DANSK FOLKEPARTI excellerer for tiden i offentlige studier af såvel nationens fortid som fremtid. Et udslag af disse bestræbelser er en annoncekampagne i anledning af Schengen-samarbejdet til samdrægtig modernisering af Europas grænseforvaltning.
»Grænsen ligger fast« er overskriften på partiets annonce. Nedenunder optræder det berømte pressefoto af John Christmas Møller, der fra BBC i London taler til danskerne. Dansk Folkeparti hævder i en billedtekst, at den konservative hædersmand og frihedshelt dengang sagde og mente det samme om grænsen, som Dansk Folkeparti mener i dag. Dette er mildt sagt uhæderlig omgang med historien. Christmas Møller udtalte sig i den pågældende anledning efter krigen og mente i modsætning til den senere statsminister Knud Kristensen (V), flere af sine egne partifæller samt en håndfuld nationale chauvinister at der ikke i anledning af Tysklands nederlag i 2. verdenskrig burde ske grænserevisioner til fordel for Danmark, men at grænsen fra 1920 lå fast. Schengen-samarbejdet anfægter ikke de nationale grænser noget sted i Europa ej heller ved Kruså. At hævde noget andet er nå ja: svindel, og folk, der hævder det og tilmed tager Christmas Møller til indtægt for synspunktet, er nå ja: svindlere.
Et andet udslag af Dansk Folkepartis interesse for Danmarks skæbne er en illustreret farvetryksag, som udsendes af partiets ungdomsafdeling, og som er afbildet øverst på denne side. »Danmark i dag« er et billede af tre unge lyshårede mennesker, der er fotograferet med åben pande under nyudsprungne birketræer. »Danmark i morgen« er et billede af et par maskerede personer med elefanthuer, rødt pandebånd, i blodbesudlede lagner og med hævede koranbøger i blodige hænder. Teksten nedenunder fastslår: »Det er, hvad et multietnisk samfund byder os« Og hvad mener Dansk Folkepartis Ungdom så, et multietnisk samfund byder os: »Massevoldtægter. Grov vold. Utryghed. Tvangsægteskaber. Kvindeundertrykkelse. Bandekriminalitet.« Og altså blodbesudlede unge med koranen i blodige hænder.
Tryksagen, som partiets ledende folk nægter at tage afstand fra, endsige trække tilbage, har foranlediget en nutidig hædersmand, Arne Melchior fra CD, til at foretage politianmeldelse mod et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti for racistisk virksomhed. Må retten stå ham bi!
NU KAN man så blive bekræftet i, hvad man måske nok havde en anelse om i forvejen med hensyn til Dansk Folkeparti og støtter. Partiets snævre og forsnævrede intellektuelle elite i skikkelse af præsterne Krarup og Langballe, der tilmed er partiets folketingskandidater, har heller ikke indtil nu taget afstand fra disse to kampagner: den svindelagtige med Christmas Møller og den svindelagtige og svinagtige om nutiden og fremtiden. Heller ikke dét skuffer jo ærligt talt en forhærdet sjæl i kirketiden.
Hvad langt vigtigere er, har Dansk Folkepartis ledere hermed klart demonstreret partiets totale uegnethed som parlamentarisk grundlag for noget som helst. Med andre ord: hvornår får vi en udmelding fra Anders Fogh Rasmussen, hvor oppositionslederen, som man ifølge V-propagandaen ved, hvor man har, tager skarpt og uigenkaldeligt afstand fra at medregne Dansk Folkepartis mandater som grundlag for en VK-regering? Hvornår kommer der bare et lille kvæk fra Venstre?
Og hvornår rejser det Konservative Folkepartis svar på alle overtrådte fartgrænser, formand Bendt Bendtsen sig i al sin fynske magt og vælde og alene på baggrund af misbruget af partiets helgenskikkelse afviser Dansk Folkeparti som en parlamentarisk mulighed i et civiliseret samfund?
Jamen, hallo, er der nogen hjemme hos de konservative og Venstre! Dette her er alvor. Her er jo ikke tale om lidt tilfældigt plat og svindel og politisk svineri for begyndere, men ideologisk kalkulerede, planlagte udfald, hvor enhver anstændighed over for danske mennesker i fortid, nutid og fremtid sættes til side for partipolitisk vinding på den lavest tænkelige fællesnævner.
Og når proppen nu er af, kan CDs Peter Duetoft også godt oppe sig og støtte Melchior eller vække partiformandinden. CD kan da ikke være i bare nærheden af en statsministerkandidat, der ikke utvetydigt tager afstand fra lodret uhæderlighed og inderlig menneskeforagt. Og hvad med ham den skinhellige Sjursen fra de kristelige. Var det ikke også en idé for denne kristne stridsmand at omtænke landets fremtidige parlamentariske muligheder og lukke af for det varme vand, så længe Fogh Rasmussen ikke har sagt
nixen-bixen til Pia Kjærsgaards forhåbninger om
indflydelse under nogen form?
De nævnte behøver ikke svare, men handle, så
ingen behøver misforstå noget om et eventuelt fremtidigt forhåbentligt teoretisk parlamentarisk grundlag.
