Læsetid: 3 min.

Voksende psykisk pres på offentligt ansatte

De 640.000 ansatte i kommuner og amter føler sig pressede af strukturreform og produktivitets-tænkning, oplyser forbund og psykologer
29. august 2005

Forandringens vinde blæser med en sådan kraft ind over amtsgårde, byparker og ho-spitaler, at en del ansatte har svært ved at holde sig oprejst. Et voksende antal kommunalt ansatte døjer med psykiske problemer, oplyser forbund og psykologer. Kommunalreform og forældede ledelses-former får skylden.

Ifølge en rundspørge foretaget af ugebrevet A4 mener 16 ud af 33 adspurgte tillidsrepræsentanter fra amter og kommuner, at kommunalreformen har haft eller vil få en negativ effekt på det psykiske arbejdsmiljø. En undersøgelser foretaget af fagforeningen for jurister og økonomer, DJØF, viste tidligere på året, at tre ud af fire medlemmer i amterne mener, at strukturreformen påvirker arbejdsmiljøet "negativt eller meget negativt."

Direktøren for Center for Stress, psykolog Jeanett Bonnichsen, siger:

"Vi får et stigende antal henvendelser fra offenligt ansatte. De lider af stress-symptomer og anfører årsager som uvished om fremtiden, nedskæringer, øget arbejdspres og mangel på respekt for deres faglighed."

De dårlige vibrationer opleves lige nu særligt i skatte-kontorer. Medarbejdere herfra er en slags forsøgskaniner på kommunalreformen, idet skatteområdet centraliseres fra 1. november i år, mens hele reformen først træder i kraft 1. januar 2007. Cirka 4.000 skatte-medarbejdere skal indtage nye kontorstole 1. november.

"Vi får et voksende antal henvendelser fra folk på skatteområdet, som signalerer usikkerhed, fordi de ikke ved, hvor de geografisk skal arbejde, hvem der skal være deres chef, og hvad jobindholdet bliver," siger Steffen Schmidt, som er konsulent i reformsekretariatet hos DJØF.

En DJØF-undersøgelse viser, at hver tredje af deres medlemmer i amter og kommuner overvejer i høj eller nogen grad at skifte job som følge af kommunalreformen.

Hjemmehjælpere går ned

Ud over den uvished, som kommunalreformen giver kommunalt ansatte, så føler mange af dem sig i forvejen presset af nye ledelses-former og strammere økonomi. Hjemmehjælpere og sundhedsassistenter på sygehusene er hårdt ramt ifølge Tage Christensen, som er faglig sekretær i social- og sundhedsafdelingen under fagforbundet FOA i Storkøbenhavn.

"Stort set alle de henvendelser vi får fra sikkerheds- og tillidsrepræsentanter drejer sig om stress, mobning og andre problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Hver måned får vi henvendelser fra hele afdelinger på sundhedsområdet, som psykisk er gået ned med flaget," siger Tage Christensen.

Antallet af anmeldte, psykiske arbejdsskader på sygehuse blandt FOA-medlemmer voksede fra 1998 til 2003 med 56 procent. Tallet for hjemmehælpere og assistenter på voksen-institutioner var 101 procent.

"Mens vi har fået nedbragt antallet af fysiske arbejdsskader på sundhedsområdet, tyder intet på, at vi siden 2003 har fået bremset væksten i psykiske skader," siger Tage Christensen.

Regne-drenge

Både Tage Christensen og den erfarne arbejdspsykolog Einar B. Baldursson, som er lektor ved Aalborg Universitet, mener, at øget fokus på produktivitet i det offentlige har en bagside.

"Det offentlige bliver mere og mere gennemsyret en produktions-tankegang. Eksempelvis på sygehusene, hvor den tidligere lægefaglige ledelse er blevet erstattet af økonomer og andre regnedrenge. De tror, at de med deres beregninger ikke alene kan foretage prioriteringer mellem f.eks. operationer af hjertepatienter, men at de også kan bruge deres lommeregnere til at lave operationerne med," siger Baldursson ironisk.

Psykolog Bonnichsen siger:

"Jeg får flere sygeplejersker i konsultation, der føler sig som brikker i ledelsens matadorspil, og som oplever, at de ikke bliver respekteret for deres faglige indsigt. Den slags virker demotiverende og kan give psykiske problemer."

Bonnichsen spår, at når der næste år for alvor kommer skub i kommunalreformen, så vil der komme en bølge af offentligt ansatte med psykiske problemer. Seniorforsker Vilhelm Borg fra Arbejdsmiljøinstituttet siger:

"Vi ved fra undersøgelser i Sverige, at større, organisatoriske omlægninger kan give psykiske problemer og f.eks. mere langtids-sygefravær. Da der ikke er nogen systematisk arbejdsmiljø-indsats i forbindelse med kommunalreformen, kan man frygte, at flere ansatte vil lide psykisk overlast."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her