Læsetid: 3 min.

VK afviser resultatløn

Socialdemokraterne og integrationseksperter ønsker resultatløn til chefer, der vil ansætte indvandrere i statens tjeneste. Det afviser regeringen
17. juni 2005

Regeringen skal stramme gevaldigt op, hvis den skal nå sin egen målsætning om, at andelen af indvandrere blandt statens personale skal op på på fire procent i 2007. Tal fra Finansministeriets personalestyrelse viser nemlig, at integrationen i statsligt regi er stået i stampe, mens den siddende regering har været ved roret. I løbet af de seneste tre år er det kun lykkedes at hæve antallet med 0,1 procent, så det nu ligger på 2,3 procent, og det skuffer flere integrationseksperter. Formanden for Integrationsrådet i København, Hikmat Hussein, mener, at regeringen taler for meget og handler for lidt.

"Hvis målet skal nås, er man nødt til at sætte handling bag ordene. Udviklingen er indtil nu ikke gået i den rigtige retning, og der er mange uudnyttede ressourcer blandt de etniske minoriteter. En del af løsningen kunne være af belønne chefer i staten, der ønsker at prioritere området," siger han.

Den holdning deles af Hanna Ziadeh, der fra 2000 - 2002 var ansat som kampagneleder i Finansministeriet, hvor han havde til opgave at få flere efterkommere inden for i de statslige gemakker.

"Vi havde stor succes, og i løbet af det første år fik vi ansat næsten tusind indvandrere i staten. Men den nye regering nedlagde kampagnen, for der var ikke politisk opbakning til den," siger Hanna Ziadeh.

Han har ikke meget til overs for regeringens nye målsætning, som han kalder 'vinduespudseri'.

"Hvordan kan jeg tro på en målsætning, som de selv aborterede? Det er jo gået helt i stå. Hvis man virkelig vil opnå resultater, skal man indføre en resultatløn til chefer i staten. Arbejdsgiverne skal vide, at det koster noget, hvis man ikke gør en indsats," siger Hanna Ziadeh, der blandt andet holder kurser for Kriminalforsorgen med henblik på at skaffe flere indvandrer i job.

Han mener desuden, at staten skal monitorere ansøgninger og derigennem finde ud af, hvor mange indvandrere, der kommer til samtale i staten.

Socialdemokraterne, der i disse dage forhandler integrationsudspil med regeringen, har fremsat forslag om resultatløn til cheferne i det offentlige.

Bedre rekruttering

Formanden for Foreningen Nydansker, Torben Møller-Hansen, er enig i, at der skal konkrete initiativer til, hvis regeringen skal nå sit mål.

"Man er nødt til at se på, hvordan man kan påvirke rekrutteringen. Der er langt bedre adgang til information og flere gode eksempler rundt om på virksomhederne end for få år siden. Den dybe tallerken er opfundet, nu skal vi bare sprede den viden," siger han.

Selv om der er gode udenlandske erfaringer med resultatløn til statsansatte chefer, der bidrager til ansættelsen af indvandrere, så er Torben Møller-Hansen ikke helt overbevist om, at det er vejen frem her til lands.

"Det afhænger af kulturen i virksomheden. Andre minoriteter vil jo med fuld ret hævde, at man også burde sikre dem en bedre adgang til ansættelser i den statslige sektor," siger han.

Kvalifikationer først

Det socialdemokratiske udspil afvises af Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen.

"Jeg går ind for, at der i videste muligt udstræknig skal ansættes etnikere, men vi skal ikke bygge et systen op, som kan forhindre, at man ser på de fornødne kvalifikationer. Vi skal undersøge, hvorfor det indtil nu ikke er gået fremad, som vi kunne ønske. Hvis det handler om manglende kvalifikationer blandt ansøgerne, så har jeg en formodning om, at man må gøre mere for at oplyse om det," siger Irene Simonsen.

Kontorchef i Personalestyrelsens arbejdsmarkedspolitiske kontor, Lone Retoft, oplyser, at Finansministeriet efter sommerferien vil ansætte tre integrationskonsulenter, der blandt andet skal markedsføre nye stillinger, hvor en del af arbejdstiden bruges på uddannelse.

"Vi er desuden begyndt at se på nyansættelser, hvor vi er kommet op på fem procent i løbet af det sidste år, derfor er vi optimistiske. Det store tal er tungt at rykke, men der sker en del på elevområdet, hvor andelen nu er oppe på ti procent," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her