Læsetid: 4 min.

Viva el Becks!

Verdens mest træfsikre brand har bud nok. Han kan blive, hvor han er; tage til til Italien eller Frankrig - eller også følge med fruen, som for tiden kigger energisk på huse i Hollywood. Det hele giver mening - og markedsandele
5. januar 2007

Han har fire børn, kone med spiseforstyrrelser og struttende plasticbryster. Han er bonkammerat med Tom Cruise, Catie Holmes og Elton John. Han har forsikret sin krop for over en milliard. Til gengæld er han bænkevarmer i Fabio Capellos 'nye Real Madrid'. I skrivende stund har han ikke meldt ud, om han forlænger sin kontrakt med den spanske kongeklub, eller om han vælger at flytte til nye grønsværer. Den 31-årige eks-landsholdsanfører, der stadig henter tre-cifrede millionbeløb hjem årligt alene på udseendet og stadig er et af verdens mest træfsikre brands, har ellers bud nok. Måske bliver det italienske Inter, som er på udkig efter en afløser for den aldrende Luis Figo. Måske bliver det franske Marseille, som angiveligt vil sælge stortalentet - Zidanes arvtager - Franck Ribery. Eller måske bliver det LA Galaxy, der ejes af underholdningsfyrsten Phillip Anschutz. Så kan fruen lufte botox-balderne i hjertet af Hollywood. Navnet er David Beckham.

Som sædvanlig er transfervinduet åbent i januar måned. Klummeskribenter og sladderspaltesnedkere har travlt på rygtebørsen. Beckham har kontrakt til sommeren 2007, hvilket betyder, at han lige nu frit kan forhandle med andre klubber. Real Madrid har tilbudt 'El Becks' forlængelse til 2009. Samme sted, samme deal. Halvdelen af reklameindtægterne går til David, mens Ramón Calderon & Co. snupper den anden halvdel. Senest har Inter lokket med højere løn og federe udenomssalærer. Rygterne fortæller dog, at det ikke bare handler om økonomi. Englænderen vil nemlig også gerne spille fodbold.

Det kan han i Los Angeles. Det er logisk, at Beckham skal over there. Tag nu den såkaldte Designated Player Rule, også kaldet The Beckham Rule. Reglen betyder, at amerikanske fodboldklubber har lov til at hyre én spiller, som sprænger lønloftet. Med Beckham på det californiske hold vil fodbold i USA få en gevaldig saltvandsindsprøjtning på niveau med Lance Armstrongs revitalisering af cykelsporten.

En levendegjort drøm

Sidste år åbnede Beckham The David Beckham Academy i LA Galaxy's faciliteter. Med i investeringen er Anschutz Entertainment Group (AEG), ejet af Phillip Anschutz, som i øvrigt også er den stolte indehaver af Millennium Dome, der tilfældigvis huser The David Beckham London Academy. Alex Ferguson lærte David alt om fodbold og holdånd. Nu er det Anschutz's tur til at lære David alt om oplevelsesøkonomi.

Da David ægtede Victoria i 1998, levendegjorde parret en engelsk drøm, som gav genlyd over hele verden. Historien var ikke ny, men den var til gengæld aldrig blevet eksponeret så kraftigt før. Det var en dobbelt Askepot-historie. Alle kan vinde uanset herkomst. Den eneste vej ud af de triste forstæder - David er fra Leytonstone, og dér regner det altid - er et liv som fodboldstjerne eller popidol. The Becks fik begge dele, aviserne fik deres forsider, og Beckham erhvervede sig retten til at redefinere maskuliniteten via sit nye Victoria-inspirerede look som en parfumeret ekspedient fra en GUCCI-butik.

Sådan lyder Matilde Graulund og Timme Bisgaard Munks analyse i essayet SMS-Beckham&. De to kommunikationseksperter anfører videre, at Beckham blev træt af at ligne en posh puddelhund med hårbånd og fletninger. Måske var hans hede sms-eventyr med den tidligere assistent Rebecca Loos et drengerøvsagtigt forsøg på at generobre de værdier, som fru Beckham havde kidnappet fra ham. Målet kunne være mindre hårbånd, familiefar og posh. Metoden kunne være flere fotomodeller og mere beskidt sex. Man under ham det næsten.

Eller også tager vi fejl. Måske er Loos-affæren endnu ét af Victorias små kneb. Beckhams skifte til Real Madrid i sommeren 2003 satte verden og ikke mindst pressen på den anden ende. Men efter et stykke tid dalede blusset. Det blev hverdag i medierne.

Så kom sms-utroskaben hen over marts-april 2004, og pludselig var David og Victoria på alles læber og smurt ud over alle slags forsider. Det var, som man siger i USA, et publicity stunt. Nu kunne familien Beckham (læs: Victoria) køre på med en dobbelt strategi. Først og fremmest skulle der ruskes op i den slunkne omtale og skabes nye markedsandele. Planen lykkedes. El Becks var ud over det hele. Dernæst skulle medierne brødfødes med historien om det skibbrudne, men ærlige par, som nu måtte okse med at få ægteskabet på ret køl igen. Gav den første historie saftige billeder, så gav den næste til gengæld sentimentale ditto.

Et stenkast fra vennerne

Hele affæren var meget 'katolsk'. I den forstand passede historien godt til både de spanske og engelske læsere. Beckham angrede og bad om syndsforladelse i ét væk. Samtidig havde hans synd bestemt ikke været kedelig. Det havde været sjovt, så længe det varede, men nu skulle præsten (det vil sige medierne) helst give grønt lys for den ægteskabelige fremtid. Og til fodboldfansene forsikrede Beckham, at "fra nu af er det kun mine støvler, der taler!"

Det franske chateau, hvor parret valgte at trække sig tilbage for at slikke sårene, tilsyneladende langt væk fra pressens sultne blikke, var tilpas fjernt og velbevogtet. Men stedet havde også fine transportmuligheder. Med bil og med tog, lige til døren, kunne paparazzi'erne knipse løs og håbe på billedet af en Beckham-familie ved en skillevej.

Fremme ved nutiden, to år senere, kigger Victoria på huse i LA. Hun er specielt begejstret for et, der ligger et stenkast fra vennerne Tom Cruise og Katie Holmes. Og hun plejer at få sin vilje. Spiseforstyrrelser og struttende plasticbryster kan nemlig også tale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu