Læsetid: 4 min.

Vreden vokser i Kashmir

12. oktober 2005

Den pakistanske leder, præsident Musharraf, er under voksende pres efter militærets ynkelige indsats i forbindelse med jordskælvet i Kashmir. Og udlandet er noget påholdende med finansiel støtte til landet

Antallet af omkomne stiger fortsat i Pakistan. Flere ministre, deriblandt Ejaz ul-Haq, ansvarlig for religiøse spørgsmål, taler nu om 100.000 dræbte, og avisen The Nation skriver, at man kan komme op i nærheden af antallet af ofre for sidste års tsunami.
»Vi kender endnu ikke katastrofens omfang og har sandsynligvis ikke set det værste endnu,« skriver avisen, der ligesom andre pakistanske medier tegner et chokerende billede af situationen i Muzaraffarabad, provinshovedstaden i Kashmir. Ifølge officielle tal er omkring 10.000 mennesker omkommet her, mens 80 procent af byen er jævnet med jorden. Sygehus, universitet, skoler, hoteller og fængsel eksisterer ikke længere, og en tre km lang bebyggelse langs hovedgaden ligner et bombekrater. Mange bygninger skred ned i Jhelum-floden. I det, der nu er en spøgelsesby, boede 400.000 mennesker.
Khaleeq Kiani, journalist ved avisen Dawn, mistede fem nære slægtninge og rapporterer med vrede om dette helvede.
»Der findes ingen myndigheder, intet politi og blot et par læger. Militæret har blot tænkt på sig selv, deres egne døde og sårede. Kaos er totalt, og nu er folk også begyndt at plyndre.«

Hård kritik af Musharraf
Vreden vokser i hele det jordskælvsramte område. Først nu, efter tre døgn, når den første hjælp frem. Præsident Pervez Musharraf og hæren anklages i bitre toner for at have svigtet Kashmir.
Alle undrer sig over, hvor hæren var, da man virkelig havde brug for den. Kritikken er først og fremmest hård fra de populære private tv-kanaler, der ironiserer over Musharrafs anmodninger til omverdenen om hjælp med alt – helikoptere, telte, tæpper, mad og medicin – og spørger, om ikke en overdimensioneret hær på 750.000 mand burde bidrage med, hvad man selv har på lager.
Jordskælvet har påført Musharraf hans hidtil største krise.
Mindst 500 officerer og soldater er omkommet og 2.500 såret – et tal, der er langt højere end dem fra krigene med Indien i 1965 og 1971.
»De fløj deres egne ud først og var ligeglade med alle de civile, der havde brug for øjeblikkelig lægehjælp,« skriver Khaleeq Kiani i Dawn.
Først omkring 12 timer efter jordskælvet gik det op for generalerne, hvad der var sket, og flere af dem valgte at fordømme medierne for deres ’overdrivelser’. Al opmærksomhed var længe fokuseret på Margalla Tower, luksushøjhuset i Islamabad, der faldt sammen som et korthus.
Hvad der virkelig har fået vreden til at vokse mod Musharraf, er, at han dagen inden havde ført regeringspartiet til en knusende sejr i lokalvalget efter en kampagne, hvor alle ressourcer, inklusive stemmekøb og almindelig fusk, blev taget i anvendelse.
Jordskælvet vil tvinge regimet til at øge sit engagement i genopbygningen af Kashmir. Utilfredsheden her truer ellers med at styrke den selvstændighedsbevægelse, man hidtil har kunnet holde nede. De nødvendige forstærkninger kan ikke hentes fra den 2.000 km lange frontlinje mod Indien, men må hentes fra fronten mod Afghanistan og konflikten med talebanerne.
Den beslutning vil for alvor forværre Pakistans forhold til USA, påvirke deltagelsen i krigen mod terror og i sidste ende styrke talebanerne både i Pakistan og Afghanistan. Også i Islamabad øges bekymringerne for, at islamiske ekstremister skal give katastrofen en religiøs tolkning, som i ’Allahs straf over den syndige elite’. Flere lederskribenter har allerede advaret om, at de fattiges overtro og gudsfrygt gør dem meget modtagelige for selv banale argumenter.

Regimets dårlige ry
Til Musharrafs problemer hører også, at omverdenen i starten reagerede meget køligt på hans appeller. USA gav f.eks. kun 500.000 dollar til at begynde med, og Tony Blair 100.000. Da tragediens fulde omfang stod klart, kom der dog flere penge til, hidtil dog blot 220 millioner dollar, hvoraf Kuwait har givet næsten halvdelen. Det er blot en halvtredsindstyvendedel af, hvad der blev lovet til de tsunamiramte lande.
I Islamabad mener mange, at det i høj grad beror på regimets dårlige ry i udlandet.
Indiens tilbud om hjælp bidrager i denne situation også til at ydmyge Musharraf. Det tog generalerne to dage, inden de sagde ja tak til hjælpen: I befolkningen fremstår Indien som både rigt, generøst og betydeligt bedre rustet til at modstå naturkatastrofer af det omfang.
Da Kashmir er et konfliktområde, har mange draget paralleller til Aceh-provinsen, hvor tsunamien klart bidrog til at skabe fred. Man har talt om ’jordskælvsdiplomati’, der egentlig skulle medføre forsoning og forbrødring efter først 58 års stridigheder og senest flere års hellig krig.
Glem det!
I den nuværende situation savnes totalt forudsætninger for fremskridt i forhandlingerne. Musharraf kan ikke give nogen indrømmelser overhovedet. Derfor sagde han nej til de tilbudte helikoptere, og samarbejde mellem militæret i den stadigt mere desperate redningsindsats.

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her