Læsetid: 7 min.

Fra vrængende nihilisme til politisk engagement

Hip-hop-musikken er ved at finde en ny politisk stemme: De Unge rebellers gadesprog udvikler sig i stigende grad til artikulerede protester mod globale og lokale uretfærdigheder
19. december 2005

Kanye West er muligvis dette års hotteste hip-hopper - ikke færre end otte Grammy-nomineringer er han indstillet til. Men selv opfatter han sig lige så meget som politisk kommentator som musikstjerne.

Et gys gik gennem nationen, da han under en landsdækkende tv-fundraisingkoncert til benefice for orkanen Katrinas ofre udtalte over for millioner af amerikanske tv-seeere: "Bush er komplet ligeglad med sorte mennesker!"

Man kan mene, at budskabet er plumpt. Men om man bifalder Wests diagnose af USA's siddende præsident eller ej, ser mange tegn på, at hip-hoppen i dag er ved at udvikle sig til et nyt medium for politisk diskurs og aktivisme.

Og fænomenet er ikke begrænset til USA. Fra sin oprindelse i jamaicanske, puertoricanske og afroamerikanske ghettoer i Bronx i 1970'erne, er hiphoppen ikke bare vokset op til at blive en hel subkultur med egen mode, egen slang og egen dansestil. I dag er den også på vej til at blive USA's måske mest potente og potentielt mest subversive kultureksport.

At hip-hop har antaget global spændvidde lader sig ikke bestride. Med en demografisk målgruppe på i princippet alle mellem 13 og 34 år transcenderer den grænser og religioner. Amerikanske soldater i Irak lytter til den imellem deres patruljetjenester. Mange irakiske oprørere gør det samme.

Musikindustriens statistikker taler deres eget tydelige sprog. Ifølge et nyt skøn indbringer den globale hip-hop merchandising omkring 10 mia. dollar årligt fra et hengivent publikum, der tæller mindst 45 mio. mennesker. Taget under ét har disse mennesker en købekraft på så meget som 6.200 mia. kr. Det er i hvert fald, hvad man kan læse sig til i seneste nummer af Forbes Magazine.

Politisk budskab

Tag til ethvert kontinent (Antarktis undtaget) og du vil få hip-hop at høre, break-dance at se og rapmode at kigge på i butikker og bazarer. Lyt til hiphoppens ord. Fra USA's rapkunstnere eller fra 'indfødte' hiphop-poeter som Clotaire K i Mellemøsten eller Disiz La Peste i Frankrig. Sidstnævnte har på det seneste fået et stort publikum i tale med sine tekster om forfald og fortvivlelse i forstæderne - de forstæder, hvor unge rebeller afbrænder biler.

Ligegyldig hvad jeg gør/vil Frankrig skide på mig/I Frankrigs øjne vil jeg altid være/bare endnu en ung fra forstæderne

Sådan synger Disiz på en af sine seneste skæringer.

At formidle politiske budskaber i popsange er selvfølgelig ikke specielt nyt. Lyt til Wests nyeste album Late Registration - en reference til behovet for at flere få sorte fattige til at lade sig vælgerregistrere - og hør ham messe om, hvordan Amerikas sorte blive merrill lynched. (Merill Lynch er en af verdens største investeringsbanker, red.) For 65 år siden sang Billie Holliday i "Strange Fruit" om virkelige lynchinger af sorte begået af hvide racister.

West går sågar til frontalangreb på den fascination, hvormed mange af hans rapfæller dyrker bling - det overdimensionerede juveltingeltangel, der er blevet det vulgære emblem på rapstjerners succes. Det sker i hans nye nummer "Diamonds from Sierra Leone", som opbygget over Shirley Basseys klassiske Bond-tema "Diamonds Are Forever" tematiserer sammenhænge mellem diamanthandel, borgerkrig, børnehandel og politiske omvæltninger på det afrikanske kontinent.

Oprørstrang

Politik har fra starten af været til stede i hip-hopgenren. Det var trods alt helt tilbage i 1989, at Public Enemy lancerede monsterhittet Fight the Power:

Our freedom of speech/Is freedom of death. We got to fight the power that be.

Allerede dengang var hip-hop ved erobre den rolle, som reggae og protestsangere tidligere udfyldte.

Hip-hoppens indvirkning på andre lande har langt fra altid været af godartet natur. Under Sierra Leones borgerkrig blev det en yndet skik for oprørshærens soldater at iføre sig T-shirts med portrættet af Tupac Shakur - Los Angeles-gangsta rap-stjernen, hvis ry kun voksede sig større, efter at han blev myrdet. Hip-hoppens indtog på den arabiske musikscene har utvivlsomt også fået adskillige af regionens stokkonservative gemytter til at gå fra koncepterne.

I USA er hip-hop ved at udvikle sig til mere end en udtrykskanal for uartikuleret oprørstrang. Nogle politiske iagttagere er ligefrem begyndt at advare politikerne om, at de bør holde øje med fænomenet: Hvis rap-poeter som West, Eminem, Talib Kweli, Common og Nas fortsætter med at fylde stadig mere sociopolitisk retorik på deres musik, kan deres fan-gruppers energier bliver galvaniseret til noget i retning af en egentlig politisk bevægelse.

Som Crispin Sartweel, der underviser i politisk videnskab på Dickinson College i Californien, for nylig udtalte til Los Angeles Times: "Hvis Thomas Paine eller Karl Marx var iblandt os i dag, ville de udsende hip-hopplader. Ikke pamfletter."

Ikke alle er enige. John McWhorter fra det konservative Manhattan Institute hævder, at den såkaldt 'politisk bevidste rap' i virkeligheden bare er gangsta rap i en lidt anden form.

Fuck magthaverne

Rappoeterne galper forurettet op om et eller andet emne - fra gadevold og kvinder til håndvåben og politik - og overser helt, at der er opstået en helt ny middelklasse af sorte amerikanere, som har brugt andre metoder til komme frem i verden end at skælde ud på alt og alle. Han siger: "Al rap går dybest set ud på ét og samme: at spytte 'magthavere' lige i synet, hvem de så end er. Men det er nøjagtig, hvad millionvis af sorte i dette land har klaret sig bedst ved ikke at gøre. I modsætning til, som det ofte fremstilles, er spytkastning ikke seriøs aktivisme. Det er ren attitude."

Ikke desto mindre er der klare tegn på, at aktivistisk hip-hop er begyndt at omforme det politiske landskab.

For eksempel faldt Wests famøse udtalelse ikke ligefrem død til jorden. Tværtimod inspirerede hans angreb på Bush flere andre rapkunstnere, deriblandt Boi of Outkast og Young Jeezy, til at gå sammen om en ny koncert kort efter i Atlanta for at rejse penge til alle dem, der blev jaget ud af New Orleans af Katrinas vandmasser.

Eller tag nu den kampagne, som Russel Simmons - grundlægger af Hip Hop Summit Action Network (HSAN) iværksatte i sommer imod varslede budgetnedskæringer for New Yorks offentlige skoler. Det lykkedes ham at mobilisere 100.000 mennesker, elever, lærere, forældre og flere berømtheder, i en massedemo for sin sag. Hovedbegivenheden var en protestfestival ud for City Hall 5. juni med bl. a. optræden af Chuck D., grundlægger af Public Enemy. Kort efter skiftede borgmester Michael Bloomberg mening om spørgsmålet og indrømmede, at HSAN's kampagne havde været medvirkende faktor til det.

Rap to vote

Blandt de, som deltog i festivalen, var 17-årige Sollie Rose, en studerende fra Queens. Og det var hun glad for, siger hun. "Da borgmesteren droppede sine skolenedskæringer, fik jeg en varm følelse i mit hjerte og tænkte 'det her må vi kunne gøre igen'."

Bemærkelsesværdige er også de bestræbelser for at fremme vælgerregistring og valgdeltagels, som Simmons og andre gennemførte under hiphopbanneret under USA's sidste to præsidentvalgkampe. I 2000, da Bush var oppe mod Gore, iværksatte de med lidt hjælp fra musikkanalen MTV deres Rap to Vote! kampagne. Sidste år kørte den tilsvarende kampagne Vote or Die! med Simmons fra HSAN og P. Diddy som frontfigurer.

Begge kampagner opnåede en betydelig medieomtale, der blev næret af stjernespækkede hiphop-koncerter landet over og af de såkaldte HSAN-topmøder i forskellige byer, der havde deltagelse af både politiske topfigurer og musikberømtheder. Yderligere to organisationer sluttede sig til kampagnerne for at opbygge politisk bevidsthed blandt de unge vælgere - især de unge sorte af dem: Hip Hop Caucus og National Hip-Hop Political Convention.

Trods Bushs klare valgsejr i 2004 kom disse bestræbelser en til at gøre en forskel. Ifølge forskningsinstitutionen Centre for Information and Research on Civic Learning and Engagement "steg de unges stemmeprocent markant." Især sås en stigning blandt afroamerikanske unge. Ifølge Benjamin Chavis, en ledende og garvet aktivist i HSAN, skal hip-hoppernes aktivisme have skaffet hele 1,3 mio. vælgere ekstra på valgdagen, de fleste af dem under 30.

"Dét præsidentvalg fik stor betydning. Det var første gang så mange musikstjerner og græsrødder forenede deres kræfter om samme store mål," siger Jeff Chang, hip-hop journalist og forfatter til den alternative webnyhedstjeneste AlterNet. Som de fleste andre iagttagere, vurderer han dog, at fænomenet mangler meget i at samle sig til en disciplineret og målrettet politisk kraft.

Som 60'ernes oprør

"Hip-hop som politisk bevægelse har langtfra noget monolitisk over sig," siger han. "De her mennesker er engageret i en række forskellige politiske sager. De har i modsætning til 60'ernes borgerretsbevægelse ikke så meget til fælles ud over at være del af samme generation."

Det må medgives, at hip-hop næppe nogensinde kommer til kun at handle om politik. Man vil få svært ved at overbevise nogen om, at P. Diddy er mere optaget af sociale forandringer end af pladesag, mode og merchandise. Ydermere er det en bevægelse, hvis hidtil største politiske bidrag begrænser sig til at have fået flere unge til at stemme, og der er trods alt tre år til næste amerikanske præsidentvalg. Og det er muligt, at New Yorks borgmester, Bloomberg, ikke kunne overhøre rapmusikernes protester, men det er unægtelig svært at forestille sig Donald Rumsfeld eller Dick Cheney lytte til en raptekst og udbryde: "Minsandten - de unge fyre har fat i en pointe der!"

Men hvis hip-hoppen har vist, at den formår at skabe ny politisk bevidsthed i USA, burde andre lande - og regimer - verden over måske passe på. Faktisk er det allerede sket. I Senegal i 2002 har lokale rapperes musik i al fået en stor del af æren for at det lykkedes at drive præsident Abdou Diouf fra magten, og de har op til i dag fortsat deres politiske engagement. Og i Ukraine komponerede bandet Greenjolly et rap-hit, der endte med at blive Den Orange Revolutions foretrukne slagsang.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

20051218-210458-pic-31560712.jpgDen fransk rapper Disiz La Peste poserer. På sit seneste album synger han: ´ Ligegyldig hvad jeg gør/vil Frankrig skide på mig/I Frankrigs øjne vil jeg altid være/bare endnu en ung fra forstæderne´ Foto: Barclay Music/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu