Læsetid: 4 min.

Volden er dæmpet lidt i Bagdad, men...

Efter seks uger viser USA's forsøg på at dæmpe oprøret i hovedstaden tegn på succes. Men på landsplan er dødelig vold i Irak stadig massiv
2. april 2007

BAGDAD - Amerikanske militærchefer i Irak har beskyldt oprørere for at benytte børn som selvmordsbombere og gennemføre giftgasangreb i et forsøg på at underminere den månedgamle sikkerheds'bølge' i Bagdad og i Anbar-provinsen.

Stramningerne i hovedstaden får æren for en voldsom nedgang i antallet af civile ofre de seneste uger, selv om antallet af angreb har været ret konstant.

Men en opgørelse viser alligevel, at antallet af civile dødsofre steg med 13 procent i marts sammenlignet med den foregående måned. 1861 civile irakere mistede livet som følge af politisk vold i marts, mens antallet af dræbte civile i februar var 1645.

"Der er kampvogne og Humvees på hvert eneste gadehjørne," fortæller en uafhængig observatør i Bagdad i sidste uge.

"I forhold til tidligere på året, før stramningerne, ser det ud som om stemningen kan vendes."

Ifølge David Kilcullen, øverste rådgiver på oprørsområdet for general David Petraeus, USA's øverstkommanderende i Irak, har den øgede sikkerhed tvunget selvmordsbombere til at udløse deres bomber ved kontrolposter et godt stykke fra markeder og andre offentlige samlingssteder "og dræbt langt færre personer end tilsigtet, og langt færre end ved tilsvarende angreb sidste år."

Oberst Kilcullen, der er australsk eks-officer i specialstyrkerne tilføjede, at adskillige bomber ikke eksploderede, "hvilket viste, at de bedste bombemagere er forsvundet fra gaderne."

Andre rapporter viser et kraftigt fald i antallet af lig, der smides tilfældige steder i løbet af natten, hvilket indikerer, at stramningerne også begrænser dødspatruljernes aktiviteter.

Antallet af civile ofre i Bagdad toppede i slutningen af sidste år, og var stadig højt i januar. Men at opretholde de flotte tal med fortsat fald i antallet blev afbrudt torsdag, da to selvmordsbombere sprængte sig selv i luften på et marked i det hovedsageligt shiamuslimske område Shaab og dræbte 152 mennesker.

Selv om anti-oprørsfolk peger på at selvmordsbomberne på grund af øgede sikkerhedsforanstaltninger i stigende grad tvinges til at angribe deres mål til fods og ikke i køretøjer, og at det aldrig vil være muligt at forhindre alle bomber, indtil man har vundet befolkninge gennem yderligere indsats, er dette dramatiske tab af liv stadig et tilbageskridt. Fredag dræbte en bilbombe fem mennesker uden for Sadrayn-hospitalet omkring Sadr, shiaernes højborg i Bagdad.

Indtil videre har folkene bag stramningerne været i stand til at føre en kurs mellem mistænksomme shiaer og sunnier. Operationen indledtes med hårde kampe i Doura, et sunni-domineret område i byens sydlige del, efterfulgt af sammenstød i det blandede Haifa Street-område. Tidligere på måneden rykkede amerikanske og irakiske styrker ind i Sadr City i Bagdad uden at møde modstand fra den yderligtgående shia-præst Mowtada al-Sadrs Mehdi-hær. Men de har stadig ansvaret for at bevise at de kan forhindre angreb fra sunni-oprørere.

Fredag gav Nasser al-Rubaie, talsmand i parlamentet for Sadrs blok, afgørende støtte til operationen, idet han sagde at "der er intet alternativ, bortset fra anarki."

Børn som bombevåben

Men de som forsøger at fremprovokere netop anarki, slår igen. Stramningerne i Bagdad flytter volden til andre områder, og i sidste uge indrømmede de amerikanske styrker at selvmords- og bilbomber over hele Irak er steget med 30 procent siden operationen begyndte.

Al-qaeda i Irak anklages for at være involveret i en bølge af bombninger omkring Ramadi og Fallujah, bl.a. med klorgas, og en talsmand for Pentagon, generalmajor Michael Barbero, pegede på to nylige selvmordsangreb udført af børn. Ved et af dem fik en bil lov til at passere en kontrolpost, fordi der sad to små børn på bagsædet. Angriberne efterlod senere bilen, der efterfølgende sprang i luften med de to børn.

For nylig forfulgte en irakisk politieskorte et mistænkeligt køretøj i Anbar-provinsen. Da den passerede en 12-årig dreng på cykel, eksploderede en bombe i hans rygsæk.

"Disse handlinger - brugen af giftgas og børn som våben er uacceptable i ethvert civiliseret samfund og viser denne fjendes sande vanærende karakter," sagde Barbero. Oberst Kilcullen fastholder at angreb fra sunnier mod deres egne samfund, deriblandt den første brug af giftgas i Irak siden Saddam Hussein dræbte tusindvis af kurdere i Halbja i 1988, viser "en utrolig desperation."

Men general Petraeus og hans rådgivere understreger at deres strategi - de sidste ekstra styrker ankommer først i slutningen af juni - vil tage tid at gennemføre, måske år, inden man ser resultater. Præsident George Bushs plagede administration i Washington behøver voldsomme succesoplevelser længe før det.

Nyhedsudsendelserne viser dagligt raketangreb på den formodet sikre 'grønne zone' i Bagdad, og daglige massedrab fra selvmordsbombere. Mens hovedstaden måske er ved at blive relativt sikrere, ved alle amerikanske seere at slagterierne i Irak fortsætter dagligt.

Senatet og Repræsentanternes Hus i USA har begge stemt for tilbagetrækning næste år som en del af militærbudgettet. Det eneste de nu skal blive enige om, før de sender lovforslaget til Bush, er hvilken måned (forslåededato er august 2008). Scenen er sat for en kamp om hjerte og hjerne i Washington, en kamp, der vil matche enhver kamp i Irak om, hvad der skal ske med de amerikanske landstyrker. Med mindre sikkerhedsoperationen i Bagdad kan redde hr. Bush, får de der står i spidsen for den næppe den tid, de siger, de har brug for.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her