Læsetid: 6 min.

Vreden er uklædelig

Birthe Neumann har danset hen over en scene beruset af vrede over en hæslig anmeldelse. Dansen, skuespillet og et tilfældigt møde med en fremmed var, hvad der skulle til for at få vreden til at slippe sit tag i hende
11. oktober 2006

Et af vilkårene i Birthe Neumanns fag er, at hun ustandseligt bliver anmeldt for sin præstation.

"Jeg må leve med, at andre gør sig til dommer over mit arbejde - uden at jeg kan tage til genmæle. Lige meget hvor inkompetente, jeg synes, disse smagsdommere kan være," siger hun.

Som ung kunne Birthe Neumann blive så såret over en anmeldelse, at hun fik andre til at referere, hvad der stod. Selv åbnede hun aldrig en avis i tiden omkring en premiere.

"I en meget moden alder har jeg oplevet at få et par infame anmeldelser. Jeg har ikke kunnet undgå at læse dem og har tilmed betalt for dem, da de stod i Politiken, som jeg holder," siger hun og fortsætter:

"Det gjorde mig så vred. Og hvor går man hen med sådan en vrede? Jeg tog den med på arbejde. Jeg placerede den i mine sko, som blev varme og lette og bar mig gennem forestillingen, og når forestillingen var færdig, stillede jeg skoene i skabet, cyklede hjem og blev først vred igen næste aften, når jeg tog skoene på og dansede afsted med små røde luer omkring mig."

En aften da Birthe Neumann er på vej hjem fra det teater, hvor hun arbejder, cykler hun hen imod en 7-eleven på Falkoner Allé. Ved indgangen kommer hun til at ramme en kunde, der er på vej ud.

"Det er en meget stor mand med meget lidt hår og rigtig mange tatoveringer i nakken. Han griber resolut fat i min cykel og min overarm," fortæller hun, "og jeg er ikke i tvivl om, at han skal til at kaste både cyklen og mig i retning af Frederiksberg Rådhus".

Pludselig spørger fyren: "Er det dig?"

Og det bekræfter en noget rystet Birthe Neumann og får samtidig undskyldt at have griset hans læderbukser til.

"Du var skidegod som taxa-Werners kæreste," siger han, og så snakker de længe om alle konflikterne i tv-serien Taxa, som Birthe Neumann ikke rigtig tør fortælle, at hun aldrig har set.

"Da han endelig slap mig, sagde han: 'Hvis der nogensinde er nogen, der røvren-der dig, så kom til mig, for mig og min ven er rigtig gode til at få banket lidt fornuft ind i knolden på folk'. Jeg trak hele vejen hjem, helt euforisk af indre billeder af en anmelder i blodpøl med brækkede lårben eller en sjovere korthårsfrisure."

Næsegrus beundring

En ting er indre vrede. En anden er den impulsive, uovervejede vrede, der hvæser, viser tænder og larmer. Birthe Neumann er vokset op med, at vrede forbudt at skilte med. Derfor tog det skuespilleren mange år at blive fortrolig med vreden, som hun den dag i dag holder tæt til kroppen og i stramme tøjler.

"Jeg kan blive frygtelig forskrækket over andres vrede, og så ligger jeg samtidig i fuldstændig næsegrus beundring, når jeg møder mennesker, der har en kort lunte, og som går ind for kontant afregning. For eksempel når jeg møder folk, der tør sige: 'Det var dog satans, at man fyrer Danmarks bedste teaterdirektører på Betty Nansen - det finder vi os ikke i'," siger hun og fortsætter:

"Det er den slags mennesker, jeg læner mig op ad, og min frustration bliver i kraft af dem til aktiv vrede - retfærdig vrede skal ikke tøjles".

I dag har Birthe Neumann meget nemmere ved at for-holde sig til den impulsive form for vrede, end hun havde, da hun var yngre.

"Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kendte den umiddelbare og brutale vrede dengang. Man kan godt være så fremmed over for en følelse, at man slet ikke opdager den, når den er der," siger hun.

Som ung kom hun en dag gående med sit barn i en barnevogn, da en mursten landede på barnets dyne. I det øjeblik, det tog hende forskrækket at kigge til sin lille pige, havde hendes mand tjekket babyen, var hoppet over en hæk og havde stukket to unge fyre en ordentlig flad. Og den impulsivitet både beundrer og misunder Birthe Neumann.

"Jeg bliver vred, fordi min forstand mange gange fortæller mig, at det havde væ-ret bedre, hvis jeg havde reageret øjeblikkeligt og spontant i en bestemt situation.

Hvis skuespilleren skal være helt ærlig, så kan hun dog godt huske, at hun nogle gange som ung har handlet temmelig voldsomt.

"I vrede og hormoners vold har jeg engang flænset en række romantiske por-trætbilleder af mig selv og en kæreste i unåde, forsøgt at save en dobbeltseng i to og klippet et par gardiner og et gulvtæppe itu - og med fingrene forsøgt at fiske øjnene ud på ham. Det er nu længe siden og fortrængt af begge parter - håber jeg," fortæller hun.

"Jeg kan stadig i dag gå og øve mig på at reagere spontant i forhold til vrede. Jeg har ikke noget problem med at reagere spontant i forhold til glæde eller latter - der er jeg utrolig nærværende - men når det handler om vrede, har jeg et rigtig tykt filter og stadig en følelse af, at vrede er forbudt område. Jeg har meget nemmere ved at blive vred på andres vegne. Specielt de mennesker, jeg er tæt på. Jeg er opvokset med, at vreden er uklædelig, når det handler om mig selv," siger hun og fortsætter:

"Det er sjældent, at jeg tænker 'det var åndssvagt, at jeg kom til at grine der', men jeg tænker mange gange, at 'det var da mærkeligt, at jeg ikke lige fik sagt; HALLO kan du så lige lukke røven!'".

Bitterhed er ubrugelig

"På det helt personlige plan har jeg nogle gange alt for svært ved at mobilisere vre-den, men når jeg føler den, eller når jeg aktiverer den rent professionelt i mit arbejde, så er vrede for mig en fantastisk energikilde. Paradoksalt nok er vrede en positiv følelse," siger hun.

"Jeg arbejder med følelser, og en skuespillers arbejde befinder sig i en zone mel-lem det strengt personlige og det professionelle. I den zone er det min opgave som skue-spiller at gestalte en tekst. Hvis den tekst kræver et vredt udtryk, så skal vreden mobiliseres et eller andet sted fra. Det er ganske givet nogle personlige ressourcer, man trækker på - ligesom i tilfældet med anmelderen".

For Birthe Neumann er vreden en drivkraft i hendes arbejde.

"Jeg tror, det gælder me-get kunst. En følelse som bitterhed er eksempelvis ubrugelig. Det er nok den mindst kreative følelse, der findes. Glæde og vrede kan man skabe noget ud af," siger hun og fortsætter:

"Vrede sætter meget mere adrenalin i gang, og adrena-lin er i høj grad det, man kø-rer på i mit arbejde - som er meget ekspressivt."

Som skuespiller udtrykker Birthe Neumann sig i lyd og bevægelse - og det bedste ved vreden er, at den har så mange udtryk og ikke nogen forudsigelig form, mener hun.

"Hvis du som skuespiller bare stiller dig op og brøler, så er vreden jo ikke imponerende. Så gør den ikke indtryk. Det er i det uforudsigelige, at kraften ligger. Du kan både holde vreden tilbage, og du kan give den luft. Den er nok mest spændende, inden den eksploderer. Udfordringen er at kunne udtrykke vreden ved kun at vise en tiendedel af det, der ligger under overfladen. Det er først der, at det er spændende, fordi det bliver uhyggeligt og skræmmende," siger hun.

Lidt ligesom med manden foran 7-eleven, der stadig lever i hendes bevidsthed - hvis skuespilleren skulle være så uheldig at få hæftet flere negative adjektiver på sine præstationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her