Læsetid: 4 min.

Vores tro

21. juli 1998

"Jeg tror virkelig meget på Gud." Lotte Heise

MAN SKULLE måske ikke tro det om bl.a. netop dem, men de gør det altså.
Stand-up-komediant Lotte Heise gør det.
TV-journalisten Reimer Bo Christensen gør det.
Skuespilleren Jens Okking og Peter A. G. Nielsen fra Gnags gør det.
Endog Monique Moullé-Zetterström fra Mobilix gør det...
De går i kirke.
Det kan man forvisse sig om i denne sommertid, hvor Kristeligt Dagblad bringer en serie interviews med nogle af "de kendte" og deres forhold til kirken og det religiøse. De går i kirke og/eller læser jævnligt i Bibelen og/eller er troende.
Samtidig har flere fra det danske kulturliv - forfatteren Niels Brunse, radiomanden og kritikeren Egon Clausen nævnt i flæng - på det mest offentlige meldt ud om, at de har meldt sig ind i folkekirken igen. Skønt de tidligere ganske aktivt og efter principielle og personlige overvejelser meldte sig ud.
Det ligner med andre ord om ikke ligefrem en bølge, så en krusning på en bølge, og Berlingske Tidende kunne da også i sit weekendnummer med tørre tal fra en Gallup-analyse fastslå, at indmeldelserne for tiden overstiger udmeldelserne, og at ti procent af befolkningen er faste kirkegængere, dvs. at de går til almindelig gudstjeneste mere end tre gange om året.
Et mindretal, men immerhen er ti procent lig en halv million sjæle. Læg hertil 44 procent, som kommer i Guds huse en til tre gange om året. Plus alle tilløberne til barnedåb, konfirmationer, bryllupper, begravelser og jul.
Tilmed mente bladet med undersøgelsen i hånd at kunne konstatere, at der p.t. er flere, der gå i kirke end på museum.

ER DER end tale om en bølgekrusning, er udviklingen ikke desto mindre interessant, for så vidt som det moderne menneske jo ellers har været kendetegnet ved udtalt hedenskab eller ateisme.
Så lad os se på, hvad det er, nogle af de nævnte personer fortæller om deres tro.
Peter A.G. Nielsen siger, at det storslåede for ham er, at kristendommen frisætter mennesket, og at det er én selv som projekt, det handler om:
"Jeg skal ikke partout ud og forsøge at lave hele verden om, men har som pligt og opgave først og fremmest at tage mig selv og mit eget liv alvorligt." Han fremhæver dog, at man også skal nære respekt for alle andre. "Man tilhørte hinanden, man skulle tage sig af hinanden," erindrer han om sin barndoms oplevelse af det kristne fællesskab.
Reimer Bo Christensen meldte sig ud af kirke-institutionen i 70'erne, men går jævnligt i kirke, beder somme tider eller læser i Bibelen. For ham blev kristendommen særdeles nærværende i forbindelse med en skilsmisse, og specielt begrebet tilgivelse kom til at spille en rolle. Man kommer i sådan en skilsmissesituation let til at projicere ansvar og skyld over på nogle andre, siger han, men "man er et ufrit menneske, hvis man går rundt og føler sig dårligt behandlet af mennesker, man ikke kan tilgive". At tilgive andre er i virkeligheden at tilgive sig selv.
Kristendommen frisætter mennesket, sagde Peter A.G. Nielsen. Det lyder, som om det er det samme, Reimer Bo Christensen har erfaret.

JENS OKKING er ikke den, der beder Gud om hjælp i tide og utide. Han har aldrig villet ulejlige Gud med sine klager, men mener, at han selv har ansvaret for sig og sine. I hans tilfælde gælder det seks sønner, som alle har fået undervisning i teologi og tankeretninger, mens de var mellem 13 og 17. Derefter kunne de vælge.
For ham er næstekærlighed det bærende. Selv meldte han sig efter udmelding allerede i 80'erne ind i folkekirken igen. I Irland, hvor han bor det meste af året, holder han af at gå ind i det svale kirkerum, synge sange fra "én af verdens bedste digtsamlinger," få læst teksten, høre en mening, opleve altergangen og drikke en god kop kirkekaffe bagefter.
Lotte Heise beder aldrig Gud om noget uvæsentligt. Der skal noget mere alvorligt til. Hun slår korsets tegn før en optræden og begrunder sin tro med, at mennesket er nødt til at have en overordnet moral.
Hun mener, at når verden med årene er blevet et mindre behageligt sted at være, hænger det sammen med, at religionen spiller en mindre rolle end tidligere. For øvrigt har hun bevaret sin barnetro med en gråskægget Gud i spidsen for en himmel, hvor vi kan sidde og hygge os med harpespillende engle.

ÅRSAGEN TIL den påståede elendighed i samtiden, som vist i øvrigt har eksisteret til alle tider, kan man nok diskutere. Og man kan vælge at trække på smilebåndet ad nogle af de mest patetiske svar i Kristeligt Dagblads sommerserie.
Men selv om nogen vil hævde, at kirken - eller i hvert fald mange kirker - faktisk er en slags museer, så fortæller både Gallup-tallene og de moderne menneskers, kändissernes, tumlen med tankerne og troen, at det åndelige langt fra har udspillet sin rolle, og at der er en ny optagethed af både det religiøse og det moralske aspekt. I sig selv ikke noget dårligt, tværtimod, selv om mangen en Informations-læser fortsat sværger til Hedninge Tidende, hvor den end måtte udkomme, frem for det kristelige dagbad.
Kirken har på sin anden side rent historisk mange krige og menneskelige problemer på sin samvittighed, og vi skulle - bevares - nødig komme dertil igen, at man anser sig eller anses for et bedre menneske, fordi man er kristen frem for hedning, for det er der i al fald ikke noget om.
Men derfor kan man jo godt respektere hinanden.
Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her