Læsetid: 4 min.

Vorherre til hest

Ridley Scott laver smukke billeder og intens kamptummel i korsfarer-dramaet 'Kingdom of Heaven'. Men filmen falder fra hinanden, da han begynder at prædike
4. maj 2005

Selv når han er ikke er i topform, er han bedre end de andre. Det beviser Ridley Scott med sin seneste film, Kingdom of Heaven, et stort anlagt, actionfyldt drama om korstogene for 1.000 år siden, der ikke kan leve op til Scotts egen, beslægtede Gladiator, men alligevel er langt bedre end både Troja, King Arthur og Alexander tilsammen.

Åbenbart har Scott et bedre overblik end sine kolleger, som er vant til at lave film i mindre målestok, og muligvis derfor har svært ved at håndtere det store apparatur og omsorg for detaljen, som historiske film af denne underholdende slags kræver. Scott er en moderne, dynamisk instruktør og sørger for, at handlingen bevæger sig fremad i et rask tempo, han overdriver ikke de stille, sentimentale øjeblikke - selv om han godt kan lide dem - og så er han en mester udi det æstetiske og i at vække svundne verdener til live.

Kampscenerne i Kingdom of Heaven er måske ikke lige så intense og brutale som i Gladiator, men de er bestemt både intense og brutale, og man føler sig hensat til dengang for ca. 1.000 år siden, da europæiske adelsmænd og lykkeriddere drog til Det Hellige Land for at bekæmpe muslimerne i kristendommens navn.

Balance på knivsæg

I Gladiator fortalte Scott en fiktiv historie, hvilket gav ham en stor grad af frihed i forhold til materialet, der hentede nogen inspiration i virkeligheden. I Kingdom of Heaven bruger han mere direkte de faktiske begivenheder, og fordi han åbenbart ønsker at være fair i forhold til både kristne og muslimer, må han konstant balancere på en knivsæg i sin fremstilling af begivenhederne - hvilket synes at have en hæmmende effekt på hans fantasi og udtryk.

Scott giver ikke los som i Gladiator, og måske er han bange for at gentage sin fejltagelse fra Black Hawk Down, der foregik under borgerkrigen i Somalia i 1993, hvor somalierne blev fremstillet som hårdtpumpede, umælende dræbermaskiner.

Det begynder ellers ganske godt. Smeden Balian (Orlando Bloom), der lige har mistet sin unge, smukke kone, opsøges af sin far, Godfrey af Ibelin (Liam Neeson), som han aldrig har kendt, og som vil have ham med på korstog til Jerusalem. Faren dør dog, inden de når så langt, og det er nu op til Balian at ære hans minde og sammen med den unge, kloge konge af Jerusalem (Edward Norton) og hans højre hånd, Tiberias (Jerymy Irons) at holde fred mellem kristne og muslimer og bevare Jerusalem som et hjemsted for alle mulige forskellige religioner, titlens kingdom of heaven.

Det er ikke nogen nem opgave, idet fanatiske kræfter blandt både muslimerne og de kristne mener, at Jerusalem er deres hellige by og undergraver den skrøbelige fred mellem kongen og muslimernes overhoved, den saracenske hærfører Saladin (Ghassan Massoud).

Heldigvis er Balian en ren renæssancemand, der i løbet af en halv time lærer at gebærde sig som en adelsmand, slås som en erfaren ridder, mægle som en dygtig diplomat og i det hele taget udvise storsind og tolerence over for alt og alle.

Korrekt og kedelig

Men troværdigt er det ikke, og det hjælper ikke, at Orlando Bloom er en skuespiller med et mildest talt begrænset udtryk. Det kræver en naturkraft som Russell Crowe, der havde hovedrollen i Gladiator, at tage lærredet i besiddelse og overbevise os om, at han rent faktisk er i stand til at sætte handling bag sine ord. Bloom kan nok knuse hjerter, men spille komedie kan han ikke, og det er hovedsageligt, fordi han er omgivet af gode skuespillere i de mindre roller, at han ikke falder pladask på maven.

Men nu er Bloom trods alt et af Kingdom of Heavens mindre problemer. Scott og hans manuskriptforfatter bryder sig tydeligvis ikke om religiøse fanatikere - hvem gør det!? - og vore dages væbnede konflikt mellem israelere og palæstinensere, og de prædiker alle de rigtige meninger og budskaber i løbet af især filmens sidste time. Utidig prædiken er en af den amerikanske underholdningsfilms største synder, og det, der burde være et inciterende, tempofyldt eventyr, ender med ikke at nå meget længere end klicheen og rent kunstnerisk intet nyt at foretage sig.

Det ligner ikke Scott at være så forbandet korrekt og, ja, kedelig, og selv om Kingdom of Heaven visuelt og dramatisk overgår de fleste af sine nærmeste konkurrenter, er den på ingen måder så helstøbt og interessant en oplevelse som Gladiator.

I samme øjeblik religion kommer ind i billedet, mister de fleste overblikket eller bliver så berøringsangst, at det kan være lige meget. Det er bedre at opfinde sin egen virkelighed end forsøge at skabe balance i én, som alle er uenige om, hvordan skal se ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu