Læsetid: 9 min.

De vrede overfrakkers parade

Fjernt fra alfarvej, hitlister, yuppier og forbrugerræs trivedes der op gennem firserne en musikscene, hvis drivkraft var ønsket om at lokke nye takter og toner ud af rockmusikkens skampiskede korpus. Ind i mellem lykkedes det tilmed, hvad genudgivelser af plader med Ballet Mécanique, Scatterbrain og Tristan T beviser
16. december 2006

I sidste uge var vi inde og røre på 80'ernes mainstream-musik, som den lød i hænderne på den dag i dag så relativt populære navne som Tøsedrengene og Rocazino, hvis mest populære sange stadig gerne afspilles af såvel Statsradiofonien som af mere lokalt orienterede møgspredere.

Men 80'er-scenen var mere og andet end postuleret teenagesmerte med tilhørende drømme om tosomhed, tryghed i ansættelsen og ikke mindst villa, vovse og de 2,2 børn, alle blev garanteret som minimumsafkom, for så vidt sædkvaliteten altså tillod det.

Og en livsholdning, som på mange måder betød et fravalg af fakta som f.eks., at den vestlige verden stadig våndede sig under oliekrisen fra '73 med dertil hørende ungdomsarbejdsløshed, strejker, blokader, demonstrationer og megen uro i storbyer og ghettoer. Læg dertil terrorisme, våbenkapløb og ikke mindst en gennemgribende postindustriel tristesse, som den alternative musik i dén grad afspejlede, og De vil forstå, hvor grå og meningsløs tilværelsen kunne tage sig ud for de på en gang følsomme og afstumpede gemytter, der i hobetal flygtede fra de anonyme forstæder og ind til de dengang temmelig forfaldne og trøsteløse bykerner, der til gengæld var fuld af billige boliger, disse desperate romantikere kunne flytte ind i.

Vrede og kompromisløse

En revolte tog form i såvel bykerner som randområder. Den begyndte med den fra England og USA importerede punkmusik, hvis få år som mediernes prügelknabe og musikpressens darlinger hurtigt førte til en implosion, thi udtrykket var fra begyndelsen snævert anlagt og førte hurtigt de udøvende musikere ind i en blindgyde. Den rene punk var så også kun toppen af et isbjerg, idet den allerede fra starten talte navne, hvis hovedformål var at lokke nye takter og toner ud af rockmusikkens skampiskede korpus. Til det formål kunne punkens credo, Do It Yourself (D.I.Y.) blandt venner i og for sig applikeres på hvad som helst. De genrer, der opstod ud af de bestræbelser i de sene 70'ere og 80'ernes først halvdel, har siden fået paraplybetegnelsen postpunk hæftet på sig, men dengang kaldte vi det herhjemme nyrock. Hvilket selvfølgelig kun giver mening, så længe musikken er ny. Bestræbelser vendte sig mod den klassiske harmoniopfattelse, gængse sangskrivningsskabeloner og normalmåderne at traktere rockens grundinstrumenter på; især gik periodens trommeslagere langt for at undgå at gentage noget, der kunne minde om rockklicheer.

I modsætning til tidens hitlistemusik forsøgte postpunken ikke at tækkes et bredere publikum, men satsede i stedet sammenbidt på originalitet, patos, vrede og kompromisløshed, ikke mindst grundet følelsen af at være i opposition til alt og alle på alle tænkelige fronter. Samtidig blev der plads til udgivelser af eksklusiv karakter via en række alternative pladeselskaber, distributører og pladebutikker, som alle grundlæggende var glade, hvis det lige kørte rundt. Skal man pege på en begyndelse, kunne det være, da Sex Pistols imploderede på sin katastrofale USA-turné. I stedet dannede sanger John Lydon (også kendt som Rotten) det dystre, men også prægnante og til en begyndelse vildt fascinerende Public Image, Ltd., hurtigt kendt som P.I.L.

Åndelig føde

Det åbnede for en flodbølge af bands fra både England og USA (og resten af verden med, for den sags skyld), der under navne som The Fall, Joy Division, Talking Heads, Gang Of Four, Slits, Magazine, Pere Ubu, DAF, The Pop Group, XTC, Young Marble Giants, Contortions, The Raincoats, Human League, Wire, Cabaret Voltaire, Devo m.fl. forfulgte ukendte mål med alle forhåndenværende midler, inklusive tidens ny, prisbillige keyboards og trommemaskiner.

Stort set alle bestræbelser gik på at bryde med standardrockens kvælende standarder og i stedet lade sig hvirvle ud i det ukendte for at komme til bunds i det ny!

Beatles, Stones og Dylan røg ud med badevandet og i deres sted opbyggedes en ny rockmytologi, hvor 1976 noget tendentiøst opfattedes so, År Nul.

Især for valgslægtskaberne bl.a. talte William Burroughs, Bertolt Brecht, J.G. Ballard, John Heartsfield, Luis Buñuel, dadaisterne, Fluxus og Bauhaus og hvis omhyggeligt udvalgte musikalske stamfædre talte navne som Velvet Underground, Neu!, Captain Beefheart, The Stooges, Can, Kraftwerk, David Bowie, Giorgio Moroder, Nico m.fl.

Næsten alle kunstnere med begrænset masseappel, til gengæld kunstnerisk uangribelige og kompromisløse, prægede af alvor, patos og strenghed, men med respektløshed, originalitet, stædighed og vovemod som særlige kendetegn.

Herhjemme forblev miljøet omkring postpunken småt, hierarkisk og lukket, men sandelig også afsøgende, kreativt og idérigt. Det kom an på, hvordan man fik sig selv anbragt i det ganske særlige og svært gennemskuelige hierarki, der prægede miljøet. Der var ikke plads til mange i nyrockens himmel, thi det var de 'særligt udvalgtes brigade', som mobiliseredes, gerne i store secondhand overfrakker, øjenskygge og smalle, sorte jeans. Det var ikke nok at føle sig speciel det skulle en række af miljøets unavngivne embedsmænd nok afgøre, om man nu også var.

Som hos de udenlandske forbilleder, der hele vejen igennem satte dagsordenen, trivedes narcissisme, solipsisme, stofmisbrug, seksuelle afvigelser og andet kinky shit glimrende i, hvad der i bund og grund var et godt gammeldags bohèmemiljø, selv om de involverede sikkert ville have stejlet over således at blive indskrevet i en tradition. For der herskede en jernhård tro på, at noget uimodsigeligt nyt var ved at tage form og at de involverede udgjorde fortropperne for det ikke før hørte, ikke før sete, ikke før udførte og ikke før skete.

Og der kom da også en håndfuld originale værker ud af det, selv om de som sagt forblev åndelig føde for en lukket kreds. Men lur mig om ikke netop postpunken i disse år oplever fornyet interesse og mange af pladerne fra den gang skifter hænder for ganske pæne summer.

Krystallinsk skønhed

Giganterne på den københavnske scene omkring 1980-1981 udgjordes af trojkaen Sort Sol, Before, hvis eneste album, det fortrinlige A Wish Of Life, udsendtes som cd i 2003 og trioen Ballet Mécanique, som af alt andet end navn var synonymt med multi-instrumentalisten, sangeren og komponisten Martin Hall. Han var og er et glimrende eksempel på, at patologisk narcissisme er et glimrende afsæt for springet ind i kunst. Få formåede i den grad at tærske langhalm på en næsten lammende smertefuld patos og lige så hysterisk selvoptagethed, som det udfoldedes på debutpladen med den tidstypiske, næsten selvparodiske titel The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation, der blev genudgivet som deluxe dobbelt-cd for et par måneder siden. Med passende andægtig introduktion i bookletten ved Søren E. Jensen og en hel cd med alskens ekstramateriale, er der tale om et stadig imponerende og overvældende værk, der oser af hudløs verdenssmerte, senpubertær retfærdighedstrang, romantisk desperation og et himmelstræbende ambitionsniveau, bandet musikalsk ikke helt indfrier. Hall besidder dog en så stor og udtryksfuld stemme, at selv pladens mere konturløse kompositioner får et løft, hvad enten de ejer substans til det eller ej. Det lykkedes trioen at vække opsigt uden for nyrockens snævre kreds og det alene kunne give anledning til en mistænkeliggørelse af de involverede.

Som ikke blev mindre af, at skiven udsendtes af det multinationale CBS. Men grundet hovedpersonens solide forankring i miljøets inderkreds, slap han efter sigende fra det med en næse. Det er ikke musik for sarte sjæle, men der er fuld hammer på dette sammenstød mellem et udtryksmæssigt overskud og emotionelt underskud. Efter min mening Martin Halls finest hour og en god introduktion for den, der vil vide, hvad der fik folk i det miljø til at gå i selvsving i 1981.

Periodens vigtigste uafhængige pladeselskab, Irmgardz, udgav førnævnte Before enkeltstående udgivelse, men tegnede sig også for et af Danmarks første seriøst teknologiinspirerede bands, kvartetten Scatterbrain, hvis debutalbum Keep Dancing i 1981 fik verbale tærsk af den københavnske inderkreds (der var sikkert én af gruppens medlemmer, som var mødt op i nogle forkert farvede strømper til en andagt i Rockmaskinen), men som ikke desto mindre står som et af periodens bedste album, i øvrigt genudgivet på cd her i foråret.

Teknisk set langt størstedelen af miljøets musikere overlegne satsede gruppen fra starten på en gennemarbejdet sangskrivning, der lå langt fra på den ene side tidens kommercielle klange, men på den anden også det meste af, hvad der trivedes i den københavnske undergrund. Læg dertil fordybelse i og fortrolighed med det ny isenkram og noget af forklaringen på gruppens suverænitet bliver klarere. Kuldslået så det forslår besidder materialet en krystallinsk skønhed og det er en af den slags plader, der ikke behøver kurator for at gå rent ind, thi musikken er helt enkelt gennemtænkt, strømlinet og veludført. Et fremsynet ensemble, der godt kunne have fortjent en bedre skæbne.

I alt andet end sort

Udenfor voldene, ja i hver eneste større provinsby, gav den internationale musikrevolte også genlyd og i Haderslev gik den rent ind hos Jan Laursen og Benny Woitowitz, som dannede Metadon X, der hurtigt blev til End Of Your Garden, der i tidens ånd i 1981 udsendte både en single og en ep på eget pladeselskab. Sammen med Laursens bror Bo dannede de i 1982 det spøjse og uhøjtidelige højoktan-outfit Tristan T, der gik mod alle tidens trends ved at holde humøret højt, skide på dødsfiksering og undergangstro, afsynge sine tekster på dansk og klæde sig i alt andet end sort.

Trioen debuterede på Irmgardz vigtige sampler med nyrockgrupper fra provinsen, Somewhere Outside, før de på eget selskab i '84 debuterede med det morsomme og energiske minialbum Hej Verden, hvor titlen naivisme forfulgtes helt ud i omslagets glade børnetegning. Det var ikke dødsdrift, der var i højsædet på sange med titler som "Vi redder verden i den næste sang" og "Drengen og trillebøren". Prikkende, stikkende og uden mange melodier til at forstyrre helhedsindtrykket udgjorde trioen en god modgift til den københavnske in crowd.

Endnu bedre var gruppens andet album, Blodrus, som udsendt af Sonet i 1986 indeholder undergrundshittet "På vildspor", hvor Poul Borum rytmeforladt messer sin oversættelse af Lou Reeds "Walk On The Wild Side" henover gruppens backing. Begge lp'er med samt alskens bonusmateriale udsendtes på cd som ALT i foråret, og det er en fornøjelig omgang at lægge øren til, hvis man er i det hjørne, for det udgør en antitese til periodens bloddryppende alvor. Tristan T vinder på energi og godt humør, uden at ende som drengespejdere.

Endelig, for at få med hvor obskurt det kunne være, har den tidstypiske, men også dengang lidet synlige Århus-gruppe De Må Være Belgiere, fået genudsendt deres gamle materiale på cd.

Det drejer sig om den single, bandet i '83 udsendte (i øvrigt på Tristan T's pladeselskab Replik Muzick), og som lyder som det meste af musikken i det miljø gjorde i den periode. Modsat de andre bands omtalt her nåede De Må Være Belgiere aldrig rigtigt at træde i karakter, og det er der intet på de 11 liveoptagelser fra samme sommer, som udgør resten af cd'ens materiale, der for alvor ændrer på, selv om der er meget godt knald på de fire ungersvende. Som eksempel på datidens stemning og toneklang fungerer De Må Være Belgiere dog glimrende. Det blive ikke meget mere kult end det. Det skal der jo også være plads til.

* Ballet Mécanique: The Icecold Waters Of Egocentric Calculation (Sony-BMG/Rewind)

* Scatterbrain: Keep Dancing (Glorious Records/A:larm)

* Tristan T: ALT (Glorious Records/A:larm)

* De Må Være Belgiere (Tryghed & Tristesse)

Dette er den anden af i alt tre artikler om firserne, vi bringer. Den sidste bringer vi på næste lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu