Læsetid: 2 min.

Ikke vores bord...

Vi stoler 100 procent på PET, siger et flertal i Indfødsretsudvalget om libaneseren, der kan få et automatgevær, men nægtes et dansk pas
11. juli 2005

"Det virker besynderligt!"

Med små variationer er det reaktionen fra et flertal af politikerne i Folketingets Indfødsret, da Information præsenterer dem for oplysningen om, at den 37-årige libaneser KA, som ifølge PET vurderes som farlig for landets sikkerhed, for tre år som respekteret hjemmeværnsmand har fået udleveret et M 95 automatgevær.

Udleveringen af våbnet er endda sket med politiets godkendelse.

Når Folketingets udvalg for Indfødsret behandler ansøgningerne om dansk indfødsret, modtager de fortrolige oplysninger fra PET om enkelte af ansøgerne.

Den 37-årige libaneser var en ud af i alt otte ansøgere, som PET i marts 2005 advarede mod, fordi de kunne være til fare for Danmarks sikkerhed.

Det næste, politikerne siger, er, at det ikke er deres ansvar, fordi de nøjes med at tage PET's oplysninger til efterretning:

"Jeg har ikke umiddelbart grund til at stille spørgsmål ved PET," siger f.eks. Anne-Marie Meldgaard (S).

"Vi vil ikke anfægte PET's vurderinger," siger Søren Krarup (DF), mens Allan Niebuhr (K) understreger, at Indfødsretsudvalget ikke "sagsbehandler sagerne. Vi tror på PET."

Og Britta Schall Holberg (V) supplerer: "Når PET siger det, har vi kun et at gøre: rette os efter det."

Dernæst henviser politikerne til integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Det er hende, der fremlægger lovforslaget. Men hun er ikke at træffe grundet ferie, oplyser ministeriet.

Kludder hos PET

Så er der PET. De er ikke til at vride en kommentar ud af, selv om noget endda tyder på, at efterretningstjenesten ikke selv har orden i oplysningerne til Indfødsretsudvalget. I hvert fald er den eneste 37-årige mand på den oversigt, som udvalgsmedlemmerne har modtaget, opført som irakisk statsborger, født i Irak.

Det er forkert: "Jeg er libaneser. Jeg har aldrig haft noget med Irak at gøre," siger 37-årige KA til Information. De øvrige tre oplysninger på listen om den 'irakiske' statsborger passer ellers på ham: alder, køn og tidspunkt for dansk opholdstilladelse.

Heller ikke det ønsker et flertallet i Indfødsretsudvalget at forholde sig til: "Vi får de oplysninger, vi får," som Britta Schall Holberg siger.

Som Information tidligere har beskrevet, er PET-oplysningerne til Indfødsretsudvalget klinisk renset for enhver oplysning om, hvorfor de pågældende personer skulle være farlige.

I realiteten er afgørelsen derfor et trosspørgsmål for politikerne: Enten tror vi på PET - eller også træffer vi afgørelser i blinde.

Det er i hvert fald holdningen hos det radikale udvalgsmedlem Simon Ammitzbøl: "Vi må da håbe, at oplysninger fra PET er troværdige i disse tider. Men det er svært at komme videre med: To gange har jeg forsøgt at få ministeren i samråd om det her, to gange har flertallet afvist det," siger han.

Holdningen deles af Jørgen Arbo-Bæhr (EL): "Nu er der kommet to personsager frem, og begge giver grund til at sætte spørgsmålstegn ved PET's vurderinger. I udvalget må vi vide mere om, hvad PET lægger til grund for at henstille, at nogle ansøgere ikke får dansk indfødsret. Og såvel integrations- som justitsministeren må give en redegørelse til udvalget," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her