Læsetid: 2 min.

VK ønsker bredt velfærdsforlig

Regeringen stiler mod et bredt forlig om velfærdsreformer med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen
21. januar 2006

Regeringen ønsker en bred politisk aftale om velfærdsreformer, som omfatter Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fredag efter regeringens syvende af ni møder med Globaliseringsrådet på Havreholm Slot nær Hornbæk.

"Vi sigter på at få en meget bred aftale om en velfærdsreform. Vi sigter klart efter, at Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale er med i en aftale. Det er dét, vi gerne vil. Så må vi se til den tid, hvem der kan og vil, men det er regeringens klare hensigt," sagde statsministeren.

Han ville ikke kommentere, om regeringens udspil til februar vil skyde efterlønsalderen fra 60 til 62 år og folkepensionsalderen fra 65 til 67 år, som Dansk Folkeparti for nylig foreslog. Regeringen ønsker, at danskerne trækker sig gradvis senere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det vil være et "centralt punkt" i udspillet, fastslog Fogh, som fandt det "klogt og rigtig set" af Dansk Folkeparti at spille ud nu.

"På nuværende tidspunkt vil vi ikke forholde os til enkeltheder i andre partiers forslag. Regeringen kommer med sit udspil i slutningen af februar, men vi hilser det i høj grad velkommen, at Dansk Folkeparti er kommet med sit udspil. Vi synes, at det er et spændende udspil. Efter vores opfattelse er det et klart signal om, at der nu er en fair chance for at få en meget bred aftale her i foråret om en langsigtet velfærdsreform," sagde Anders Fogh. Han ville ikke udelukke, at regeringens udspil både omfatter velfærdsreformer, livslang uddannelse efter trepartsforhandlinger med arbejdsgivere og lønmodtagere samt Globaliseringsrådets arbejde med at skabe flere danske job.

"Når vi venter til slutningen af februar, er det netop, fordi vi vil afvente afslutningen af andre arbejder - med arbejdsmarkedets parter om voksen- og efteruddannelse og i øvrigt også har afsluttet møderækken i Globaliseringsrådet. Det er, fordi regeringen ikke vil udelukke, at der i et samlet velfærdsudspil fra regeringen også indgår andre ting - herunder elementer om voksen-efteruddannelse og elementer fra Globaliseringsrådets arbejde," sagde han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her