Læsetid: 4 min.

Volmer-Sørensens teater

24. juni 1998

Amager Scenen er gået i betalingsstandsning. Direktøren gennem de seneste to sæsoner, Martin Miehe-Renard, er på vild flugt - sikrede sig allerede et nyt job inden konkursen blev officiel. Fra sin nye og relative sikkerhed skyder han på bestyrelsen for Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab, som ikke har været tilstrækkeligt gavmilde og i hvert fald ikke tilstrækkeligt tålmodige.
Hukommelsen er nok sådan, både hos politikere og teaterfolk (og journalister), at mange her i ophidselsen over endnu et stk. teaterdød har glemt, at dette teater næsten altid har været i krise.
Ved Sejr Volmer-Sørensens død i 1982 gik den daværende bestyrelse for teaterfællesskabet ind med en millionbevilling for at redde teatret fra konkurs. Efterfølgerne - Jørgen Buckhøj, Jan Hertz - var fremme med vesange og klageråb på melodien: Det var nemmere i Volmers tid.
Hvilket kun er rigtigt for så vidt Volmer-Sørensen nok i højere grad nød de lokale kommunal- og amtspolitikeres bevågenhed. Formanden for teaterfællesskabet, Preben Lassen, havde været med til at løbe Amager Scenen i gang og havde ikke behov for at lukke den igen. Og overborgmester Weidekamp, som repræsenterede byen København i teaterfællesskabet, havde stor kærlighed til folkeligt teater og sjove premierer og folk der som han selv betjente sig af store armbevægelser.

Gennem alle årene har det været Volmer-Sørensens vision, der har tegnet teatret: Store, folkelige forestillinger til det brede publikum. Operetter, musicals, farcer, store populære navne.
Og Volmer-Sørensen havde ret i, at der i hvert fald dengang var et publikum til dette repertoire. Scenen blev aldrig noget lokalteater for Amager, men pensionist- og andre klubber kom i store busser for at se muntre forestillinger med de største navne. Ikke et øje var tørt den aften teatrets to stjerner Kaj Løvring og Grete Sønck i en kolonihavekomedie langt om længe fik hinanden. Sommer i Tyrol, Frøken Nitouche, Cabaret - ikke nyskabende, men stor underholdning.
Volmer-Sørensens efterfølgere har frimodigt hævdet, at de fornyede og moderniserede, men det har næsten ikke været til at få øje på. Miehe-Renards store udspil i den netop afsluttede sæson har været en sovekammerfarce med bl.a. Søren Østergaard samt en musicaludgave af Gustav Wieds Livsens Ondskab med Jess Ingerslev i hovedrollen. Ingen af forestillingerne særlig vellykkede. Og måske heller ikke lige hvad teatrets gamle målgruppe har gået efter: Sovekammeret var nok for moralsk, for kysk, for langsomt til at tilfredstille som farce. Og Knagsted-historien var simpelthen for kantet fortalt og med alt for mange vers i alt for ligegyldige standardsange.
Miehe-Renard brokker sig i dag over at den storkøbenhavnske bestyrelse ikke har givet ham tilstrækkelig med tid til at lægge repertoiret om og finde et nyt publikum. Den går ikke, hr. eks-direktør. Miehe-Renard er naturligt og ikke uretfærdigt blevet straffet for forestillinger, der var for forudsigelige, for gammeldags - ikke kunne tiltrække et nyt publikum og ikke var interessante for det gamle.

Spørgsmålet er, om det ikke er arven fra Volmer-Sørensen, der er problemet - om ikke den form for underholdningsteater bliver stadig mere umuligt, fordi andre medier har overtaget dets rolle.
Et par årtier eller tre har der - når det kom til fiktionsunderholdning - været et vist samspil mellem teater, film og tv. Efter tv-monopolbruddet eksisterer denne balance ikke mere. I dag, hvor begge de nationale tv-kanaler har valgt at satse benhårdt på dansksproget underholdning - kan det være svært at få øje på noget, der ligner skyggen af en fremtid for det, som indtil nu har været Amager Scenens repertoire. Det er tv-serier som Taxa, der skaber underholdningsstjerner, ikke teaterscenerne.
Det er ikke i sig selv noget problem, at teatret er placeret i et butikscenter, og slet ikke noget problem, at det ligger på Amager. Mange initiativer har vist, at man kan trække publikum ud til de mærkeligste adresser - hvis det ellers har på fornemmelsen, at der er noget originalt eller skægt at komme efter.
Lad os være ærlige: Der har selv for de underholdningsgrådige de sidste mange år været langt mellem godbidderne på Amager Scenen. Nørrebros Teater og Det ny Teater har under alle omstændigheder de seneste år været i stand til at levere mere effektivt, mere underholdende underholdningsteater end Amager Scenen.
Man kunne give slip og lade Amager Scenen glide i ét med sine omgivelser. Men det er næsten for nemt og i hvert fald for dumt. Amager Scenen er jo som bygning et prægtigt og anderledes teater - den brede scene er en gave og en åbenbaring. Det er jo ikke fordi, Københavnsområdet er teatermæt. Tilstrømningen til den ene store sommerfestival efter den anden med navne, der hverken er genkendelige og udtalelige for det helt store publikum, viser, at der er masser af potentielt publikum. Bare man har noget, der ægger deres nysgerrighed - og tør satse på det.
En indlysende løsning ville være at gøre Amager Scenen til en åben scene - måske med KIT (Københavns Internationale Teater) som ansvarlig. Store turneforestillinger, gæstespil fra landsdelsscenerne og fra udlandet, en enkelt egenproduktion i ny og næ.
Amager Scenens konkurs er den første store udfordring for den ny kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, den ny formand for Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab, Mona Heiberg, og for den ny kulturborgmester i København, Hans Thustrp Hansen. Måske er det ovenikøbet en fordel, at der er kommet nye folk over hele linjen - de er ikke belastet af traditionelle tænkemåder, kan - hvis de tør - tænke helt forfra. Det er svært at forestille sig, at der ikke skulle være en fast scene på Amager, men det behøver ikke være efter Volmer-Sørensens opskrift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her