Læsetid: 4 min.

En vred kælling

5. juli 1997

"Nu føler jeg, at alt, der siges i debatten, forsvinder i et stort sort hul."

Villy Sørensen, 1994

SÅDAN SAGDE SØRENSEN i et interview i Det fri Aktuelt for tre år siden. I dag, det vil sige her i bladet i går, erklærer hans digterkollega Inge Eriksen sig træt af at blive kysset i porten: "Debatmiljøet i Danmark visnede i 80'erne. Selv om der ikke kommer reaktioner på mine indlæg i pressen, ved jeg, det bliver læst. For jeg får jo reaktioner under hånden. Jeg får bare ingen læser-breve. Men det har jeg sagt mange gange: Du skal ikke kysse mig i porten. Du skal skrive det i avisen!"
Som om det skulle redde verden. Siger en der har prøvet ad den vej i 42 år, og hvad har det hjulpet?

ANDERLEDES SAGT, stadig af Villy Sørensen: "Det helt nye ved vor tid er, at vi ikke kan leve med vores viden. Det tror jeg ikke man har oplevet før. Hvis vi tog konsekvensen af det, vi ved, ville vi være nødt til at bryde med en lang række af vores vaner. Det kan vi ikke."
Vores viden har vi blandt andet fra FN- og EU-organisationer, der under fortsat økonomisk vækst i det meste af verden konstaterer: *at ulighederne mellem de rigeste og de fattigste mennesker på jorden aldrig har været større og at ulighederne mellem rige og fattige vokser i både de fleste rige og de fleste fattige lande, *at mindre end fem hundrede mennesker ejer lige så meget som op mod tre milliarder mennesker - halvdelen af jordens befolkning - skal leve for om året, *at arbejdsløsheden vokser til verdensrekord med nu hver tredje voksne kvinde og mand på jorden uden arbejde, *at selv i Danmark er nu over 900.000 mennesker i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst af den ene eller anden art (plus alle SU-modtagerne og naturligvis folkepensionisterne), *at Europas største sociale katastrofe i fredstid i dette århundrede ramte Rusland og mange af de østeuropæiske lande efter Berlinmurens fald den 9. november 1989, *at miljøsituationen globalt set er gået fra problematisk til alarmerende siden De forenede Nationers konference om miljø og udvikling i juni 1992, *at de rige samfund som følge af den livsstil vi har tillagt os er præget af et massivt overforbrug og den største forurening, så omlægningen af forbrugsmønstrene i dag er de rige landes største udfordring, *at der nu udtages patenter på levende væsener eller i hvert fald væsensdele og på kloning af dyr og mennesker,
- samtidig med at medlemstallene i politiske foreninger og græsrodsbevægelser falder og folkeoplysere taler om svigtende politisk interesse,
- samtidig med at forskere frygter tendenser til "den politiske parodi: Kogalskabs-processer: Først officiel tavshed om problemet, derefter et voldsomt udbrud af politisk forbrug, krav om øjeblikkelig handling, det hele pisket op af hysteriske medier, efterfulgt af økonomer der henrevet konstaterer, at markedet fungerer. Den globale landsby for fuld udblæsning. Flot Show. Cirkus Maximus i det gamle Rom kunne ikke have gjort det bedre. Måske er det folkeligt, men demokrati er det ikke." (Som skrevet står i Den offentlige sektor - Fra nutidens vilkår til fremtidens muligheder, 1996)
Hvad er der sket; hvad sker der? Er vreden gået under jorden mens demokratiet og naturen sander til på jorden?

NU HAR INGE ERIKSEN sådan set altid været vred. Oftest på livsalig vis. Allerede i tidsskriftet Vindrosen deltog hun i 1971 som "en anarkist i parlamentet" - sammen med "en referent, fhv. politiker" Ebbe Kløvedal Reich, "en forfatter, nyrealist" (og nu afdøde) Christian Kampmann, "en medieflipper" (nu også afdøde) Hans-Jørgen Nielsen og med tegninger af Erik Meier Carlsen - i dækningen af folketingsvalget det pågældende år. Inge Eriksen beklædte eller måske rettere beherskede på det tidspunkt stillingen som sekretær for Venstresocialisternes (VS') folketingsgruppe og kunne fortælle, at "man kan komme ind med 9 Molotov-cocktails i tasken hvis man klipper hår og renser negle. Hvis det er sådan noget man vil. I øvrigt er de flinke på Christiansborg, politikernes professionelle venlighed præger miljøet. Kun én gang var der diskret opstandelse i rækkerne. VS'erne, engang borgens enfant terribles, bragte en stor, tyk Sort Panter ind til Snapstingets klæge middag. Hans lasede strikketrøje var så fuld af huller at man ku' se hans saftige sorte maveskind. Sådan noget havde man aldrig før set. Altså i Snapstinget."
Det er vel noget i den retning, den vrede kælling vil se igen, når hun i sit interview i Information kalder "både Clinton og Bambi (Tony Blair) gode folketalere, men - og det er jo en sandhed, der har været gammel i 15 år - de administrerer blot det bestående. Jeg ville altså gerne se lidt mere lidenskab. Det politiske sprog skal jo netop bruges til at få folk til at tænke på en anden måde. Mere uortodokst, mere uforudsigeligt."

DET ER Ikke for ingenting, at Inge Eriksens første bog, skrevet sammen med Jytte Rex, hedder Kællinger i Danmark. Den oplysning skylder vi fremskridtet:
Det kunne nemlig ellers falde moderne, frigjorte og selvbevidste karrierekvinder for Lady Tenson-jakken, at en moderne, kvindelig forfatter som Inge Eriksen blev betegnet "kælling" i denne kvalitetsavis' spalter. "Den tidligere mangfoldighed af politiske ideologier konvergerer mod 'den eneste rigtige mening'," observerer Pernille J. Frost i sin nylig udkomne, fortræffelige bog om "det politisk korrekte sprog."
Imens går verden ufattelig fremad, som punktvis antydet ovenfor.

el (Ejvind Larsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu