Læsetid: 4 min.

Vrede

30. december 2002

Vrede er irriterende og skadelig. Vrede er én af den kristne verdens syv dødssynder, og meget bedre er dens ry ikke i den islamiske verden, hvor man også får besked på at holde vreden nede, specielt over for dem, der ikke er ens jævnbyrdige. Fuldt forståeligt.
Men vrede kan også være kreativ. Oprør og revolutioner er begyndt som vrede. Og kalder man vreden social indignation, er det let at se hvad man skal med den. Den er det bare blevet småt med i de senere år. Alle får mad, så hvad er der tilbage at brokke sig over?
Man skal næsten gå til en af de markante skikkelser fra gamle dage for at blive mindet om den sociale vrede. Én, der stadig har den i behold er forfatteren til tv-serien Matador, Lise Nørgaard, der i et interview her i avisen d. 23. december mente, at den sociale mobilitet i samfundet sluttede med dem, der nu er over 50, som Poul Nyrup og Henning Dyremose inden for hhv. socialdemokrati og erhvervsliv.
Nu koster det jo ikke ældre mennesker noget at svinge stokken over nutidens forfald. Problemet er, at Lise Nørgaard tilsyneladende har ret. En stor UNICEF-undersøgelse fra slutningen af november i år viste, at Danmark hører til de OECD-lande, der er dårligst til at bryde den sociale arv med uddannelse. Undersøgelsen viste, at 17 procent af de 15-årige danske skoleelever ligger under et internationalt fastsat niveau i læsning, matematik og naturfag. Kun Spanien, Italien, Grækenland og Portugal er ringere, og de unge danskere klarer sig værre end deres jævnaldrende i blandt andre Finland, Korea, Ungarn og, gys, selv USA, som vi gerne betragter som alle uligheders moder. Hertil kommer, at 43 procent af 15-årige, hvis forældre er født i et andet land, læser ringere end deres én-nationale kammerater, hvilket sikrer Danmark en sur plads som det fjerdedårligste land.

Den sociale arv er med andre ord stadig en kendsgerning, skønt selv Socialforskningsinstituttet kun ved lidt om, hvordan den fungerer (jvf. en kronik i Information den 30. september i år). Uanset årsagen er det dog svært at se, hvem der bedre skulle kunne afhjælpe den end netop skolen. Det var netop, hvad forskningsleder Poul Skov ved Danmarks Pædagogiske Universitet pegede på i et debatindlæg her i avisen den 10. oktober i år: At »mange af de forhold, der har betydning for elevernes udbytte ikke overraskende er direkte relateret til undervisningen ... Lærernes grunduddannelse og mulighederne for relevant efteruddannelse bør have meget høj prioritet i de kommende år, fulgt op af hensigtsmæssige rammer og vilkår for undervisningen. En satsning på disse områder kan måske samtidig mindske virkningerne af den sociale arv.«
På den baggrund er det oprivende, ja, aggressionsfremkaldende, at se specielt på mange storbyskoler i disse år: Afslidt linoleum, ramponerede klasseværelser og landkort med Sovjetunionens udstrækning hilser moderne børn velkommen til samfund og skoleliv. Med grum ironi har ældre skoler bevaret afglansen af stateligheden fra 20. århundredes første tredjedel, da man i optimisme og fremtidstro hamrede skoler op over det ganske land i stolt herregårdsstil udvendig og med fint håndværk indvendig. Som ville man sende ungerne signalet: »Nu har samfundet gjort sit bedste for dig. Nu regner vi med, at du gør dit bedste her!«
At netop storbyskolerne er hårdest ramt, er frygteligt. Byerne fungerer netop som sluser for sociale lykkeriddere: Indvandrere, arbejdssøgende, uddannelsessøgende, enlige forældre. Der skal bare mere end held til, hvis det skal lykkes dem at forme deres liv til deres eget og samfundets gavn og glæde.
Selv statsministeren erklærede den sociale arv krig ved Folketingets åbning: Også bistandsklientens søn skal kunne blive bankdirektør! Tungere lå det med regeringens konkrete ungdomspolitiske visioner. Man hørte ikke meget tale om flere midler til børn i daginstitutioner (gerne ekstra for små tosprogede) eller bedre læreruddannelse og lønninger, der kan tiltrække de bedste. Eller hvad med organiseret lektiehjælp og opsøgende virksomhed for nutidens unge bærere af den sociale arv? Dem, hvis forældre ikke kan hjælpe dem tilstrækkeligt, og som derfor ryger af i et sving mellem andengradsligningen og forsøget på at få et ungdomsliv til at hænge sammen?

Glemt er tilsyneladende, hvordan den enorme sociale mobilisering i årtierne efter sidste århundredskifte tog fart, da engagerede mennesker fra især Socialdemokratiet og Indre Mission (!) greb fat i arbejderforældre, befriede dem for alkoholens svøbe og gav dem sprog og selvdisciplin og deres børn en fremtid en rolle, som højskolen i høj grad havde på landet. Det var dog ikke kun glade frivillige, men hele samfundet, der investerede solidt i ’Danmarks eneste råstof’, ungdommen. Måske ligger der et signal i, at regeringen foreløbig har demonstreret sine ungdomspolitiske visioner ved at udskifte børnechecken med en ældrecheck.
Det er da til at blive vred over.

*Dette er den sjette af en række ledere, der tager fat i dødssynderne. I morgen afsluttes serien med ’dovenskab’

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu