Læsetid: 8 min.

'Den vrede venstrefløj tager fejl'

Latinamerikanerne har meget at lære af Europa, mener den cubanske eksilforfatter, Carlos Alberto Montaner. Han går dog skarpt i rette med de unge vesteuropæere, der stadig går rundt med Che Guevara T-shirts. 'Det svarer til at bære en T-shirt med Stalin'
28. juli 2005

"Jeg ikke kender nogen, der er villig til at dø for Mercosur-samarbejdet, og jeg kender heller ingen europæere, der er villige til at dø for Europa. Men jeg kender mange, der stadig er villig til at dø for deres nation."

Det siger den 62-årige forfatter og journalist, Carlos Alberto Montaner, hvis syndikerede klummer læses af millioner af mennesker i Latinamerika og Spanien. Han har også været på listen over de 100 mest indflydelsesrige mediepersoner.

"Jeg føler mig stadig som cubaner - og som udlænding," siger Montaner, selv om han i de sidste 35 år har boet i Spanien og har spansk statsborgerskab. Han er lige kommet tilbage til Madrid efter en længere turné i flere latinamerikanske lande, og rejsen over Atlanterhavet gør han tit.

"Det er berigende som person at bo en tid uden for sit eget land. Man ser alt med nye øjne," forsikrer han.

Det er dog stadig som cubaner - omend eksileret cubaner i Europa - at han i dag iagttager den europæiske integrationsproces. Det seneste franske og hollandske nej synes ikke at overraske ham:

Store forskelle

"Europæerne følte efter Anden Verdenskrig, at det var nødvendigt at forene sig på tværs af landegrænserne, så man kunne undgå nye krige. Truslen fra Sovjetunionen i Den Kolde Krig var reel, så det tysk-franske lokomotiv gik i spidsen for opbygningen af EU. Europa er stadig i en opstartsfasen for en overnational superstat, men der er langt igen. Efter det franske og hollandske nej er EU løbet ind i en identitetskrise."

"Europæiseringen virker som en kunstig konstruktion, for sprogene og traditionerne er stærke nationale symboler. Forskellene mellem en dansker og portugiser er større end mellem en argentiner og en ecuadorianer. I Europa er der ingen konsensus om en fælles identitet og de sproglige forskelle er kolosale. En hollænder, en tysker, en ungarer og en slovener taler vidt forskellige sprog."

- Er det tænkeligt, at de latinamerikanske lande via f.eks. Mercosur-samarbejdet vil efterligne Europa og danne en union fra ildlandet i syd til Mexicos grænse mod nord?

"Der findes i Latinamerika en sund misundelse af Europa. Det ville være fremragende, hvis vi en dag kunne få dannet en latinamerikansk union, men vi er meget langt fra det. Der eksisterer en Rio-gruppe, som omfatter alle amerikanske lande minus USA og Canada, der kan være kimen til en fremtidig union. Men som det er i dag, er det utænkeligt, at Latinamerika får et fælles parlament som Europa-Parlamentet," mener han.

Strudsepolitik

"Der har været relativt få krige i Latinamerika. Og det har ikke været kollektive krige som i Europa, hvor de store lande var med i de samme krige. De har fælles erfaringer fra Napoleons-krigene til Anden Verdenskrig, og europæerne ønsker ikke en gentagelse af disse krige. Den latinamerikanske erfaring er meget forskellig fra den europæiske," siger han. Viljen til at formulere fælles kontinentale interesser er mindre end de partikulære interesser i de enkelte lande:

"Der er udtalt skinsyge mellem de store nationer. Brasilien har ambitioner om at tage lederskabet, men argentinerne kan ikke tåle det. Og de synes begge, at Mexico er for tæt på USA. Venezuelas præsident, Hugo Chávez, vil derimod gerne lave en slags bolivariansk revolution i hele Latinamerika. Han og Fidel Castro drømmer om en ekspansiv erobringspolitik, men det er politisk vanvittigt."

- Der er store forskelle mellem højre og venstre, og mellem landene, men hvordan ser latinamerikanerne på EU's rolle på den globale arena?

"Jeg kender ingen i Latinamerika, der ønsker at Den Europæiske Union bryder sammen og slår fejl. Men latinamerikanerne har en tradition for at være indifferente over for omverdenen. Siden 1920'erne har latinamerikanerne bestræbt sig på ikke at blande sig i andre landes krige. Argentina var med i den første Irak-krig, men for det meste foretrækker latinamerikanerne at stikke hovedet i busken som strudse. De vil helst være fri for at formulere en udenrigspolitik. Selv Ecuador, der er plaget af krigen i nabostaten Columbia mellem narkobaronerne og den columbianske stat, har erklæret, at det ikke er deres anliggende. Hvordan skal Latinamerika med en samlet røst forholde sig til det, der f.eks. sker i Irak-krigen, når de ikke engang har en mening om krige i deres nabolande?"

Carlos Alberto Montaner mener, at Latinamerika kan lære noget af Europa. De latinamerikanske er "ekstremt dårligt regerede", siger han og efterlyser en dyb selvransagelse i Latinamerika.

"Den vanlige undskyldning er, at USA og de gamle kolonimagter har ansvaret for Latinamerikas problemer og fattigdommen. Men ingen person, der er ordentligt informeret, kan klamre sig til den forklaring. Lande, der for 40 år siden var fattigere end mange latinamerikanske lande - som f.eks. Taiwan, Sydkorea og også Spanien - er i dag meget rigere. Spanien, der så sent som i 1976 eksporterede arbejdere til Chile og Argentina, er nu så velstående, at folk fra Latinamerika nu rejser til Spanien for at arbejde der. Spanien er i dag den andenstørste investor i Latinamerika efter USA," forklarer han.

Han mener, at de latinamerikanske lande har meget at lære af Spanien, der i løbet af få årtier gik fra at være et autoritært diktatur til at være et velstående demokratisk land med en åben markedsøkonomi.

Statens kortslutning

Carlos Alberto Montaner efterlyser et opgør med den autoritære statstænkning, og han tror, at vejen frem er reformer af mere liberalt tilsnit.

"Siden den mexicanske revolution i 1910 har der i Latinamerika været en rodfæstet forestilling om, at det er statens opgave at skabe social retfærdighed i samfundet. Og den har været delt af både højrefløjen og af venstrefløjen. Fra Peron i Argentina til Castro på Cuba og sandinisterne i Nicaragua har alle kræfter satset på en stærk og autoritær statsmagt, mens man svækkede og udplyndrede det civile samfund. Dengang José Figueres Ferrer kom til magten i Costa Rica og nationaliserede banker og forsikringsselskaber, var vi mange - mig selv inklusiv - der klappede i hænderne. Fra 1950'erne var der også mange, der med henvisning til keynesianismen troede, at løsningen lå i statsmagtens fordeling af goderne. Men keynesianismen duede ikke. Det var en stor fejltagelse at tro, at staten skaber rigdom."

- Hvilken vej bør Latinamerika gå?

"Chile er et succesrigt eksempel på, at åbning af økonomien, liberaliseringer og også privatiseringer kan give et positivt resultat. Chile har lavet frihandelsaftaler ikke alene med USA, men også med Europa, Japan og Korea. Den vrede og frustrerede venstrefløj, som foretrækker at skyde skylden på USA og tror, at der er et økonomisk magtcentrum i verden, som bare søger at holde periferien i den tredje nede. De tager grusomt fejl," siger han.

"Det er noget vås, at de industrialiserede lande anstrenger sig for at forhindre den økonomiske udvikling i Latinamerika og holde disse samfund nede. Økonomen Rodríguez Braun har meget rigtigt sagt, at latinamerikanernes bedste ven ikke er hunden, men den ydre syndebuk."

Carlos Alberto Montaner er bekymret over, at populismen - til tider med autoritære træk - breder sig i Latinamerika. Han skelner dog mellem Ricardo Lagos i Chile, Kirchner i Argentina og Lula i Brasilien, der er populister, som accepterer de demokratiske spilleregler, og på den anden side autoritære populister som bl.a. Venezuelas Hugo Chávez :

Montaner skjuler ikke, at han har en vis sympati for Brasiliens præsident Lula:

"Han er en mand med fødderne på jorden, der har demokratiske overbevisninger og et ægte ønske om at modernisere økonomien. Han slås for tiden med korruptionsskandaler, og de svækker ham. Men det er langt ude, når venstreorienterede som professor James Petras påstår, at Lula opfører sig som en nyliberalist."

Fire neuroner

Den autoritære populisme fra venstre giver dog Montaner kuldegysninger:

"Hugo Chávez har før flirtet med fascistiske tanker og troet, at de latinamerikanske revolutioner skal gennemføres på basis af en stærk leder og et militært kup, som kan sikre, at klasserne dør bort. Hans nye chefideolog er den tyske kommunist Hans Dietrich, der bor i Mexico og taler om at opbygge en ny socialisme for det 21. århundrede. Chávez har maksimalt fire neuroner i hjernen, og de er besat af to ulykkesvangre ideologier."

- Hvad mener De om Fidel Castro?

"Han er en diktator, der slæber rundt på fejlslagne marxistiske ideer fra første halvdel af det 20. århundrede, der i dag er fjernt fra virkeligheden. Han er meget stædig og ude af stand til at forstå forandringerne. Han har en udtalt narcissisme, der er meget farlig. Som Hitler og Mussolini er han ude af stand til at føle og forstå Den Anden og De Andre. Og han er en elendig statsleder. Efter 46 år ved magten har denne mand været ude af stand til at løse sit lands store problemer. Jeg tænker her på helt basale ting som at elektrificere landet, at sikre cubanerne rent drikkevand, at skaffe boliger nok og sørge for, at alle borgere får en basal ernæring. Cuba var engang blandt de fire rigeste latinamerikanske lande, men efter 46 år med Castros diktatur er Cuba et af de fire fattigste lande. Det er et land, der er gået helt i stå."

- I de vesteuropæiske storbyer kan man stadig den dag i dag se unge gå rundt med Che Guevara T-shirts. Hvad synes De om det?

"Che Guevara er et stadig et ikon for nogle unge, der betragter ham som prototypen på en ukorrumperet revolutionær. Men Ches figur er tragisk. Og han var en farlig personlighed. Han sagde de forfærdelige ord, at 'en god revolutionær er en perfekt dræbermaskine'. Han var villig til at gøre alt for den revolutionære sag, og han henrettede personligt dusinvis af personer. Han er en af de myter, der har været skadelig for Latinamerika. Helt til det sidste i sit liv kritiserede han Sovjetunionen og Kina for ikke at hjælpe Cuba tilstrækkeligt med at udbygge revolutionen. Det var ikke, fordi han var kritisk over for Sovjet eller Kina, men fordi han ønskede at indføre deres model i Cuba og andre latinamerikanske lande. Når unge i Vesteuropa i dag går rundt med en T-shirt med Che Guevara, svarer det til at bære en T-shirt med Stalin."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her