Læsetid: 9 min.

'Dette er vores øjeblik'

Noget nyt blev sig selv bevidst, da 200.000 mennesker demonstrerede, en million gik til rockkoncerter og to-tre milliarder kiggede med på en global manifestation mod denne verdens fattigdom og ulighed
4. juli 2005

På engelsk har de udtrykket 'a defining moment'. Det uforudsigelige øjeblik, hvor dét sker. Hvor noget i det kollektivt underbevidste med ét bliver sig selv bevidst. Overgår fra at være en vag og ordløs sitren til pludselig at blive en italesat kraft, der kan ændre tingenes tilstand og historiens gang.

Det er en forenkling at sige, at 'det definerende øjeblik' indtraf, da U2's Bono lørdag fra scenen i Hyde Park sagde til 150.000 tilskuere og til to-tre milliarder fjernsynsseere kloden over: "This is our moment. This is our time. This is our chance."

Der er snarere tale om, at erkendelsen kom krybende langsomt lørdagen igennem. I takt med at billederne fra rockscenerne ni forskellige steder i verden og fra den samtidige massedemonstration med 200.000 mennesker i Edinburgh lejrede sig. Erkendelsen af, at der foreligger en ny situation.

Man kunne se det i ansigterne og i øjnene på folk, da Paul McCartney efter ti timers koncert lukkede og slukkede med den gamle Beatles-sang "The Long and Winding Road": Der var afklaring og selvbevidsthed i blikkene. Ikke bare sansernes mæthed efter at have ladet sig fylde op af alt, hvad der kan krybe og gå af internationale rockbands og solister, men også en slags kollektiv ro, der sagde: Nu ved vi. Nu er vi på vej. Nu tror vi på det.

Som da rapperen, gavtyven og Hollywoodstjernen Will Smith fra scenen i Philadelphia henviste til USA's uafhængighedserklæring - udstedt i netop Philadelphia på netop denne dag for 229 år siden - og talte for en ny, global 'afhængighedserklæring':

"Vi anser denne sandhed for selvindlysende: We are in this together," sagde Smith.

Verdenshistoriens største

Det, der foregik i lørdags i Tokyo, Moskva, Johannesburg, Rom, Paris, Berlin, London, Philadelphia og Toronto var den største koncert og musikalske manifestation i verdenshistorien. Og det var derigennem opbygningen af en kollektiv kraft og et håb om, at verdens tvivlsomme tilstand kan ændres.

"Vi har et budskab til jer: Dette er også jeres øjeblik. Skab historie. Ved at gøre fattigdommen til historie," sagde Bono.

Det, der skete og definerede noget nyt, var, at det nedslidte ord globalisering fik en ny dimension. Når en million mennesker fordelt på ni koncerter og to-tre milliarder mennesker samlet om tv-apparater og storskærme kloden over modtager og giver opbakning til det samme budskab, så antager det andet uhåndterlige ord 'verdensborgerskab' mening og fysisk substans. Ligesom da de 200.000 i Edinburgh lørdag eftermiddag tog hinanden i hænderne og dannede en kæde rundt om bykernen som symbol på, at de mægtige G8-ledere, der træder sammen i det skotske på onsdag, ikke vil blive lukket ud, før de har lyttet og lovet at gøre noget afgørende ved Afrikas fattigdomsproblem.

Naturligvis var det hele også en gigantisk, topprofessionel iscenesættelse. Suggestiv musik kombineret med suggestive filmspots, der tvang 'det glemte kontinents' tragedier helt ind i hjertekulen. Stærkt, som da Annie Lennox satte sig til klaveret i Hyde Park og spillede sangen "Why" med linjerne "Do you know how I feel... You don't know what I feel", mens hendes egne billeder fra en rejse til de hiv-smittede og aids-ramtes verden kørte på storskærmen.

Eller rystende, som da arrangørerne kørte en film, hvor en afrikansk kvinde kogte sten i en gryde, mens hendes underernærede børn lå i hytten og ventede. Hvornår er maden færdig, spurgte børnene. Snart, svarede moderen. Og blev ved at svare sådan, indtil børnene var faldet i søvn. Også denne dag uden aftensmad.

Eller nakkehårsrejsende, som da Billy Joe Armstrong, forsangeren i amerikanske Green Day, med voldsom aggressiv energi sluttede gruppens sæt i Berlin med at løfte arven efter afdøde Queen-forsanger Freddy Mercury - et af kraftcentrene i LiveAid-koncerten for 20 år siden - med at spille "We are the champions".

"We'll keep on fighting till the end," sang Billy Joe med rusten stemme, sort om øjnene og sveden haglende, så man troede, han skulle styrte.

Samme Billy Joe var i øvrigt en af de ganske få, der ikke helt fulgte Bob Geldofs henstilling om ikke at kritisere George Bush og de øvrige G8-ledere. Fordi Live8 skulle handle om, hvad vi vil, og hvad vi kan.

"Don't let those fucking bastards ..." sagde Billy Joe, "husk én ting: I er lederne, I har kraften ..."

En verden i dialog

Men netop iscenesættelsen var en del af det, der gav erkendelsen af en energi, der rækker længere. Når en simultan, global, ikke-kommerciel musikmanifestation med titusinder arbejdende i kulisserne kan komme op at stå på et par måneder, så fortæller det om en løfterig, grænseoverskridende organisationskraft. Og når det teknisk lader sig gennemføre at bringe den halve verden i simultan, elektronisk dialog via tv- og storskærme, så vidner det om et digitalt informationsnetværk med formidable muligheder for koordinering, informering og mobilisering.

Og når alle de store navne stillede op, så dokumenterer det ikke bare Bob Geldofs karismatiske overtalelsestalent, men også at der rumsterer en indignation i tiden, som blot har manglet en form og en ramme for at komme til udtryk og selvindsigt.

Britiske Dido og senegalesiske Yossou N'Dour formidlede det, mens billeder af afrikanske børn i slumbyer kørte bag dem. Coldplay gjorde det og formanede BBC om ikke at skære i de barske filmklip om 30.000 fattigdomsdødsfald om dagen, når de transmitterede. Hvilket BBC angiveligt gjorde - skar.

Robbie Williams formidlede det. De to overlevende medlemmer af The Who - Roger Daltrey og en gråskægget Pete Townsend - gjorde det. Sting gjorde det med de samme tre numre som for 20 år siden. Islandske Björk gjorde det i Tokyo, Pet Shop Boys i Moskva, Bryan Adams og Neil Young i Toronto.

Næsten rørende var det efter midnat lørdag at høre de gamle mænd i det til lejligheden gendannede Pink Floyd gribe mængden i Hyde Park. Roger Waters har efter sigende ikke kunnet tale med David Gilmour og de andre fra bandet i 20 år, men lørdag både talte og spillede de som dengang.

"Som de fleste andre vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt, for at overtale G8-lederne til at afgive vidtgående løfter om at afhjælpe fattigdommen og øge bistanden til Den Tredje Verden. Det er vanvittigt, at USA giver så ynkelig en del af sit BNP til de sultende nationer," sagde David Gilmour før koncerten.

"Alle skærmydsler som Roger og bandet har haft i fortiden forekommer så ubetydelige i denne kontekst."

Og de gråhårede kæmper i Pink Floyd spillede og så næsten lykkelige ud.

De vanlige intriger

Selvfølgelig har der udspillet sig masser af intriger og skænderier mellem rockverdenens forfængelige superegoer under planlægningen. Naturligvis er det rigtigt, når det forlød, at Paul McCartney og Bono skændtes om, hvem der skulle gå på først - de gik på sammen - og der ligger givetvis en masse frustration bag, når Geldof spøgefuldt introducerede Madonna og hendes show med bemærkningen om, at "hun har givet mig en helvedes masse besvær".

Men det er alt sammen sekundært i forhold til det, de faktisk leverede: demonstrationen over for den halve klode af, at alt, hvad der kan krybe og gå i rockens verden, nu vil have et kursskifte fra de rige lande i forholdet til klodens underprivilegerede, nødlidende og udbyttede.

Det er ikke en enkel sag at håndtere denne nye fornemmelse af verdensborgerskab. I hvilket omfang - hvordan og hvor længe - kan mennesker rumme indsigten om og optagetheden af uligheder og uretfærdigheder? Hvordan favne denne verdens groteske modsætninger?

I skotske medier kan man i disse dage læse om, hvordan den Michelin-berømmede chefkok Andrew Fairlie på Gleneagles Hotel er ved at planlægge G8-ledernes middag, hvis omdrejningspunkt bliver farseret skotsk hummer, med hummerskallen røget over en sagte ild på flis af whisky-tønder og det delikate rosa kød mikset med lime og urtesmør. Parallelt kan man følge meldinger fra Læger Uden Grænser om, hvordan børnene i det hungerramte vestafrikanske land Niger er begyndt at spise bladene på træerne, fordi der ikke er andet, og hvordan det internationale samfund ikke har efterkommet appellerne fra FN's fødevareprogram om at yde akut nødhjælpsbistand til den truede millionbefolkning.

Modsætningerne kan komme endnu tættere på. Som da det under den lange transmission fra Live8 blev tid til en tv-middag foran skærmen. Midt i kyllingen og flødekartoflerne gik Bob Geldof på scenen og sagde, at han gerne ville vise en film fra dengang i 1985, da LiveAid-koncerterne kørte, for at minde om hvad problemet var og stadig er. Billederne fra Ethiopien viste udhungrede børn med tændstikarme og -ben og alt for store, alt for alvorlige, mørke øjne. Børn uden en chance. Man så på og tyggede, indtil man pludselig blev bevidst om situationen, og flødekartoflerne blev stikkende i halsen.

Lille pige bragt til live

Geldofs film sluttede med fastfrysningen på Hyde Parks storskærm af et billede af en lille, afmagret pige med åben mund, på vej ind i bevidstløsheden og døden. Nu går han over stregen, tænkte man, da billedet blev stående urimeligt længe. Indtil Geldof greb mikrofonen og sagde:

"Hun havde 10 minutter tilbage at leve i, da vi filmede billederne til koncerten i 1985. Nu er hun her."

Og ind på scenen, foran 150.000 koncertgæster og to-tre milliarder mennesker kom 24-årige Birhan Woldu, i dag etiopisk landbrugsstuderende, sund, smilende og eventyrligt smuk med sit lange flette hår og sin hvide kjole. Birhan Woldu er den lille døende pige fra 1985, bragt tilbage til livet af de midler, der blev indsamlet dengang.

"Lad dem ikke bilde os ind, at det her ikke virker," sagde Geldof med henvisning til Live8's kritikere og gik fra scenen igen.

Man kan ikke være sikker på, at det, der blev sig selv bevidst lørdag, vil virke og forandre verden. Måske vil G8-lederne om et par dage gøre som den kloge arbejdsgiver, der ved, at han kan slippe for grundlæggende konflikter og lønmodtagerkrav, hvis blot han investerer i en kasse øl til medarbejderne fredag før fyraften. Måske smider Bush og Blair og de andre et tocifret milliardbeløb på bordet i Gleneagles til ekstra bistand, men sylter striden om de ulige handelsvilkår, der er en fundamental og afgørende årsag til den vedvarende kløft mellem rige og fattige.

Håbet beskæmmes formentlig. Det er det altid blevet. Men måske for blot på ny at blive omformet og gradvist lede til nye strategier, samarbejdsformer og måder at yde modstand på. Efter lørdagens koncerter rykkes scenen nu til Gleneagles og Edinburgh, hvor op mod en mio. ventes at gå på gaderne for at lægge pres på denne verdens mægtigste mænd. Ligesom mennesker vil gøre det ved andre manifestationer i andre lande. Som i København på onsdag, når præsident Bush passerer på sin vej til G8.

Verden afventer

I et åbent brev fra Bob Geldof og Live8 sendt lørdag til G8-lederne hedder det:

"I dag vil der være larm og musik og glæde, glæden over store muligheder. På fredag vil der være dyb tavshed, mens verden afventer jeres afgørelser ... Skuf os ikke. Skab ikke en generation af kynikere. Forråd ikke ønskerne hos milliarder og håbene hos denne verdens fattigste."

Rockmusikere har ikke nødvendigvis alle, endsige de rette svar. Er næppe bedst til det lange seje træk, de hårde forhandlinger og de forbitrede konflikter. Men sammen med alle de anonyme bag kampagnen Make Poverty History har de udløst noget, der rumsterede i den globale offentlighed, men ikke havde fundet ord og udtryk. Nu er der indtrådt en selvbevidsthed, en grad af håb og en beslutsomhed om at fastholde det glemte kontinent på den fælles, globale dagsorden.

Under lørdagens koncert i Johannesburg gik den 86-årige Nelson Mandela på scenen og sagde:

"Nogle gange falder det i en generations lod at blive storslået. I må blive den store generation. Lad jeres storhed blomstre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu