Læsetid: 7 min.

Vores evindelige selvkritik slider selvet op

Men hvad er mennesket hvis ikke et protesterende dyr? 10 forskere fra seks forskellige universiteter diskuterede over to dage om depression, anoreksi, fedme, præstationsangst og stress er sandheden om vores samfund
14. oktober 2006

Det breder sig, som om det var en ildebrand: Vi er nået dertil, hvor vi kalder fedme og depression for 'epidemier'. Ingen ønsker at være deprimerede eller fede. Og ingen bliver påtvunget fedme eller depression. Og alligevel breder det sig som almindelig skæbne for en masse individualister, der ellers regnes for herre over deres egen tilværelse. De vil helst bo sammen med andre, men alligevel ender de i singletilværelser. Andre vil gerne leve regelmæssigt og sundt og korrekt, men bliver alligevel fanget i usunde afhængigheder. Det er ikke fordi, de ikke ved, det er forkert. De gør det bare alligevel.

Kan man kalde disse individuelle skæbner for 'sociale patologier'.

"Nej," sagde en skaldet mand i brunt jakkesæt nede under jorden torsdag formiddag:

"Er det virkelig en 'patologi' at være single? Er det virkelig en patologi at være det, som Kierkegaard kaldte æstetiker? Det synes jeg ikke, det er."

Så var temaet for konferencen 'Sociale patologier' slået fast og slået ned: 10 forskere fra seks forskelllige universiteter mødtes torsdag og fredag i auditorium D-169 på Dansk Pædagogisk Universitet.

Rummet er formet som et væltet stykke lagkage, der starter i stueetagen og skærer nedad, så forelæserne står omtrent fire meter under jorden foran fire store grønne tavler. Oppe under loftet trænger lyset ind gennem vinduer, der ligner gammeldags skydehuller

Filosoffen Anders Fogh Jensen startede altså klædt i brunt jakkesæt og rødt slips med at sige nej:

"Der er en tendens til at tale om det sociale i medicinske termer, men singleliv er svært at se meningsfuldt som en medicinsk lidelse."

I stedet talte Fogh Jensen om spedalskhed, pest, kolera, gul feber, kopper, malaria og tuberkulose - se, dét var rigtige epidemier.

Depression og forbrug

"Hvad vil jeg? Hvad kan jeg bruge den her oplevelse til? Subjektet kastes tilbage på sig selv", forklarede Rasmus Jonsen fra det, der hed Handelshøjskolen, inden det blev til CBS, i et foredrag om oplevelsesøkonomi og depression. Den depressive føler sig utilstrækkelig, den depressive performer ikke og kan ikke investere sig selv i en oplevelsesøkonomi, hvor man køber en Land Rover, fordi den udstråler 'autoritet og lederskab' eller tøj fra Roskilde Festivalens Orange feelingkollektion, fordi solen skinner, og man bare vil have den fornemmelse af festivalen på kroppen nu. I oplevelsesøkonomien kan velstand ikke sættes ind på en konto, den eksisterer kun i det sprudlende forbrug. Den depressive er oplevelsesforbrugerens modstykke. Jonsen citerede den franske sociolog Alain Ehrenberg, der kalder de mange tilfælde af depression for 'de raske syge':

"Depression er også et samfundsmæssigt problem", sagde Jonsen:

"Den rammer ikke kun 'psykisk syge', men også ganske almindelige mennesker. Det er en 'funktionspatologi'."

Vi kender den depressive motorik: Han eller hun bevæger sig langsomt, stift. Blikket er interesseløst, kroppen er træt, men ikke fysisk udmattet. De fleste kender det efterhånden også fra sig selv.

"Det er et paradoks", sagde arrangør Lars Geer Hammerhøi ud i det velbesøgte auditorium, hvor et par 200 studerende, interesserede og andre kiggede og lyttede interesseret og engageret...

"Vi lever i en tid med frihed til selvrealisering i historisk uhørt grad, og alligevel er de sociale patologier ikke forsvundet."

Der er ifølge Geer Hammerhøj to mulige forklaringer: Enten er vores tilsyneladende frihed en illusion, eller også er den ikke, og så er selve friheden problemet. Straks konkluderede han selv:

"Friheden er reel, og det er problemet."

Det samme i et andet perspektiv sagde konferencens anden arrangør, Rasmus Willig: Vi er formelt frie til at kritisere det samfund, vi lever i. Men i stedet for et tage vores egne afmagtoplevelser og krænkelser og vende udad som offentlig kritik, terroriserer vi os selv ved at vende utilfredsheden indad:

"Kritikken" sagde Willig, mens han læste op fra første udkast til et program for en ny sociologisk teori om kritik: "er blevet selvkritik, og herved er den kritiske bevægelse vendt 180 grader mod selvet."

Det hører med til at være menneske at kritisere. Men den kritik, vi kunne bruge på sammen at reparere de sociale strukturer, bliver nu ifølge Willig vendt som en nedbrydende kraft mod os selv. Vi kan altid gøre det bedre:

"Det er vel derfor heller ikke overraskende, at hele det moderne sygdomskatalog stemmer overens med selvkritikkens ødelæggende adfærd. For anorektikeren, den depressive, den stressede eller den angst- og panikramte er alle karakteriseret ved en uhørt negativ selvkritik og en ulidelig træthed ved at være sig selv."

Vi hiver hele os selv for den indre domstol: Her hamrer vi løs som anklager uden modsigelser fra forsvarere. Som Willig konkluderede: "Det slider selvet op."

Martin Fuglsang var ikke blevet slidt op. I lyset fra skydehullerne og skæret fra de grønne tavler som baggrund leverede han en replik til Willigs manifest for en ny kritik:

"Det er måske den selvkritiske lidenskab, der er det egentlig patologiske i dag."

Og så kunne tilhørerne diskutere med sig selv, om kritikken af selvkritikken afbrød opslidningen af selvet eller bare satte endnu mere tryk på anklager ved de indre tribunaler. Faktisk var der mange, der grinede i løbet af dagen:

"Jeg tror, I overvurderer det med selvet," sagde Fogh Jensen, der nu sad oppe under loftet på de bageste rækker:

"I taler, som om Kafka med sine indre processer er vor tids største samtidsdiagnostiker. Men hvad med Houellebecq, hvor selvet er spredt ud mellem forskellige intense sekvenser?"

Det protesterende dyr

Fredag startede med rektorfilosoffen ham selv: Lars Henrik Schmidt slog fast, at for ham er vi alle handikappede. Godt nok er det vores samfunds ideologi, at vi alle skal være lige:

"Men enhver idiot ved jo, at vi ikke er lige," sagde Schmidt i læderjakke.

"I spiller jo golf alle sammen, eller også kommer I til det", fortsatte han og forsikrede med hænderne mod brystet, at selv spiller han ikke golf: "Men så ved I også, at vi alle har et forskelligt handikap."

Det politiske og det sociale system handler om at udligne og kompensere for forskellene:

"Det gælder om at erkende, at også du, min ven, har brug for hjælp."

Anerkendelse er ifølge Schmidt anerkendelse af det lige i os alle sammen, respekt handler derimod om forskelle. Derfor foretrækker han respekten. Og vreden, som opstår, der hvor dannelsen bryder sammen.

"Vreden er ikke patologisk", proklamerede Schmidt.

"For mig," fortsatte han på karakteristisk skarpt jysk: "er det afgørende protesten, evnen til at protestere. Jeg taler ikke om det levende, jeg taler om det, der kan protestere, og som vi kan se protesterer. Nogle siger, at deres blomster protesterer, men det kan jeg ikke se. Jeg kan kun se dem visne. Men protesten er kongevejen til selvforholdet."

Fra panelet hævdede Hammershøj, at Jesus og Nietzsche var de vredeste mennesker i historien:

"Det er de nok." svarede Schmidt:

"Jesus og Nietzsche kunne nemlig også protestere på andres vegne."

Hele auditoriet klappede, mens Schmidt gik opad langs væggen og forsvandt ud fra auditoritet: Måske for at protestere mod Helge Sanders fusionsplaner.

Tilfredsstillelse

Efter sociologer, æstetikere og filosoffers forsøg på at forstå de sociale patologer, kom psyokanalysen fredag formiddag: Kirsten Hyldgaard fortalte, hvorfor hun interesserede sig mere for 'forstyrrelser' end for 'samfundsmæssige udviklingstendenser'. Og så redegjorde hun gennem parafrase af en tekst af Freud for, hvorfor 'seksuelt utilfredsstillet' ikke kun handler om at få sex nok. Faktisk er det slet ikke et problem, der bare kan løses med mere sex, subsidiært onani. I auditorium D-169 på DPU blev mange tilhørere klogere lige præcis der.

Narkomani, ludomani og købemani var næste patologier på tapetet. Ole Bjerg fra Københavns Universitet forklarede ludomani som det, der sker, når man kommer for tæt på penge, narkomani som det, der sker, når man kommer for tæt på sin krop og købemani som konsekvensen af, at man kommer for tæt på varerne. Varerne, pengene og kroppen mister deres 'sublime status', når man kommer for tæt på dem. Den valgte Bjerg at illustrere med en anekdote: Engang skulle Casper Christensen introducere en fin og sirlig sangerinde med en dygtig stemme og en kompetent fremtoning. Lige inden hun kom på scenen, sagde Christensen, at det var svært at forestille sig netop denne sangerinde lide af tyndskid, så afførringen stod ud som chili con carne over det hele. Men det måtte jo være sket. Også denne sangerinde må have skidt som chili con carne.

På den måde kom tilskuerne lidt for tæt på den særlige sangerinde, som mistede sin sublime status. Da hun kom på scenen, blev hun kun set som et potentielt anfald af diarré.

Det blev der grinet meget af i D-169 fredag.

Kan det moderne fleksible og hele menneske gøres til genstand for en rigtig tragedie, spurgte de nede fra salen Steen Sidenius, som talte om det tragiske og Nietzsche.

Og det, han svarede, rammede sådan set det hele ind. På sin egen facon. For meget blev stadig fortalt og endnu mere ufortalt. Men som han sagde:

"Vi kan godt have tragedier i dag, men det, vi ikke har, er tragiske helte. De hører ikke hjemme i demokratiske samfund. Det, man får smidt lige i masken i tragedien i dag, er det afmægtige, afkræftede og udmattede individ."

*Antologien 'Sociale patologier' er redigeret af Rasmus Willig & Marie Østergaard og udkom på Hans Reitzels Forlag i 2005.

*Konferencen var arrangeret af forskningsprogrammet i socialanalytisk samtidsdiagnose se: www.dpu.dk/sa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lene Houmand Kristensen
Lene Houmand Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu