For Dagur Kári er det en cirkel, der sluttes, når han i morgen præsenterer sin nye, danske film, Voksne mennesker, i Cannes. Den islandske instruktør, der er uddannet på Den Danske Filmskole, er født i Côte d'Azur-området, og efter festivalen har han tænkt sig at holde lidt ferie og besøge sit fødested.
I det hele taget betyder rødder meget for den 31-årige instruktør, der lavede sin første spillefilm, Nói albinói (2003), på Island.
"Det var vigtigt for mig at etablere, hvor jeg kommer fra," siger han, da vi mødes en eftermiddag i en biograf i det indre København.
"Så jeg ikke bliver taget for at være en dansk instruktør, når jeg laver en film i Danmark."
Man kan også godt sige, at hans film handler om rødder - i hvert fald om mennesker, der flakker rundt i udkanten af samfundet og søger efter et eller andet uden at være helt sikre på, hvad dét er.
Titelpersonen i Nói albinói er en intelligent, utilpasset teenagedreng, der drømmer om fjerne himmelstrøg.
Daniel, hovedpersonen i Voksne mennesker, kunne være Nóis storebror. Han tjener sorte penge på at graffitimale på bestilling, men har ikke noget fast sted at bo, sjældent penge til benzin til sin ramponerede bil, ingen bankkonto og et lettere anstrengt forhold til både sin bedrevidende far og de sociale myndigheder.
Godard
Men da Daniel, der spilles af Jacob Cedergren, møder den unge Franc (Tillie Scott Pedersen) - egentlig hedder hun Francesca - og de to forelsker sig i hinanden, må han erkende, at han måske er nødt til at tage sig sammen.
- Hvor kommer historien fra?
"Nói albinói har en meget lang forhistorie. Jeg opfandt karakteren, da jeg var 16-17 år, på et tidspunkt, hvor jeg ikke engang vidste, at jeg ville lave film. Og jeg havde brygget på historien i 10 år, da filmen endelig blev lavet. Denne gang havde jeg lyst til at lave noget andet, og jeg ville prøve at bruge den energi, der kan være i bare at begynde med et hvidt stykke papir. Jeg havde også altid skrevet alene, og nu havde jeg lyst til at prøve at skrive med en anden. Så jeg skrev sammen med Rune Schjøtt, og vores metode var aldrig tænke på en historie, kun arbejde med ideer, som vi kastede frem og tilbage."
"Hans ideer fødte nye ideer hos mig og så videre. Det var en slags godartet kræft, der bare vokser, og til sidst er der en historie. Men vi prøvede at udskyde det så længe som muligt at tænke i historier eller overordnet struktur og prøvede ligesom at lave en film, hvor vi kunne have det sjovt med processen."
- En af filmens kvaliteter er netop, at den er så løs, næsten henkastet i sin visuelle og fortællemæssige stil.
"Jeg havde lyst til at lave en film, hvor man tillader sig en vis nonchalance. Alle mine yndlingsfilm er imperfekte. Det giver noget liv. Det fuldkomne er på en måde også fuldkommen uinteressant, fordi der er ikke noget menneskeligt berøringspunkt. Det er gennem imperfektionen, at man kan identificere sig med ting. Jeg prøvede ligesom at dyrke det."
- Hvad er det for yndlingsfilm?
"I den her sammenhæng er det oplagt at snakke om Masculin, féminin (1966) af Godard, fordi det var nærmest udgangspunktet. Hver gang jeg laver film, starter jeg med at vise min fotograf den film. Vi ender altid med at lave noget helt andet, men nu havde jeg lyst til at tage det lidt mere bogstaveligt og stå ved min inspiration."
- Hvorfor er den film så god?
"Den har en rå energi og er fuldstændig nonchalant, samtidig med at den er stilfuld. Den har nogle fantastiske scener, og så kommer der lange passager, som er dybt kedelige. Den holder ikke hele vejen igennem, men når den lyser, så er den virkelig god."
- Viste du også skuespillerne 'Masculin, féminin'?
"Nej. Jeg viste den til manuskriptforfatteren og fotografen, Manuel Alberto Claro. Jeg overvejede, om jeg skulle vise den til skuespillerne, men besluttede mig for ikke at gøre det. Vi skulle ikke kopiere noget, vi skulle ud og lave vores eget, og derfor syntes jeg, at det var farligt at have et fuldstændig konkret udgangspunkt. Jeg holdt det hemmeligt for de andre."
- Hvad er Daniel for et menneske?
"Daniel er en person, som både Rune og jeg kender fra vores omkredskreds, den type menneske. Det er nok også lidt typisk for vores generation, at der er nogle, som slet ikke er en del af samfundet. De har lavet deres egen boble, som fungerer udmærket fra den ene dag til den anden, men de tager ikke ansvar eller deltager på nogen måde i samfundet. Det er til en vis grad charmerende, synes jeg, men man kan ikke lade være med at tænke, 'hvornår slutter det? Hvor længe kan man blive ved at stå på skateboard?' Det var udgangspunktet. Og så lavede vi hans ven morfar (Nicolas Bro) som hans modstykke, én, som kun følger reglerne og gør alting, som det skal gøres."
- Han tager det næsten alt for bogstaveligt.
"Filmen handler meget om ansvar og lyst. Hvis man er ansvarsløs, så er der stor plads til lysten. Så kan man gøre alt, hvad man har lyst til. Men hvis man tager ansvar, så udelukker det tit lysten, fordi man gør det, man bør gøre - ikke det, man har lyst til. Voksne mennesker handler om, hvordan man finder en balance i det. Det at blive voksen handler om at finde den balance."
- Daniel og Nói er vel to sider af samme person.
"Det er efterhånden lidt af et mønster, at mine hovedkarakterer er umulige som hovedkarakterer, fordi definitionen på en hovedkarakter er et menneske, som har et projekt, et mål, som han gerne vil nå, og så handler filmen om de forhindringer, der kommer på vejen og det, han lærer af det. I begge mine film er der to hovedpersoner, som ikke har noget mål eller nogen vilje."
- Er der selvbiografiske elementer i Nói og Daniel?
"Mine karakterer er meget selvbiografiske i forhold til min fantasi, men måske det stik modsatte af, hvad jeg er i virkeligheden. Nói gør nogle af de ting, som jeg selv fantaserede om at gøre af kedsomhed i skolen. Men man opfører sig jo pænt, og jeg udlever det så i stedet igennem Nói."
Et filmisk univers
- Begge film synes at argumentere for, at der trods alt også skal være plads til at leve uden for de rammer, vi proppes ind i fra fødslen.
"Det synes jeg, at der skal. Det handler også om film. Der skal være mulighed for at se en film, der foregår i en lidt anden virkelighed, end den vi kender. Det er det, jeg tilstræber, at skabe et filmisk univers, som i og for sig er realistisk, men ikke rigtig tilhører vores virkelighed. Et univers, som kun findes i den film."
- Er det derfor, at du har optaget 'Voksne mennesker' i sort/hvid?
"Der var mange grunde. Men en af grundene var et ønske om at dyrke min kærlighed til Masculin Féminin mere åbenlyst end tidligere. Det var også for at fremhæve, at Daniel opererer på en anden frekvens end omgivelserne. Hvis filmen var i farver, ville man få en fornemmelse af, at han var en del af virkeligheden. Men ved at lave det i sort/hvid, er det, som om, synes jeg, at det fremhæver den boble, han har skabt for sig selv. Jeg havde desuden lyst til, at filmen skulle foregå her og nu og samtidig have et nostalgisk præg. Den effekt giver sort/hvid."
- Havde du friheden til at gøre, hvad du ville?
"Det var selvfølgelig lidt utjekket fra vores side, at vi... et eller andet sted tænkte jeg hele tiden, at filmen skulle være sort/hvid, men jeg nærmest glemte at nævne det over for investorerne. Så da det kom frem, var det et kæmpe chok for alle, og jeg tror, at alle var meget... i hvert fald meget nervøse over for det. Det var ikke nemt at trumfe igennem, men derfor bliver man også grebet af det og insisterer. Vi lavede tests på farve og sort/hvid, og for mig var det åbenlyst, at det at lave denne film i farver ville være dybt forkert."
I Island er alting nyt
"I filmens kontekst kunne jeg nærmest ikke forstå, at man kunne lave den i farver, det ville være fuldstændig modbydeligt, syntes jeg. Selvfølgelig skal man ikke bare gøre det af en eller anden arty-farty grund. Jeg havde en klar følelse af, at det var det rigtige på denne film."
- Du siger, at du har haft ideen til Nói i mange år, før du lavede filmen om ham. Hvornår fandt du ud af, at film skulle være mediet?
"Det var nok i gymnasieårene, hvor jeg havde fundet på karakteren og bryggede på en masse ideer og historier omkring ham. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle skrive en novelle eller lave en tegneserie. Jeg havde mange interesser."
"Jeg skrev ret meget og lavede musik og tog billeder og havde enormt svært ved at isolere én ting og sige, at 'det her vil jeg dyrke, så jeg ligesom bliver god til et eller andet.' Men så faldt det mig ind, at jeg ved at lave film kunne holde alle boldene i gang."
- Er der forskel på at lave film i Danmark og i Island?
"Danmark har jo verdens ældste filmindustri, og Island har en af de yngste. Den første islandske spillefilm blev lavet i 1978. I Island er der ikke nogen traditioner, og hver gang man laver en film, så er det den første film på en eller anden måde. Hvis man laver en gyserfilm, bliver det den første islandske gyserfilm. Hvis man laver en film i cinemascope, så bliver det den første islandske film i cinemascope. Alting er stadigvæk nyt."
"Man er nødt til at droppe at være realistisk, fordi hvis man sætter sig ned og er realistisk omkring tingene, så kommer man ikke videre, fordi i så lille et land skal det teoretisk ikke kunne lade sig gøre at lave en film. Men alle siger bare, at nu gør vi det. Det er det stik modsatte i Danmark. Her har man jo mulighed for at være meget realistisk. Det er lidt ligesom forskellen på at spille i et rockband og symfoniorkester, på godt og ondt. Hvis man spiller i et rockband, kan man nogle gange savne en vis form for organisation. Hvis man spiller i et symfoniorkester, kan man godt savne, at det er et element af rock og rul."
'Voksne mennesker' har premiere i dag, se anmeldelsen på denne side
Filmen er udtaget til Cannes i den såkaldte Un Certain Regard-serie og bliver vist for første i morgen
