Læsetid: 10 min.

Jeg blev voksen en uge før jeg fyldte ni

2. december 2005

Inge Eriksen er flyttet fra sit hus i Tranum til Enighedslund i Aalborg, et stilrent, modernistisk boligkompleks fra 1938, bygget af "Kooperative Arkitekter og Ivar Bentsen".
"Et af Aalborgs stiligste byggerier," kommenterer hun det selv.
Lejligheden er fuld af lys, bygningerne har gennemgående altaner med glaskarnapper, og Inge Eriksens vægge er ganske svagt lyserøde og danner en fin baggrund for billeder. Der er luft, lys og udsigt ud over Aalborg almene kirkegård. Inge Eriksens mødrende bedsteforældre, hendes mor og moster ligger der – "og resterne af det, de påstod var min far."
"Der skal jeg selv ligge," siger hun.
Inge Eriksens far var modstandsmand, jeg spørger til hans skæbne, og hvad den har betydet for hende selv.
"Krigsårene og min fars skæbne vil altid være hos mig," svarer hun. Inge Eriksens far døde i februar 1945 i en arbejdskolonne i Hamburg havn, på Dessauer Ufer. Han faldt om af et hjerteslag, 35 år gammel. "Jeg har ikke fundet svaret på alle de uforklarlige, vanskelige ting," siger hun. "Vi har altid troet, at han døde i Neuengamme. Det var min bror, der fandt ud af, hvad der virkelig var sket."
"Jeg ved ikke hvorfor, men det var et chok at få det at vide, som jeg ikke har overvundet endnu. Man skulle tro, det var lige meget, om han døde af tyfus i Neuengamme eller af hjertestop i Hamburg. Men det er det ikke. Det er som om, han dør en gang til," siger Inge Eriksen, der fyldte ni år en uge efter at faderen belv arresteret.
"Danmark havde været lidt bedre, hvis han havde levet," siger hun eftertænksomt.

Hun snakker om måden at dø på, fortæller om et besøg i Dachau, hvor det i høj grad var de kølige beregninger over lejrens drift, der chokerede hende: "Jeg ved godt, at de mennesker, der havde med lejrene at gøre, ikke havde råd til at forestille sig, at hvert eneste tal repræsenterede et menneske – selv kan vi jo ikke engang forestille os det, når vi hører om ofrene for jordskælvet i Pakistan eller tsunamien. Men jeg er forfatter, jeg tænker i mennesker. Hvert eneste menneske, du ser i bussen eller S-toget er sig og har sin egen skæbne – hvis de altså har det. Ikke alle har en skæbne."
Apropos skæbne spørger jeg: Hvad har været det mest betydningsfulde i dit liv?
"Sådan noget kan man ikke svare på, det ved du også godt!" svarer Inge Eriksen. "Det betydningsfulde er et sammenfiltret garnnøgle. Jeg er et meget horisontalt menneske, det er derfor jeg er anarkist, vi sideordner i stedet for at gå ind for hakkeorden. Men hvis jeg skal prøve at filtre noget ud, er vi nødt til at serialisere, fordi sproget er lineært."

"Min fars død har haft indflydelse på hele mit liv, men som de fleste kvinder nok vil sige, så er også det at få et barn noget mirakuløst. Og for en gammel kone som mig at se sit barnebarn for første gang. Selv om vi godt ved, hvordan det er lavet," griner hun.
"Det er på en måde det samme, som når man sår gulerødder. Man lægger disse små frø i jorden og op vokser en stor, orange bamse. Ikke for at drage unødigt hårtrukne paralleller, men ud af fru Eriksens mave kommer der et barn, og op af gulerodsfrøet vokser der en gulerod," griner Inge Eriksen og tilføjer, at hun foretrækker den parallel frem for kartofler, "fordi gulerodsfrøet er så lille."
"Du kan forklare det hele, og på det allersidste, uforklarlige stykke sker der et mirakel."
– I din seneste roman, 'En kvinde med hat', taler du om en uforklarlig rest i mennesker?
"Ja, og det er jo noget underligt noget. Det er ikke moderne at have en rest, alt er jo forklaret i vore dage. Gab!"
– Du er dog også inde på, at det netop er denne rest, der får folk til at opsøge religiøse oplevelser?
"Det er ikke mit problem, hvad diverse religiøse institutioner forsøger at monopolisere. Men 'resten' er der som en sten i skoen, der gnaver, en forstyrrelse."
– Noget, der skal forløses?
"Næh, det gør egentlig ikke noget, at den gnaver. En gang imellem prøver jeg at pille den ud for at se, hvad det er for noget – men mine romaner er ikke slørede selvbiografier!" afbryder Inge Eriksen sig selv, "de er fiktion!"
– Når jeg trækker frem, at du skriver om en rest, er det ikke for at læse din roman selvbiografisk, men for at konstatere, at du må have en erfaring om det, som du lader indgå i romanen.
"Personerne har deres eget liv, som man må respektere. Personerne melder sig også selv. Der kommer en person, som vil skrives, dét er en 'rest', jeg ikke kan forklare. Hvor kommer den person fra? Hvad de bærer på, må man så finde ud af efterhånden."
– Har du et kvindeideal?
"Ja, min gamle tante Caja. Hun var hustru og moder, selv om hun var konservatorieuddannet pianist, og hun var en ægte victorianer med klare principper og moral. Hun havde Aalborgs smukkeste ankler, selv i sin høje alderdom, hun var en kropdue med et stort hoved og gik altid med paryk og hat, pyntet op med slør og roser. Hun levede op til alle sine egne forskrifter, hun var ingen hykler!"
"Et eksempel på hendes retlinethed var, da min bror og jeg introducerede familien for jazz. Det blev køligt modtaget, jazz var 'negermusik'."
"Så gik der mange år, og da jeg på et tidspunkt i begyndelsen af 1960'erne, hvor jeg midlertidigt arbejdede i en omstilling, fik jeg besøg af tante Caja, der med nød og næppe kunne få anbragt sit kropduekorpus med barm og hat i mit lille bur. Hun konverserede, som om vi sad ved tebordet, og så sagde hun det, som viser hendes victorianske råstyrke: Ja, Inge Marie, vi var jo forbeholdne, da du og din bror introducerede os for jazzen, men nu har jeg lyttet til den – der var en ugentlig udsendelse i radioen hver torsdag aften med Erik Wiedemann og John Jørgensen – og jeg må erkende, at du og din bror havde ret. Jazz er umådeligt interessant."
– Jeg spørger, fordi dit forfatterskab er fuldt af fantastiske kvinder, der beskæftiger sig med usædvanlige ting. Optræder der nogetsteds i dine bøger en pige, der gerne vil være børnehavelærerinde eller social- og sundhedsassistent?
"Næh, for det har jeg intet forhold til."
– Ida Francesca i 'En kvinde med hat' er vild med at lave cykler! Hvorfor nu det?
"De fag, ingen lægger mærke til, interesserer mig. Det interesserer mig at fortælle noget, vi ikke forventer."
– Er det en slags kvindepolitisk statement, at kvinderne i dine bøger altid foretager sig noget usædvanligt?
"Sådan tænker jeg det ikke. Jeg tænker på alle de professioner, der skal til for at holde et samfund i gang, det interesserer mig at trække nogle professioner frem og få dem sat i sprog. Ida Francesca er for eksempel byplanlægger og sidder i en scene i bogen og kigger ned til i et vejarbejde-hul, ned til kloakkerne. Og bliver fuldkommen betaget!"

"Det er noget meget vigtigt," insisterer Inge Eriksen og fortæller om en af sine bekendte, en bosnisk flygtning, Natasja, der bor i Brovst og kommer fra Banja Luka: "Hun er udlært skomager, men her i Danmark er hun blevet udlært som maler," siger hun og tilføjer: "Det er hende, der har malet væggene i min lejlighed."
Natasja spiller også kvindefodbold, fortæller Inge Eriksen og fortsætter med andre usædvanlige kvindebeskæftigelser i sin righoldige bekendtskabskreds, så man hurtigt overbevises om, at fru Eriksen blot beskriver livet, sådan som hun selv oplever det.
"Natasjas mand er slagter," oplyser hun til overflod. "Det er de ydmyge professioner, der interesserer mig, ikke fordi jeg er romantiker, men fordi det er let nok at forstå systemkritiske intellektuelle, der kæmper for demokratiet, hvorimod dem, der er på modtagersiden af demokratiet, og som skal overkomme meget mere end en konservatorieuddannet fløjtespiller, ingen opmærksomhed får. Derfor er det interessant at skrive om dem, der helt af sig selv bryder mønstret, de usynlige oprørere."
– Er du selv sådan en?
"Jeg er klart en mønsterbryder, jeg er uddannet folkeskolelærer og har i halvandet år undervist i Gladsaxe. Og det var jeg meget glad for."
– Hvorfor holdt du så op?
"Fordi jeg skulle til at skrive romaner, selvfølgelig!" svarer Inge Eriksen med henrivende logik. Hvor dum kan jeg være?
"Jeg begyndte meget sent, jeg blev 41 en måned efter, at Victoria og verdensrevolutionen var udkommet."

"Men fra jeg var 18 år vidste jeg, at jeg ville skrive romaner," fortsætter hun. "Jeg kan huske, jeg boede til leje på et lille hummer, hvor jeg sad i vindueskarmen og spillede klarinet og drømte om at blive forfatter. Men jeg tænkte, at jeg ikke havde livserfaring nok endnu."
– Det var dog meget klogt tænkt af en 18-årig!
"Jeg er meget klog. Jeg blev voksen en uge før jeg fyldte ni år!"
– Når man blive voksen så tidligt, er der så ikke nogle lag i en selv, der aldrig bliver det, som ikke har fået lov til at udvikle sig?
"Det er så moderne med den facile opfattelse, at man ikke må slå sit indre barn ihjel. Men selv er jeg rimeligt irriteret på mit indre barn."
– Sker det ikke, at det tager magten fra dig?
"Nej, egentlig ikke. Men nu, hvor jeg er blevet gammel, er det, som om barnet vender tilbage, at jeg bliver barn igen på det helt elementære plan: Mad, søvn, at børste tænder … den slags. Det er meget konkret, og ikke noget jeg overhovedet lagde mærke til, dengang jeg var barn."
På den måde er det heller ikke sig selv som barn, Inge Eriksen genfinder, siger hun – "det er snarere 'barnet' som sådan, 'barnets ide.' Det, jeg møder, er faktisk et barn, jeg aldrig har kendt!"
"At blive gammel er en kunstform, det er ikke nemt. De opskrifter, man kender, kan ikke bruges. Men det, der langsomt dukker op af de indre tåger, er en barnebevidsthed, der kan være en forfinelse af det at blive gammel. Det er lidt sjovt at iagttage."
"På en eller anden måde er jeg skruet forkert sammen, jeg oplever tingene baglæns. Først skriver jeg det, så lever jeg det bagefter," konstaterer hun og eksemplificerer:
"Når man skriver en bog, betyder det, at man er sammen med de mennesker, man har kreeret i meget lang tid. Allerede, da jeg havde skrevet Victoria og verdensrevolutionen, bemærkede min søn, at jeg bagefter havde overtaget blokke af sprog og måder at udrykke sig på fra mine personer. I En kvinde med hat flytter min hovedperson til Enighedslund i Aalborg, halvvejs mellem sit ægteskabs bopæl i Hasseris og barndommens gade."
"Et par måneder efter, at jeg har afleveret manuskriptet, og det står klart, at jeg skal flytte fra Tranum, siger en fætter: 'Prøv Enighedslund', og tre måneder efter har jeg en lejlighed her!"

"Når man har det som jeg, er man exceptionelt varsom med at skrive om selvmord."
– Er du bange for selv at komme til at begå selvmord, hvis du skriver om det?
"Jeg er ikke overtroisk, men der er nogle energier i fiktion, der er svære at forklare, man lever i den fiktion, man har skabt, romanens logik kommer først."
"Og selvmordet er en permanent følgesvend, når man som jeg hader virkeligheden."
– Er det ikke mest den politiske virkelighed, du hader?
"Det bliver jo værre og værre, for faen! Hvem faen kan elske virkeligheden? En mand som præsident Bush er jo hinsides kendte kategorier, han repræsenterer en skamløshed, der får ens tænder til at klirre!"
"Når jeg er i mit eget lille fuglebur, så er mit personlige liv da godt, de sidste 10-15 år har endda været de bedste. Derfor vil jeg også bruge resten af mit liv på det samme, som jeg gør nu, der er ingen anden fremtid. Jeg har det, jeg vil have, jeg vil skrive romaner og tænke over, hvad det er, vi skal have levet ud."
"Jeg er meget langsom til at forstå, hvad problemet egentlig er. Efter Anden Verdenskrig, efter Holocaust, efter Bosnien, hvad er det så, der skal leves ud i fortsatte krige? Også det svar er ligesom et garnnøgle, sammenfiltret af mange aspekter og tilskyndelser."
– Døden er også begyndt at spille en større rolle i dine romaner?
"Døden er meget nærværende, jeg tænker meget på døden. Jeg har aftalt med min søn, at hvis det bliver sådan, at man skal ligge med slanger ind alle mulige steder, så tager han med mig til Holland til en selvmordsklinik. Men måske bliver det ikke sådan. Min ven, guldsmed Bent Exner, siger: Bare rolig, sådan nogle som os, vi går i ét hug!"
"Imidlertid har jeg har skrevet testamente og sikret mit litterære bo. Jeg har jo en søn og et barnebarn, man må opføre sig ansvarligt, så de ikke står tilbage med ét stort rod. Her var min flytning en anledning til at få ryddet op. Selv om man synes, den kjole er dejlig, så er hofterne blevet for brede og barmen sunket ned, og man kommer aldrig til at gå med den igen. Så må den ud!"
- Du har en meget praktisk måde at omgås døden på?
"Livet består også af hverdage, de kan være en byrde, men det kan også få tingene til at hænge sammen, at man skal lave kaffe."
"Nu skriver jeg ikke længere romaner hele tiden, men først når jeg er parat. Jeg går længe med det."
Inge Eriksen venter på tegn, siger hun.
"På samme måde som en selvmorder leder efter tegn. Tegn på, at det er det, man skal gøre. Jeg gør dog ikke selv noget for at finde dem. Jeg ved ikke, hvad jeg kigger efter, men når det begynder at køre, så er de der."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu