Læsetid: 5 min.

De voksne synger

Liza Minelli besidder hverken fordums stemmepragt eller fysiske smidighed, hvilket dog ikke forhindrede hende i at levere et gennemført førsteklasses show af Guds nåde
26. april 2007

61-årige Liza Minelli er indbegrebet af old school amerikansk showbiz på så mange måder, at man skulle tro, hun på det nærmeste var urørlig. Og at dømme efter det stående bifald, der mødte hende i et kendis-pakket Tivoli tirsdag aften, er det vel heller ikke helt ude i hampen; fra Prins Henrik til Lisbet Dahl, fra Isabella Kristensen til Sanne Salomonsen, fra Keld & Hilda til Susse Wold & Bent Mejding var de rige og de berømte mødt op for at hylde et showbiz-koryfæ og - nok lige så vigtigt - en overlever af Guds nåde.

For sikkert er det, at stemmen ikke er, hvad den har været, hverken i det høje eller det lave register. På samme måde som de mange års benhårde misbrug, de talrige ægteskaber (og skilsmisser) og det generelt hårde liv, Minelli har levet, har efterladt sine spor i såvel hendes ansigt som hendes krop. Engang en mesterdanser bliver det i dag mest til små trin på stedet og så hendes varemærke, en uforbeholden rækken armene ud mod publikum.

På samme måde som hendes filmkarriere peakede i årene 1972 til 1981, og hendes sidste hitalbum var det Pet Shop Boys-producerede Results fra 1989. Det hele lugter langt væk af has been, og onde tunger kunne måske finde på at påstå, at Minelli i årevis har bortødet sit kæmpetalent.

Men men men - trods denne negative indgang til tingene er det ikke til at komme uden om, at hendes show tirsdag fungerede perfekt på alle planer, bortset fra den tekniske detalje, at lyden på hendes vokal på intet tidspunkt nåede det optimale. En minikatastrofe set i lyset af, hvor vigtige teksterne i hendes tilfælde generelt er. Når hun brænder så stærkt og klart igennem, trods alle påstande om hende som forhenværende, skyldes det blandt andet, at hun trods såvel film- som pladekarriere er indbegrebet af en natklub- og scenetradition, vi slet ikke har herhjemme.

Hun debuterede som sådan i 1965, og det er som scenekunstner, hendes særlige talenter folder sig bedst ud. Først og fremmest fordi hun nærmest gennemlyses indefra af stjernekvalitet, det er umuligt at holde øjnene fra denne på mange måder lidet elegante skabning, der da også krukker rigeligt med en art den-grimme-ælling-persona - uden at man på noget tidspunkt bliver træt af den, hvor den hos mindre karismatiske personligheder hurtigt kunne blive en klods om benet.

Saft og kraft

Thi først og sidst besidder Minelli en sådan kraft og saft i den måde, hun præsenterer det generelt førsteklasses materiale, hun diverterer med, at man egentlig blæser på, hvorvidt hun stemmemæssigt forløser de to sange, der mere end nogen er synonyme med hende: titelnumrene fra to af 1970'ernes mest substantielle (om end indbyrdes meget forskellige) musicals: Bob Fosses rystende gode Cabaret (1972) - Minelli opfattes af mange som synonym med sin rolle deri som dansepigen Sally Bowles, og hun har da også siden holdt fast i den karakteristiske 20'er-korthårsfrisure og de ekstreme øjenvipper derfra - og Martin Scorseses skammeligt underkendte New York, New York fra 1977 (og selv om Frank Sinatra gjorde, hvad han kunne, for at gøre sangen til sin, tilhører den nu altså Minelli).

For vi kender på den ene side sangene så godt, at vi snildt kan digte/synge med, når solistens register ikke helt rakte, og på den anden arbejder hun sig med stort held rundt om sine begrænsninger ved for eksempel at gå ned i toneleje, hvor hun tidligere ville være gået op.

Med sit 12 mand store og sublime orkester i ryggen brugte hun showets første del til at demonstrere såvel bredden som dybden af både repertoire og kunnen - om end hun især i den første halve time var oppe mod en så dårlig vokallyd, at i hvert fald denne signatur følte trang til at protestere.

Med balladen Our Love Is Here To Stay begyndte hun at finde formen, men det faldt først seriøst på plads, da hun gav et af de numre, der ikke blev plads til i filmudgaven af Cabaret (men den er så fast bestanddel af teaterudgaven), værtinden Fräulein Schneiders fatalistiske So What?

Første halvdels højdepunkt var og blev dog hendes kongeniale tolkning af Charles Aznavours isnende analyse af vaneægteskabets inerti, You've Let Yourself Go, som Minelli-kendere garanteret vil huske fra hendes fænomenalt populære TV-koncert, Liza with a Z, der som lp-plade i starten af 70'erne blev hendes største sællert overhovedet. Men her gav årenes slid mere end mening, og den iskoldt perceptive tekst fik i hvert fald blodet i Deres udsendtes årer til at fryse til is.

Tryk på

Andet sæt kom så til at handle om - eller formede sig som en lang hyldest til - især hendes gudmor, den legendariske sanger, natklub-entertainer, børnebogsforfatter, musikarrangør og skuespiller Kay Thompson, der efter Minellis eget udsagn reddede hendes røv, da hendes mor - den måske største og mest feterede musicalstjerne af dem alle - Judy Garland, stillede silketøflerne i 1969, kun 47 år gammel. Som sin datter (om end måske i endnu højere grad!) blev Garland offer for sine indre dæmoner, hvad ægteskabet med Minellis fader, den efter sigende både besindige og blide mestermusicalinstruktør Vincente Minelli, desværre ikke formåede at ændre på.

Det formede sig som et vellykket og dynamisk forsøg på at genskabe Thompsons legendariske natklubshows fra de sene 1940'ere (som Minelli oplevede som to-årig, påstod hun!) i selskab med de fire Williams Brothers (der så var til stede i velfungerende kopier), hvilket åbnede for en sand syndflod af top-underholdende anekdoter - fortalt på den der særligt åndeløse Minelli-facon - om et alt andet lige helt fantastisk liv med første parket til skabelsen af nogle af den amerikanske filmmusicals højdepunkter; jeg mener, Kay Thompson er hendes gudmor og Ira Gershwin hendes gudfar, for fucks sake!!

Det var helt fantastisk at se Minelli daske rundt og pjatte mellem numrene, komme med små bemærkninger til publikum, drikke vand i litervis og tørre sved af panden i en uendelighed, for så fem sekunder før hun kastede sig ud i et nyt nummer, fysisk at transformere sig og træde i karakter i en sådan grad, at showet alene af den grund burde have været obligatorisk for skuespilelever. Et klimaks i andet sæt var hendes genskabelse af Kay Thompsons slagnummer fra hendes glansrolle i Funny Face - hvor hun som én af meget, meget få faktisk formåede at blæse Fred Astaire af lærredet! - Clap Yo' Hands. Kors, der var tryk på. I det hele taget er det længe siden, Prins Henrik og jeg er blevet underholdt så godt, og man kunne med en H.C.-parafrase godt finde på at udbryde et "se - dét var en koncert!"

Liza Minelli, Tivolis Koncertsal, Kbh., tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu