Læsetid: 4 min.

Vogt dig, Nissen!

17. juni 2002

DET FORTALTES i sin tid, at da den nuværende
generaldirektør for Danmarks Radio, Christian S. Nissen, som ny direktør for Nationalmuseet havde fyret en lang række medarbejdere som led i et sparekrav, ja, så ville han bagefter ud at grave. Kilden til denne satirisk anlagte historie om hin dynamiske DJØF over alle DJØF’er fortalte i samme åndedrag om sin betænkelighed, da han senere hørte, at Nissen skulle være direktør for Rigshospitalet!
På det sted i samfundet satte Nissen som bekendt også sine spor. Den dag i dag identificeres disse af kritikere som forklaring på væsentlige træk i hospitalets kroniske problemer.
Institutionen blev med andre ord – dette er i det mindste den ofte gentagne påstand på stedet – ikke bedre som hospital betragtet, men fik en ny struktur, Nissens.
Som bekendt har den energiske mand nu i snart flere år været generaldirektør for landets vigtigste medievirksomhed, hvis opgave det jo blandt andet er at levere radio- og tv-udsendelser til nationen. Vel at mærke udsendelser på et sådant kvalitativt niveau, at dette kan berettige borgernes ikke ubetydelige licensbetaling for produkterne.
Aktuelt trues virkeligheden i konstruktionen – vel at mærke uden for DR-ledelsens ansvar og indflydelse – af det nye medieforlig. Dette er dog ikke et rigtigt forlig, men Brian Mikkelsen og hans flertals determinerede bestræbelse på grundigt og endeligt at fladtrampe en i borgerlige kredse besynderligt forhadt, men i forvejen vaklende mediekultur. Kulturministerens idé om en programpolitiserende partipolitisk bestyrelse med dominans af det til enhver tid herskende flertal – først og fremmest hans eget – er i sig selv en gyser.
Kun folk som den gamle socialpopulistdemokrat Ole Hyltoft med forstanden deponeret i Dansk Folkeparti kan heri finde alsidigheden, kvalitetsgarantien og visdommen.

Ingen andre bør undervurdere dette anslags alvor. Kulturminister Mikkelsen ser på denne baggrund ud til at ville sikre sig en plads i dansk mediehistorie som den kulturminister, der indførte den direkte politiske indflydelse på programmerne i public service, på deres retning såvel som indhold.
Hvad næsten værre er, så leverer institutionens ledelse med Nissen i front selv resten af begrundelsen for i en ikke så fjern fremtid at henvise tænksomme borgere til at sætte et stort spørgsmålstegn ved betimeligheden af at opretholde og licensfinansiere den gamle medievirksomhed. Det sker ved generaldirektørens bestandige insisteren på bimedialitet. Bimedialitet er ikke, som det kunne lyde, en øjenlidelse man kan få ordnet hos optikeren, men et mediefagligt begreb.
I den angivne forbindelse kan det ikke desto mindre sammenlignes med en synsforstyrrelse, et sansebedrag, en illusion af de farlige for fremtiden. En bimedial struktur vil sige, at medarbejderne i DR fremover konsekvent skal producere til begge medier, radio og fjernsyn. Ja vel egentlig til tre medier, idet nettet også skal tilgodeses.
Men først og fremmest radio og tv. Når en medarbejder i Radioavisen har leveret et indslag i mikrofonen dér, skal den pågældende vende sig mod kameraet og give den én gang til i billedet. Helst skal medarbejderen holde mikrofon og kamera selv og
redigere historien. Et af generaldirektørens andre
påfund bag skrivebordet er jo at skære teknikken bort.

Nissen har med stor forkærlighed sørget for at ansætte underchefer, hvis egen baggrund i aktiv omgang med radioens og tvs praktiske redskaber er begrænset. Gennemførelsen af det bimediale projekt bliver sagt på en anden, mere direkte måde en demonstration af stram arbejdsdisciplin frem for en opvisning i faglig nødvendighed, endsige forsvarlighed. Ved siden af det journalistiske eller anden programmæssig branchebestemmelse er radio nemlig et fag, ligesom tv er et fag.
Begge retninger kræver sin egen specielle faglighed og/eller kunstneriske stillingtagen, og det er få beskåret at rumme begge. Virtuos eller blot tilfredsstillende beherskelse af hvert medie for sig fordrer uddannelse – en side af sagen DR synes at forsømme i den grad, at resultatet for fagfolk efterhånden er pinagtigt hørbart og synligt. Sådan noget ordner Nissen og hans lederteam først og helst med strukturpapirer, skyer af intetsigende ord i en art nysprog DR har specialiseret sig i, og en ny bygning med et åbent landskab indeni.

DR-MEDARBEJDERNE ser imidlertid nu ud til at have fået nok af mosten. I et brev til ledelsen, ’et nødråb’, har de protesteret mod et stadig voksende arbejdspres, der ikke mindst går ud over pladshundene i udlandet, korrespondenterne. Disse forventes at levere uafbrudt til en overambitiøs nyhedstjeneste. Og som sædvanlig bevares medarbejderhenvendelsen med et managementnummer: Medarbejderne har ikke forstået, hvad fremtiden går ud på; det skal nok komme, bare de gør som far og Lisbeth Knudsen siger og ikke misforstår mere.
Men ikke alene er generel bimedialitet en skidt idé fostret af en skrivebordsgeneralstab, det er tillige rovdrift på en i øvrigt påfaldende arbejdsom medarbejderskare, hvis faglige selvrespekt trues. Og det i en tid hvor Nissen har brug for nogen at stå sammen med. Pas nu lidt på, mand!

mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu