Læsetid: 4 min.

For han er af vore egne

Der er ingen grund til at hade Robbie Williams. For han er jo bare en af drengene, og det image har han ikke tænkt sig at pille ved. Så længe vi husker at give ham vores udelte opmærksomhed
21. oktober 2006

Da BBC i 2002 havde optalt stemmerne i deres 100 greatest Britons-afstemning, lå Robbie Williams nummer 77 på listen. Da tv-kanalen Channel 4 året efter havde optalt stemmerne i deres 100 worst Britons, lå selv samme mand nummer 17. Jep, manden, der var for stor og umulig til Storbritanniens største boyband, Take That, har brændt sig grundigt fast i den britiske bevidsthed. Og i verdens: Han er Storbritanniens hidtil største musikeksportvare i det 21. århundrede.

Men som vi jo ved fra nogle populære events i Nürnberg i 30'erne og et par præsidentvalg i USA etc., så har folket ikke altid fat i den lange ende, når det kommer til kvalitet - om det så er af politisk eller musikalsk art. Og det anskueliggør hr. Williams måske bedre end nogen anden. Så tag godt imod en mand, hvis image og entertainerkarisma er mange gange større end hans musikalske kvaliteter. Hvem orker overhovedet at skille de størrelser ad, når videoen stadig fungerer upåklageligt som euforiserende blændværk, og koncerter er blevet vor tids bud på massepsykoser i lokal fredstid?

Den 32-årige brites seneste udladning hedder Rudebox. Det er hans sidste album, inden kontrakten med EMI udløber, og det er et album, der følger udtalelser om, at han er dødtræt af musikbranchen, og at han i fremtiden vil lave musik uafhængigt af samme.

Hygge og nostalgi

Og tilsyneladende har hr. Williams besluttet at forlyste sig så meget som muligt på vej ud af det multinationale selskabs favn. For her er masser af intern stjernehygge og drivende nostalgi. Vi får både coverversioner af yndlingssange som Manu Chaos sigøjnerpop-perle 'Bongo Bong & Je Ne T'aime Plus' (der kastreres), Human Leagues kedelige 80'er-ballade 'Louise', Stephen Tin Tin Duffys forglemmelige 'Kiss Me' og så den kinesiske æske 'We're The Pet Shop Boys', hvor Williams sammen med Pet Shop Boys laver en coverversion af My Robot Friends nummer - som Pet Shop Boys også tidligere har genindspillet og denne gang producerer. Her er også en sampling fra rytmeguderne Sly & Robbie, og den britiske knallert- og MySpace-bårne stjerne Lily Allen udlåner street cred komplet med tyggegummi- og rapbobler. Og så rapper Williams også - mere eller mindre ubehjælpsomt.

"Så godt som næsten stivnet i din endelige form," sang C.V. Jørgensen for snart tre årtier siden om en entertainer. Men på overfladen er Williams i bevægelse: Singlen 'Rudebox' er en smart og velfungerende opdatering af electro og hiphop fra 80'erne. 'Viva Life On Mars' er et kækt kryds mellem breakbeats og country og folk. 'Lovelight' er electroclash med 70'er-funkbas. 'Kiss Me' er 80'er-nostalgi et sted mellem Dead or Alives Hi-NRG og Art of Noises samplerdelica. Og verset på 'Keep On' kunne afføde sagsanlæg fra Happy Mondays. Posen bliver altså rystet og iblandet friske bolsjer. Men det hele foregår i et mode-bevidst, velfriseret, ja, velopdragent og dybt uoriginalt mix, som vi for længst har vænnet os til efter halvandet årti overbefolket med samplere, remix-kultur, illegale mash-ups, postmodernitet som mainstream banalitet. Så Rudebox afslører en entertainer, der fortsat må døje med eksportvarens kramper, uhjælpeligt stivnet i, hvad der ligner en endelig form: En mand, som ganske vist kan fremvise nye lånte fjer, men ikke kan skjule sin narcissistiske grundstruktur.

Da Williams blev stjerne i slutningen af 90'erne, var han i perfekt sync med det ny mandebillede, den såkaldte new lad, den ukomplicerede, afvæbnende, charmerende drengerøv, der kunne løbe lige så hurtigt fra ansvar som efter sjov og ballade. En af drengene så at sige. Men tiderne er skiftet, som de nu engang har for vane, og alvoren og kompleksiteten har meldt sig igen. Først kom den metroseksuelle mand på gaden, og nu forventer man af den nyslåede überseksuelle mand, at han udover at præsentere gevær også viser politisk ansvarlighed. Og det forsøger Williams også at tage på sig ganske pletvis på Rudebox. Denne gang kan man høre ord som "With them and us we've made a mess/'Til they decide which God is best/Free yourself from liberation". Så Robbie Williams læser altså også aviser.

Martret romantiker

Men han kigger også stadig i navlen. Dernede hvor han ved, der er stjernestøv og gavflab nok til flere liv og masser af underliv af kvindelig variant; men også en martret romantiker, der virker rådvild over tidens nye krav til manden og over sin egen længsel efter en fast kæreste og i stedet vælger at falde tilbage på en tilsyneladende ukontrollabel nostalgi, som giver sig udslag både i nævnte 80'er-coverversioner og den formentlig selvbiografiske 'The 80's': "The wonder years I've played my part/That's how the 80's broke my heart". Og i den efterfølgende sang 'The 90's' lyder det om bruddet med Take That: "I'm pissed and I'm fucked/And I'm only nineteen/ I can't conform no more". Det profitable, men sikkert også delvist sande billede af en nogenlunde gennemsnitlig fyr fra Stoke-on-Trent fastholdes.

'The 80's' er også et af Rudebox' få rigtig gode numre, mere eller mindre kun matchet af det liderlige titelnummer. Yderpoler i stirrende nostalgi og blind brunst. Og det er jo hamrende trivielt. Så der er ingen grund til som Channel 4's seere at hade charmechatollet Robbie Williams. For han er af vore egne. Og det image har han ikke tænkt sig at pille ved. I hvert fald ikke så længe vi giver ham vores udelte opmærksomhed.

*Robbie Williams: Rudebox (EMI Records/EMI Capitol). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her