Læsetid: 3 min.

Ikke i vores baggård

Den ændrede befolkningssammensætning på Vesterbro får bydelen til at sprække i fugerne. Kravet om at få ekspederet det stigende narkoproblem væk er det seneste eksempel, men kan man klandre forældre for at ønske sikkerhed for deres børn?
13. maj 2005

Den gamle Vesterbro-ånd er forsvundet, efter de unge, velstillede og veluddannede er flyttet ind i de dyre, byfornyede lejligheder, og det giver problemer, når de nye Vesterbro-borgere konfronteres med de sociale problemstillinger, området har stået over for i årtier. Det mener fagfolk og oprindelige beboere.

"Man undrer sig over, at de mennesker, der må forventes at have større overskud, er de første til at sige fra over for de udsatte grupper. Det kan virke som om, de i højere grad bruger deres ressourcer på at søge indflydelse, så problemerne flyttes væk fra området, snarere end at de bliver løst," siger sognepræst i Mariakirken på Istedgade og medlem af Borgerrepræsentationen for SF Jens Larsen.

Diskussionen går i høj grad på narkotikaproblemer. Den 28. april 2005 førstebehandlede Folketinget forslag om opsættelse af 'sundhedsrum', bedre kendt som fixerum, på baggrund af beboerklager fra Vesterbro over de gener, de påføres.

Emnet kom op igen, da Bygge- og Teknikborgmester Søren Pind (V) med udgangspunkt i Vesterbro-beboernes utryghed foreslog, at der indføres narkotest på linje med alkometertest for spritbilister, så politiet kan standse narkomanerne på gaden og give dem 'valget' mellem behandling eller fængsel og derigennem få 'ryddet op' og få misbrugerne væk fra gaden.

Dette forslag skød partifællen socialminister Eva Kjer Hansen dog ned. Hun fandt det på regeringens vegne "absurd", og dermed er sagen - i det mindste for en tid - lagt død politisk.

Stigende uro

Men der er blandt Vesterbros borgere et reelt ønske om, at få gjort noget ved de narkorelaterede problemer. Ifølge såvel beboere og behandlere som politiet er problemerne eskaleret markant over de senere år.

Området omkring Mariakirken på Istedgade er i centrum for debatten. Beboerne ønsker i stigende grad narkomanerne hen, hvor peberet gror.

Det var blandt andet det store stridspunkt ved det sidste menighedsrådsvalg i 2004, hvor narkoproblemerne fik kritikere til at opstille en ny liste for at få nedlagt Mariatjenesten, der siden 1974 - under ledelse af Kirkens Korshær - har tilbudt narkomanerne både et værested og muligheder for at komme i behandling. Holdningen er, at narkomanerne, der hver dag er meget synlige i gadebilledet, skaber utryghed - ikke mindst for børnefamilierne, der konstant skal være på vagt over for brugte kanyler.

Michael Lodberg Olsen fra beboerforeningen Foreningen for Narkoløsninger på Vesterbro mener, at man er nødsaget til at se på lokale løsninger, der medfører forbedrede forhold for både beboere og narkomaner:

"Vesterbro skal vedblive at være en rummelig og tolerant bydel, og vi tror ikke på, at man via hårdere sanktioner opnår andet end at skubbe problemerne videre til andre dele af Storkøbenhavn. Det er der selvfølgelig mange, der ville foretrække, men det er jo ikke holdbart på sigt og løser ikke problemet," siger han.

Forebyggelse er nøglen

Også Københavns Politi har noteret sig, at stemningen og tolerancen i området er ændret.

Chefen for Københavns Politis Narkotikaafdeling, Ole Wagner, har stor forståelse for tilflytternes bekymringer.

"Det er da oplagt, at når man betaler to millioner kroner for en lejlighed, så har man også en berettiget forventning om, at ens barn skal kunne gå sikkert på gaden og lege i gården, uden at der sidder en narkoman og fixer, eller man skal tænke på, om ens barn stikker sig på en brugt kanyle. Det er fuldt forståeligt," siger han.

Samtidig er han enig med Michael Lodberg Olsen i, at øgede straffe ikke i sig selv kan løse problemerne.

Ole Wagner forudser ligeledes, at misbruget blot bliver flyttet til andre områder, hvis man slår hårdt ned på området ved Mariakirken.

"Grundlæggende løser man ikke narkotikaproblemerne med forbud eller straf. Det er i sidste ende kun brugerne, der kan ændre deres situation, og derfor er forebyggelsen og behandlingstilbuddene helt afgørende. Straf og frihedsberøvelse er helt klart nyttige instrumenter i de rigtigt belastede tilfælde, men det ændrer intet ved ondets rod. Der handler det om forebyggelse og de sociale problemer, der i første omgang ligger til grund for misbruget. Og særligt i forhold til forebyggelsesindsatsen mener jeg, vi kan - og bør - sætte langt stærkere ind," siger Ole Wagner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her