en Workfare stat. Politikerne svang sultens pisk over de ledige. Man må yde for at nyde. Men bare truslen om stigmatiserende, fornedrende, udsigtløs og meningsløs aktivering skulle få de ledige ud på arbejdsmarkedet.

Men hvad vil det overhovedet sige at være aktiv? Kan man ikke være aktiv på andre og måske endda mere meningsfulde måder end ved at gå på arbejde? Det spørgsmål foreligger der nu et større filosofisk værk om, som bør blive pligtlæsning for alle aktiveringsfanatikere.

Det er filosoffen Hannah Arendts (1906-1975) filosofiske hovedværk fra 1958 om Menneskets Vilkår, som nu foreligger på dansk i en omhyggelig oversættelse og med en grundig introduktion ved oversætteren og Rune Lykkeberg. Bogen har snart et halvt århundrede på bagen og er i virkeligheden et opgør med industrialismens arbejdssamfund og arbejdsbegreb, som breder sig på bekostning af alle andre aktiviteter, og ikke mindst den aktivitet at gøre noget for og med andre.

Postfordiske samfund

Der er jo siden sket et og andet på arbejdsmarkedet. Vi lever nu i det postfordistiske samfund. Arbejderen er muteret til medarbejder, og det hårde arbejde er blevet til det gode arbejde. I dag arbejder kun de, der er kvalificerede til det. De øvrige, eksempelvis de aktiverede, er bare beskæftigede.

I industrisamfundet arbejdede man hovedløst og mekanisk, og det kunne en maskine faktisk gøre bedre. Hannah Arendt forestiller sig derfor, at automatiseringen vil overflødiggøre arbejderen: "Vi står snart over for muligheden af et arbejdssamfund uden arbejde, dvs. uden den eneste form for aktivitet, som arbejdssamfundet fatter meningen med. Intet kan være mere skæbnesvangert."

Det skæbnesvangre skyldes, at samfundet vil befris for arbejdets byrder, men ikke kender til højere eller mere meningsfulde aktiviteter, for hvis skyld det er værd at vinde denne frihed.

Hvor Hannah Arendt i horisonten af det fuldautomatiserede samfund skimtede det grufulde billede af et arbejdssamfund uden arbejde, fremkalder Workfare staten med det hastigt voksende statsligt finansierede pseudoarbejdsmarked skrækbilledet af arbejde uden et arbejdssamfund eller et samfund af arbejdsløse i fuld beskæftigelse.

Det er derfor ikke i den filosofiske analyse af arbejdet, vi skal finde bogens aktualitet. Det er i den politiske del, som handler om den totalitære stat som en uundgåelig konsekvens af at samfund og stat, økonomi og politik blandes sammen, og staten bare bliver et redskab i hænderne på økonomiske interesser.

Filosofisk antropologi

I Menneskets Vilkår sætter Arendt sig for at finde ud af, hvor det gik galt. Ikke ved at udpege bestemte historiske begivenheder, men ved at filosofere over menneskets grundbetingelser. Der er i virkeligheden tale om filosofisk antropologi, en tænkning over hvad det vil sige at være menneske. Det særlige ved den filosofiske antropologi er, at den bestemmer mennesket ud fra dets plads i verden her og nu, uden at indsætte det i en eller anden fortælling om, hvad menneket engang var og måske igen skal blive. Der er nogle vilkår, vi ikke kan løbe fra, uden at det får de alvorligste konsekvenser. Og det er netop de vilkår, det totalitære herredømme afskærer mennesker fra.

Et grundvilkår er vores natalitet, som oversætteren vælger at fordanske til fødthed, selv om den latinske form har vundet hævd i Arendt-receptionen. At være sat til verden er at være sat til at begynde. Mennesket er en begynder. At handle er at tage initiativ, at begynde. At tænke er at begynde forfra, også med at tænke rammerne for sig selv. I Det Totalitære Herredømme omtales nataliteten som "den menneskelige spontaneitet i almindelighed". Natalitet er den præpolitiske forudsætning for det politiske. Man ødelægger menneskets spontaneitet ved at fjerne det fra verden. Teknologien fjerner os fra verden. Derfor begynder bogen med en omtale af den første russiske sputnik, som viser, at jorden opleves som et fængsel, vi ønsker at flygte fra.

Menneskets Vilkår, som i den tyske udgave kom til at hedde Vita activa, handler om det aktive liv og forfægter den tese, at aktivitet ikke er det samme som arbejde. Hvis arbejdet sætter alle værdier, reduceres mennesket til det tekniske menneske, til homo laborans eller homo faber, men "i højtudviklede samfund som antikkens Grækenland og Rom blev mennesket opfattet som homo politicus."

Den græske drøm

Arendt er blevet beskyldt for at lide af en nostalgiske drøm om et genfødt Athen, hvor frie mennesker slet ikke arbejder, men udelukkende filosoferer, politiserer og svælger i skønhed. Men den historiske udvikling tvinger os helt tilbage til de gamle grækere, hvis menneskets væsen skal tænkes ud fra andre aktiviteter end arbejde og fremstilling. For Aristoteles er mennesket et politisk dyr, og det er i den politiske sfære, i polis, vi realiserer os som mennesker gennem den aktivitet som hedder handling. At handle (praxis) er finere end at producere (poiesis), for handling gør vi af frihed, og det har en værdi i sig selv, mens vi producerer af nødvendighed.

Mellem os og de gamle grækere har kristendommen skudt sig ind. De kristne sætter for alvor fremmedgørelsen fra verden på programmet, for vi er her jo kun på træk, og haver andetsteds hjemme. Den moderne videnskab fuldender fremmedgørelsen fra verden ved at erstatte verden med subjektets forestilling om verden.

Fra de kristne stammer også billedet af politikeren i rollen som den gode hyrde i spidsen for sin hjord. Det er et infantilt billede, fordi det fremstiller borgerne som magtesløse og bange undersåtter. Det værste er dog det kristne næstekærlighedsfælleskab som er at sammenligne med en flok bådflygtninge, der rykker afstandsløst sammen i passiv venten på udfrielsen og frelsen. I den slags fællesskaber deler man sig ikke efter anskuelser og værdier; man deler skæbne.

Arendt lægger ikke fingrene imellem, når talen falder på de kristne broderskaber og deres efterkommere. Når interessegrupper og broderskaber taler politisk, forsvinder afstanden, for man står vel skulder ved skulder. Men politik opstår, hvor man deler sig efter anskuelser og ikke efter interesser,

Den menneskelige verden er samtalens verden. Men samtalen kræver at man står ansigt til ansigt, og så kræver den en fælles verden at udfolde sig i. Totalitarismen underminerer den fælles verden, hvor individet kan træde frem i sin egenart, og erstatter den med et massesamfund, der overflødiggør det enkelte individ.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu