Læsetid: 3 min.

De vulgære kræfter

31. januar 1998

Mens russerne og med dem en lang række andre fantasifulde hjerner spekulerer i muligheden af, at Bill Clinton smøger ærmerne op i forhold til Irak for at få verden til at glemme hans nedtrukne bukser, er det på sin plads at beskylde russerne - og flere andre - for tilsvarende brug af vulgære udenrigspolitiske tricks. Det er forstemmende at se, hvordan Ruslands og Frankrigs kommercielle interesser står i vejen for en samlet international front mod Saddam Hussein.
Rusland og Frankrig har begge adskillige millioner kroner til gode hos Saddam Hussein, blandt andet fra tidligere våbensalg, og selv om man nok kan forstå, at de helst ikke så Hussein og dermed tilbagebetalingen forsvinde for evigt, er det udtryk for avanceret kynisme i den grad at tilsidesætte et kollektivt sikkerhedshensyn til fordel for egne økonomiske interesser.
Den fransk-russiske leflen for Hussein og den deraf følgende splittelse i FN's Sikkerhedsråd er den primære årsag til, at Hussein siden oktober sidste år dagligt har haft mod til at drive gæk med FN's våbeninspektører. Han har set, at den arabiske verden slår sig i tøjret over for den amerikanske politik, og at russerne og franskmændene er villige til at afholde sig fra militær straf, selv om Husseins provokationer har nået nye, urimelige højder. Han ved, at sålænge verden ikke er enig, vil eventuelle straffeaktioner mod ham blive så begrænsede, at de kun styrker hans position.

Uanset hvor meget man kan kritisere USA for at føre bulldozerpolitik over for Irak og Mellemøsten i det hele taget, står USA nu - som følge af den fransk-russiske politik - med en Sorteper, der kan blive Clintons største udenrigspolitiske udfordring som præsident. I de seneste dage har amerikanske eksperter og politikere opfordret Clinton til at overveje, hvad han vil gøre med Hussein på længere sigt, da alle forventer, at Irak-problemet vil fortsætte efter den muligvis forestående militæraktion.
Den hidtidige strategi havde to hovedelementer. Dels at lade Saddam Hussein blive ved magten af frygt for de mulige kaotiske konsekvenser af hans afgang, Iraks sammenbrud eksempelvis. Dels at kombinere sanktioner med en tæt overvågning af Iraks militære kapacitet via våbeninspektører og sætte ham effektivt på plads - om nødvendigt med militære midler - hvis han strittede imod.
Men med et verdenssamfund, der ikke længere er enigt om at straffe ulydighed med det sprog, Hussein forstår, er grundlaget smuldret for den strategi. Hussein levnes, som de sidste seks måneder har vist, for stort spillerum til sine narrestreger. Eksperterne har derfor fuldstændig ret i, at situationen skriger på en
revideret politik.

En løsning kunne være at fjerne diktatoren. Den kan forekomme fristende, men militæreksperter siger, det ville kræve en troppeinvasion via landjorden, som både er meget dyr og indebærer en risiko for store tab af menneskeliv og desuden kræver en endnu ikke iværksat bearbejdning af den offentlige mening i USA. Dertil kommer den fortsat gældende frygt for en eksplosion af blodige opgør mellem mindretal - bl.a. shiiter og kurdere - og øget magt til Iran, hvis Irak bryder sammen.
USA vil snarere blive tvunget til at nærme sig holdningen hos de lande, der er imod militære straffeaktioner. USA's udenrigsminister Madeleine Albright har sagt, at Irak ikke skal regne med belønning i form af lempede sanktioner, selv hvis landet giver fri adgang til våbeninspektørerne. En så kategorisk afvisning af at supplere stokken med guleroden bliver USA formentlig nødt til at slække på for at gendanne noget, der bare ligner fælles internationalt fodslag. For det er netop denne holdning, der - med rette - har irriteret lande som Rusland og Frankrig, men sandelig også den arabiske verden.
USA må også alvorligt overveje at bruge skrappere midler for at få Israel til at overholde Oslo-fredsaftalen. Et sådant træk ville ikke bare klæde den amerikanske mægler i fredsprocessen. Det ville også blødgøre de arabiske nationer, der føler de ikke kan blive ved at forsvare deres alliance med USA, sålænge USA så entydigt står på Israels side mod palæstinenserne.
Disse ændringer ville ganske vist ikke skaffe verden af med Saddam Hussein øjeblikkeligt. Og de ville ikke løse det problem, at USA mangler kontakter til grupper i
Irak, der kan udgøre et muligt alternativ til Hussein. Men de kunne måske bane vejen for en genforening af verdensalliancen mod diktatoren i Bagdad. Med udsigt til, at han en dag vel for pokker bliver mør. ld

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her