Læsetid: 4 min.

Vorherre på lokum

11. april 1997

MEN NÅR DU VIL BEDE, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Med udtrykkelig henvisning til dette fromme skriftsted fra evangelisten Matthæus har bestyrelsesformanden for Arbejdsmarkedsuddannelses (AMU) Centeret i Kolding afvist, at der var tale om en provokation, da centerets forstander bortviste en ung muslim, der nægtede at følge en opfordring til at at gå ud på toilettet og bede sine bønner. Muslimen insisterede på i frokostpausen at udøve sin andagt på gangen uden for centerets kantine.
"Vi er jo et AMU-center, og det er ikke anderledes hos os end på andre arbejdspladser. Derfor har vi behandlet sagen på den måde", forklarer bestyrelsesformand Peter Juhl.
Når centerets ledelse følte sig kaldet til at gribe ind over for de opsendte bønner, skyldes det ifølge forstander Mogens Jørgensen, at bønnerne "virkede meget provokerende på de øvrige kursister, der begyndte at chikanere muslimen med ukvemsord". De provokerede - ifølge forstanderen "et betonsjak" - begyndte at skrive deres ukvemsord på væggene.
Og da gentagne advarsler ikke hjalp, så var det altså ud - med muslimen. Her hjalp ingen bønner, fristes man til at sige.

NU HAR Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination på vegne af den bortviste muslim stævnet arbejdsminister Jytte Andersen (S), der er ansvarlig for AMU-centrene. Påstanden går på diskrimination. Stævningen henviser ikke bare til den danske lov om forskelsbehandling, men også til de mangfoldige internationale konventioner, som vort land har tilsluttet sig om det enkeltes menneskes beskyttelse mod forfølgelse. F.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Her hedder det i artikel 9:
"Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter... frihed til enten alene eller sammen med andre offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke."
I stk. 2, som jo er den AMU-centeret og dets minister i givet fald må henholde sig til, hedder det:
"Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder."
Holdt op mod disse ord er det svært at se, hvordan AMU-centeret skulle kunne vinde rettens forståelse for, at "tro og religion er en privat sag og ikke hører hjemme i arbejdstiden." Når forholdet nu er det, at den pågældendes religiøse skikke byder, at der skal bedes i det, der for os andre bare er en frokostpause.
At "man ikke kan praktisere sin islamiske tro på steder, hvor andre har adgang", og at centeret "ikke har religiøse bederum for nogen religioner", og at en bedetrængende ergo må være henvist til toilettet - den argumentationskæde fra AMU-centeret vil vi nødigt høre den danske stat gentage for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Vi tror, den vil få dommerne til at trykke på knappen for stort skyl.
Og som dr. theol. Johannes Aaagaard nærmest lattermildt forklarede det i radioen, så skal muslimer igennem så mange renselsesprocesser, inden de beder, at det at henvise selve bønnen til offentlige nødtørftshuse er en særligt udsøgt fornærmelse.
For Danmarks internationale anseelses skyld håber vi ikke, at sagen kommer så langt som til overstatslige retsinstanser. Den er bedst egnet til løsning ved, at regering og folketing sikrer, at de offentlige institutioner, hvor der kan være behov herfor, skaber mulighed for et passende rum, hvori mennesker, når "overholdelsen af religiøse skikke" byder dem det, kan opsende deres bønner - uden at blive forulempet af andre.
For det er jo andres anstød, der er sagens udgangspunkt. Ifølge AMU-centerets egen begrundelse skyldtes bortvisningen af den bedende muslim hans manglende "respekt for for andre kursisters, måske manglende tro". Han provokerede et betonsjak ved at bede. At mødet med et andet menneske i bøn kan få danskere til at sige ukvemsord og skrive dem på væggene, er ikke et vidnesbyrd til fordel for det lille folk i nord.

I DET HELE TAGET er sagen præget af en ironi, der minder om Jesu lignelser: Muslimen bad sine bønner, andre vrededes derved, og muslimen blev bortvist. Efter at Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination har taget den bortvistes sag op, har det udløst en politisk storm af forargelse og vrede - mod muslimer og mod dokumentationscenteret.
"Muslimer må indrette deres religion efter danske forhold", gjalder Det konservative Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bendt Bendtsen.
Fremskridtspartiet griber vellystigt chancen til at advare mod at "omdanne landets uddannelsesinstitutioner til moskeer".
Og Venstres ellers humant tænkende Birthe Rønn Hornbech synes at have lidt et akut tab af dømmekraft: "Dokumentationscenteret benytter åbenbart enhver lejlighed til at sætte danskere og udlændinge op mod hinanden. Den institution har jeg kun foragt til overs for".
Det er en trussel, der er til at tage at føle på for en institution, der i vid udstrækning afhænger af midler bevilget af politikere: Hvis I blamerer os med flere sager af den art, så...
Barmhjertigt må man må håbe, at det belønnende og straffende forsyn har så travlt med at påhøre den bedende muslims bønner, at der ikke bliver tid til at fæstne sig ved, hvad der vælter ud af munden på danske politikere.

dr (David Rehling)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu