Læsetid: 4 min.

De voksne er borte

7. oktober 1996

AK, VI VIL så gerne have nogen at sætte vor lid til. Det gælder privat såvel som i det offentlige liv.

Angsten er gammel den
lugter af barndom den
har ingen genstand
vækkes af blikke og ord og
af pludselig støj

Sådan skriver Tove Ditlevsen i en digtsamling fra 1969. Det, der kan dulme, er tilliden til, at de voksne nok skal redde os. Og når vi selv er blevet så gamle, at vi kan kalde os voksne, er længslen rettet mod dem, der virkelig er det. Dem, der har overblikket, erfaringen, kløgten og modet til at handle rigtigt - så alt vender sig til det bedste. Tove Ditlevsen har da også kaldt digtsamlingen De voksne.
I mere end mands minde har det været Det radikale Venstres - også selvpåtagne - rolle at være de voksne i dansk politik: Det parti, der udnyttede sin parlamentariske nøgleposition til at holde de andre (eller i hvert fald nok til et flertal med dem) på fornuftens faste grund: Ingen ideologiske herresving her. Ansvarlighed, om vi må bede!
Det var de radikale, der styrede kongeriget frelst gennem første verdenskrig. Det var de radikale, der holdt Stauning i frakkeskøderne, så han ikke blev revet med af sine egne hedsporer. Et cetera, et cetera. I Poul Schlüters firkløverår, når Venstre stillede skingre krav, kunne man trøste sig med, at "det måtte Schlüter jo tale med Niels Helveg om". Og en venskabelig samtale over bridgebordet sikrede, at det hele sådan nogenlunde gik, som det skulle. En tilsvarende rolle var så åbenbart den, man måtte forvente af de radikale i Nyrup-regeringen.
Men et eller andet er gået skævt. Måske er forklaringen den, at de radikale af dyb indre trang er gift med magten og har været det så længe, at forholdet er blevet et udslidt gammelt jernbryllup.
Det store aktuelle svigt af radikale idealer er partiets accept af Nyrups undtagelsestilstands-forslag om "forbud mod ophold i bestemte ejendomme". Hasteproceduren er hovedløs, bestemmelserne problematiske i forhold til grundlov og menneskerettigheder, og virkningen - ifølge en række sagkyndige - snarere den modsatte af den tilsigtede. Den galaj var de radikale aldrig gået på, mens Bernhard Baunsgaard var retspolitisk ordfører. Nu forklarer gruppeformand Jørgen Estrup til Politiken i torsdags de radikales stilling til det principielt betænkelige således: "Jo, men vi har i masser af år brugt særlove i Folketinget." Hvad er det for efterfølgelsesværdige fortilfælde, Estrup har i tankerne? Særloven om Ørestaden? Tvind? Mon ikke det fhv. retssikkerhedsparti par excellence bør overveje, om det vil gøre den form for lovgivning til folkestyrets faste praksis?
Om den konkrete udformning og fremgangsmåde ved lex Rocker siger den radikale retspolitiske ordfører Bjørn Elmquist til Ekstra Bladet fredag: "Vi har fået det, som vi vil have det." Denne vedståelse af faderskabet - til en skifting - er hermed ført til protokols for dette blads læsere.

MEN FANEFLUGTEN fra de retspolitiske idealer er ikke det eneste radikale svigt. Tjek selv:
Kulturpolitikken. Her kunne de radikale inden for regeringen udgøre en modvægt til Jytte Hildens solitære personlighedskult. Men nej.
Natur- og miljøpolitikken. Her hviler hele ansvaret for en offensiv regeringsholdning på Svend Aukens
højtragende, men ensomme skuldre. De radikale bar den første naturfredningslov igennem i 1916 og var helt op til midten af 1980'erne de pådrivende i arbejdet for naturbeskyttelse. Men partiet synes efter Lone Dybkjærs lykkeløse år som miljøminister at have udviklet en håndskyhed over for vilde roser. Det artsbe-slægtede, en frygtløs bilkritisk trafikpolitik, har de radikale sat på førtidspension sammen med Jens Bilgrav-Nielsen.
Og det internationalistiske, europæisk vidtskuende udsyn, der var Brandes-radikalismens idé, hvor er det blevet af? I sidste nummer af medlemsbladet Radikal Politik er Europa-parlamentarikeren Lone Dybkjær citeret for på partiets landmøde at være kommet med, hvad bladet kalder "et fyndigt indlæg imod Nej-sigerne". Fyndighederne lød ifølge bladets gengivelse således: "Lad os ikke betingelsesløst sige ja, men heller ikke bevidstløst blive i Nej-sigerne. Lad os være med til at præge den europæiske udvikling. Politik er også at ville, kunne og turde være med til at sætte en dagsorden."
Fyndigt eller ej, hvad er, for pokker, så den radikale dagsorden for Europa? Sig det! En nagende mistanke hvisker, at det radikale parti er så lammet af EU-splid, at de tvende indre grupperingers dagsorden går på at forhindre den modsatte i at sætte sin. Og at Lone Dybkjær i sit Europa-arbejde er lige så isoleret i forhold til sit parti som John Iversen var det i forhold til sit forhenværende ditto.
Tilbage bliver så "den ansvarlige økonomiske politik", personificeret i Marianne Jelveds stramme formaninger til population og partnere. Men er den sag solo nok til at give et radikalt venstre dets eksistensberettigelse? Mon ikke de andre bærende partier har annammet det barberbladssnævre danske spillerum i det indre markeds politisk-økonomiske realiteter? Således at vi med Tove Ditlevsen kan konstatere:

Før var
det godt
at vågne
og vide
man kun
havde drømt.
Nu bor man
inde i drømmen
og ved det
er virkelighed
at alle
de voksne er borte
og aldrig
kommer hjem.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her